Annonce
Ugeavisen Struer

2020 byder på endnu flere events i Struer Energi Park

Peder Pedersen (til venstre) og Morten Bach Andersen er et godt makkerpar, som de selv udtrykker det. Foto: A.P. Christensen
Centerchef Peder Pedersen og serviceleder Morten Bach Andersen forsøger at fylde de ledige timer i hallerne op med spændende events, og i år venter et meget alsidigt program
Annonce

STRUER: - Vi glemmer aldrig, at Struer Energi Park som udgangspunkt er et idrætscenter med mange fine faciliteter. En meget vigtig opgave i dagligdagen er derfor, at alle foreninger, der har aktiviteter i Struer Energi Park, føler sig velkomne, og at de mange medlemmer er tilpasse med at komme i centret, siger centerchef Peder Pedersen.

Han håber derfor også, at flere foreninger med tiden vil bruge Struer Energi Park til eksisterende eller nye aktiviteter. Og aktuelt er paddle-tennis måske på vej til Struer.

- Hvert halve år holder vi et møde med repræsentanter fra foreningerne, som jo er vores primære brugere, og her drøfter vi mange forskellige ting i bestræbelserne på at gøre Struer Energi Park endnu mere attraktiv. Og vi er da meget glade for, at foreningerne giver udtryk for en generel tilfredshed med vores måde at drive centret på, siger centerchefen.

Udpluk fra eventkalenderen i Struer Energi Park

Torsdag 30. januar: International fællesspisning med tamilsk mad

Fredag 21. februar: 30 års jubilæumskoncert med Kandis

Onsdag 11. marts: Foredrag med Mikkel Beha om den kolde hvide verden

Fredag 25. april: Bierfest med tyrolermusik

15. og 16. maj: LAN-party

Fredag 19. juni: Stort sommerbankospil

Lørdag 3. oktober: Den store klassefest i Struer

Lørdag 21. november: Årets julefrokost

Annonce

Skal være Struers mødested

Selv om rigtig mange aktiviteter nu foregår i Struer Energi Park, så er der stadig tidspunkter, hvor hallerne står tomme - og sammen med ønsket om at gøre centret til et mødested for alle borgere i Struer har centerchef Peder Pedersen og serviceleder Morten Bach Andersen gennemført en række større og mindre arrangementer - en halv snes stykker - i 2019, og i år er endnu flere events på programmet.

- Der var rigtig god opbakning til arrangementerne sidste år, og det har selvfølgelig givet os mod på at lave endnu flere spændende ting i 2020, siger Morten Bach Andersen.

Han er ligesom Peder Pedersen 43 år og familiefar, og den tidligere landmand fra Skive, der har boet i Struer siden 2004, valgte i 2017 at søge jobbet som serviceleder i Struer Energi Park.

- Jeg har selv børn, der bruger faciliteterne, og da jobmuligheden kom, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville være en del af team'et. Jeg ser det som en stor opgave at være med til at udvikle Struer Energi Park endnu mere i de kommende år, siger servicelederen.

Man skal ikke være i selskab med Peder og Morten i mange minutter, før man finder ud af, at det er et godt makkerpar.

- Jeg har fundet mit drømmejob som centerchef, og samarbejdet med Morten fungerer bare perfekt. Vi snakker sammen flere gange om dagen - også når vi har fri, og vi har jo begge en baggrund fra nogle erhverv, hvor man er vant til at arbejde i mange timer for at nå sine mål, pointerer Peder Pedersen.

Han er selv uddannet slagter og har en fortid i et supermarked i Struer, mens Morten som nævnt er tidligere landmand.

- Samarbejdet med bestyrelsen er også godt. Selvfølgelig skal vi lige vende de større events med bestyrelsen af hensyn til økonomien, men ellers har vi frit lejde til at sammensætte en eventkalender med de aktiviteter, som vi tror, der kan trække publikum til, siger Peder.

Annonce

Klar til den store klassefest

2019 bød på en række velbesøgte arrangementer i Struer Energi Park. Der var cirka 400 deltagere til en international fællesspisning, og 600 deltagere mødte op til julebankospillet, ligesom også selve julefrokosten var godt besøgt. Desuden var der flere foredrag og et LAN-party i centret.

- Det er vigtigt for os at understrege, at disse arrangementer passes ind i kalenderen, så foreningernes faste aktiviteter ikke bliver aflyst, bemærker Morten Bach Andersen.

Sådan bliver det også i 2020, hvor eventkalenderen byder på endnu flere arrangementer.

- I slutningen af januar har vi igen international fællesspisning, og så kommer Kandis forbi Struer i februar med deres 30 år jubilæumskoncert. Her har vi allerede solgt cirka 400 billetter, hvoraf de 300 også ønsker at være med til spisning før koncerten, fortæller Peder Pedersen.

I starten af marts fylder et stort loppemarked minimum to haller.

Mick Øgendahl, Mikkel Beha, Lars Brygmann og Lars Christiansen kommer også til Struer Energi Park i år, ligesom der bliver både sommer- og vinterbanko. Og en fodboldfest med EM-kampen mellem Danmark og Finland på storskærm i juni måned.

- I 2019 bidrog alle arrangementer positivt til regnskabet, og det er også forhåbningen i 2020. Vi har både "livrem og seler på", når vi tilrettelægger programmet, pointerer Peder Pedersen.

Han ser især frem til en meget stor event til efteråret - nemlig den første store klassefest i Struer.

- Det er en fest for alle, der er gået ud af 9. klasse fra en af byskolerne i Struer - frem til og med 2010. Billetsalget til denne event starter om en måneds tid, og vi tror, at der kommer mindst 1.000 deltagere til en festlig aften med en stor buffet, live-musik, dans og frem for alt hyggeligt samvær med de gamle skolekammerater, siger centerchefen.

2020 byder på et hav af små og store arrangementer i Struer Energi Park. Foto. A.P. Christensen
Annonce

Stor hjælp af frivillige

Struer Energi Park har en Sportscafé, der er åben på hverdage fra kl. 15 til ved 22-tiden. Til nogle af arrangementerne kan gæsterne købe forfriskninger i denne café, mens der til de større arrangementer hentes mad fra lokale leverandører.

- De mange større arrangementer kan kun afvikles i kraft af den store hjælp, som vi får fra vores frivillige. Vi har en gruppe på cirka 75 frivillige, der hjælper til, når vi beder om det. Og det er vi meget taknemmelige for, siger Morten Bach Andersen.

- Vi ser frem til endnu et spændende år i Struer Energi Park, og vi har da også taget hul på forberedelserne til 2021, siger Peder Pedersen med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Restauration undrer sig over annonceret generalforsamling: Vi har ikke lavet en aftale med LA

Annonce