Annonce
Ugeavisen Struer

Adskiller sig fra andre unge: Sælger ost og har købt hus i Struer

Marc Hviid med den økologiske Thise-ost Bernstein Grubé, der bliver lagret i Hjerm Kalkgrube. Både dén og Vesterhavsosten sælger godt hos Ostemesteren. Foto: Allan Damgaard
24-årige Marc Hviid er gået imod strømmen. Han har valgt at blive boende i Struer og har sammen med sin kæreste købt hus i barndomsbyen. Samtidig er han næsten færdiguddannet i moderens ostebutik, Ostemesteren.
Annonce

Struer: 24-årige Marc Hviid og hans kæreste Annedorthe Mortensen tilhører en gruppe, som de lokale politikere - og sikkert også andre med interesse for Struers fremtid - sætter pris på.

Det unge par har nemlig besluttet at bosætte sig i barndomsbyen Struer - de har købt hus i Torvegade.

- Jeg overvejede at flytte til Aarhus og bo i en lejlighed dér. Der er så mange, der flytter til Aarhus. Men hvad skulle jeg lave i Aarhus? Og jeg ville skulle bruge en rigtig stor del af mine hårdt tjente penge på husleje. Jeg vidste, at jeg ikke ville på universitetet, og derfor så jeg ganske enkelt ikke nogen idé i at flytte til Aarhus. Det er også mere stille og roligt i Struer - det sætter jeg også pris på, siger Marc Hviid.

Mens der trods alt også er andre unge, der vælger at blive boende i Struer, så adskiller Marc Hviid sig formentlig fuldstændig fra sine jævnaldrende rent uddannelsesmæssigt. Han er nemlig næsten færdig med en uddannelse som salgsassistent i moderen Charlotte Hviids ostebutik, Ostemesteren, der foruden Struer også har en afdeling i Herning.

- Jeg føler, at jeg er havnet på den rette hylde med valg af uddannelse. Det er spændende at arbejde med oste og give kunderne råd og vejledning i valg af den rette ost for dem. Men det er samtidig en uddannelse, der er ganske få, der vælger, siger Marc Hviid.

Når man bliver uddannet i en butik, bliver man salgsassistent med speciale i et eller andet - f.eks. tøj eller isenkram. Men der findes ikke noget speciale i ost.

- Jeg har ikke fået nogen målrettet undervisning "i ost". Jeg har været nødt til selv at søge viden og information om oste, men det har egentlig også været ok. Det har været spændende og sjovt, siger Marc Hviid.

Han har gået på STX på Struer Statsgymnasium på den samfundsfaglige linje, men efter studentereksamen vidste han ikke rigtigt, hvad han skulle lave.

- Jeg vidste dog, at jeg ville have et sabbatår, og det tog jeg på HK Scan ved Vinderup - det tidligere fjerkræslagteri. Her arbejdede jeg på natholdet. Det var et udmærkede job, men efter cirka halvandet år blev det dog lidt for meget. Jeg gik lidt død i det. Jeg skulle finde på noget andet, siger Marc Hviid.

Jeg vidste, at jeg ikke ville på universitetet, og derfor så jeg ganske enkelt ikke nogen idé i at flytte til Aarhus.

Marc Hviid, snart uddannet salgsassistent hos Ostemesteren

Annonce

Begyndte med flødehavarti

På det tidspunkt havde han allerede snuset lidt til jobbet som ostesælger. Han havde været med ude sammen med sin mor og solgt oste på markeder og messer.

- Jeg havde fået en vis interesse for jobbet, og så var det jo nærliggende at tage uddannelsen. Jeg er ellers ikke vokset op med den store smag for oste. Det var hovedsageligt den velkendte flødehavarti, jeg spiste, siger Marc Hviid og griner.

Men efterhånden har han fået mere smag for ostene.

- Ja, i dag spiser jeg mange forskellige slags, og vi smager på dem alle her i butikken. Vi opfordrer også kunderne til at smage på ostene, inden de køber. Det er den slags service, vi kan tilbyde i en specialbutik som vores, siger Marc Hviid.

Han arbejder både i Struer- og Herning-afdelingen.

- Det er to forskellige butikker. Her i Struer kan der godt være lidt mere travlt, fordi vi også har cafeen, siger Marc Hviid.

Der er ingen af hans kammerater, der under sig over hans valg af uddannelse, men hvis man tager direkte fra arbejde til fodboldtræning, så kan det godt udløse et par drillende bemærkninger, fordi ostelugten hænger i tøjet.

- Det er jo ikke alle, der bryder sig om lugten af ost, siger Marc Hviid, der - når han ellers er fri for skader - spiller angriber på Struer-Humlum Fodbolds førstehold i serie 3.

Annonce

Er blevet lidt udvandet

Han er færdiguddannet til august og fortsætter i butikken, men allerede her i slutningen af maj skal han forsvare sin afsluttende opgave, hvor han har valgt at sætte fokus på Open by Night i Struer.

- Jeg kan godt lide Open by Night, hvor man kommer i kontakt med mange forskellige kunder. Men jeg synes også, at Open by Night er blevet lidt udvandet de seneste år. Der er måske for mange af dem i Struer. Det kan være svært at lave noget unikt til dem alle, hvis de kommer for hyppigt - f.eks. var der i slutningen af sidste år både Halloween, Black Friday og Christmas Night, siger Marc Hviid.

Han vil gerne være med til at lave ekstraordinære begivenheder ved Open by Night.

- Til den seneste Open by Night havde vi et osteløb, der var besøgt af cirka 300. Vi synes selv, det var et godt arrangement. Den slags har vi ikke tid og kræfter til at lave, hvis der er for mange Open by Nights, siger Marc Hviid.

Han betegner konkurrencen fra supermarkernes kølediske med oste som stigende.

Annonce

Lokal økologi sælger godt

- Men så må vi jo forsøge at gå nye veje for at holde vores omsætning. Det har vi f.eks. tænkt os at gøre ved at køre ud til andre byer og sælge oste dér. Det kan måske være i Hvidbjerg, hvor vi slår en midlertidig stand op - som man f.eks. kender det fra fiskebilen, siger Marc Hviid.

Hos Ostemesteren kan de tydeligt mærke, at efterspørgslen efter økologiske oste fra Thise har været stigende de seneste år.

- Vi sælger f.eks. rigtig godt af Vesterhavsosten, der bliver lagret ved Bovbjerg. Ligeledes Bernstein Grubé - der lagres i Hjerm Kalkgrube - sælger godt. Det er to oste, hvor der følger en god historie med. Kunderne er blevet mere bevidste om produkterne, og der er f.eks. ingen E-numre i de økologiske oste fra Thise, siger Marc Hviid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Oline ryster posen

Annonce