Annonce
Ugeavisen Struer

Blomsterbutik rykkede midlertidigt ind hos naboen - nu vil de ikke væk igen: - Det var bare en mega god idé fra dag ét

Det betyder altså noget også at have vinduer ud til gågaden. Det kan indehaver af Butik Rosenrød, Anita Jørgensen, skrive under på. Foto: Morten Stricker
Butik Rosenrød udvidede i november sin lille butik med 235 kvadratmeter i bygningen lige ved siden af. Nu er de flyttet permanent ind i de nye omgivelser.

Struer: - Vi havde omkring 40 til 50 kvadratmeter. Nu har vi 235, så det er lidt vildt.

Ordene kommer fra Anita Jørgensen, der er indehaver af Butik Rosenrød, som de seneste fem år har befundet sig i et mindre butikslokale i forbindelse med gågaden i Struer.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle have en stor butik, siger hun.

Annonce

Men det må man i den grad sige, hun har fået. Pr. 1. maj er Butik Rosenrød rykket permanent ind i de noget større lokaler ved siden af de gamle.

Helt konkret er butikken at finde i et af hjørnerne af den nye plads i centrum af Struer, T.W. Jensens Plads, med facade ud til både plads og gågade.

- Vi kan nu have et større udvalg og er gået fra det, man kalder en b-placering til en a-placering, forklarer Anita Jørgensen:

- Selv om det ikke er andet end nogle få skridt, gør det meget i forhold til folk, der går strøgtur. De går herude (i gågaden, red.). De gik ikke forbi mig før, hvis ikke de skulle ned til mig.

Flytningen kan med andre ord mærkes.

- Hvis folk har gået tur om aftenen eller i weekenderne, så kommer de næste dag; "Ej, vi så sådan en fin plante eller potte i vinduet", fortæller en glad Anita Jørgensen.

Greb muligheden

Historien om flytningen begyndte faktisk helt tilbage i november og december sidste år, hvor Butik Rosenrød lavede en pop-up butik i lokalerne, de nu er permanent i.

- Det var egentlig fordi, udlejer havde en masse andre, der skulle have været herinde i december, men alt blev jo aflyst på grund af corona, siger Anita Jørgensen.

Udlejeren, vi her taler om, er Peder Frølund Hansen også kendt som Peder Matas, som gik bort i januar i år. Han ejede både Butik Rosenrøds nuværende og tidligere lokaler.

- Han kom og spurgte, om vi ikke kunne gøre et eller andet derinde, fortæller Anita Jørgensen, og de to blev enige om løsningen med en pop-up butik.

- Vi var lidt udfordret af, at vores butik ikke var særlig stor. På et tidspunkt kunne jeg kun have en kunde inde ad gangen, da der skulle være to meters afstand.

Butiks-indehaveren greb derfor muligheden, da den bød sig.

- Det var bare en mega god idé fra dag ét. Der gik ikke andet end en uge, så spurgte vi, om vi måtte rykke hele butikken herind og være her julen over. "Det gjorde vi bare", sagde han.

Annonce

Det gjorde udslaget

Da 2020 var omme, kom Peder Matas så med meldingen; "Her skal I da blive", fortæller Anita Jørgensen, som tvivlede noget på, om økonomien kunne hænge sammen til det.

De to fandt dog en løsning, som altså er blevet permanent pr. 1. maj.

Anita Jørgensen og resten af Butik Rosenrød har nu både udsigt til den nye plads i Struer og gågaden. Foto: Morten Stricker

Spørger man direkte, så ville det aldrig være sket, hvis ikke det havde været for corona-situationen.

- Så havde jeg været i den lille butik endnu, kommer det hurtigt fra Anita Jørgensen:

- Jeg hvilede fint i den lille butik og har passet på min lille butik. Vi blev bare udfordret af corona i forhold til pladsen og afstanden.

Salget af blomster er steget under pandemien, hvilket blot var endnu et godt argument for at springe ud i det for Anita Jørgensen, som ingenlunde fortryder.

- Siden vi er flyttet herind, har vi hørt folk sige, at de ikke har handlet hos mig, fordi de ikke brød sig om, at man stod så tæt. Nu kommer de her, fordi der er god afstand og plads.

Annonce

Udviklingen fortsætter

Anita Jørgensen har til efteråret været selvstændig i 19 år. Hun begyndte på Ølbyvej og var så lige nede at vende på Holstebrovej i nogle år, som hun siger.

- Så landede jeg hernede for fem år siden, fortæller den 49-årige butiks-indehaver:

- Det giver bare noget andet at være en del af midtbyen og alle de arrangementer, som normalt er her. Man åbner døren, og så er man en del af det. Det, synes jeg, er rart.


Jeg bruger også lidt af mit krudt på at hjælpe nogle af dem, der er kommet i klemme.

Anita Jørgensen, indehaver, Butik Rosenrød


De mange ekstra kvadratmeter har betydet, at både nye og flere forskellige varer er kommet på hylderne hos Butik Rosenrød.

Der er blandt andet blevet plads til et udvalg af tørrede blomster, som trender lige nu, lyder det fra Anita Jørgensen.

Anita Jørgensen havde egentlig aldrig drømt om at skulle have en stor butik, men nu er hun mere end glad for det. Foto: Morten Stricker

Udviklingen stopper dog ikke her. I ugerne 29 og 30 vil butikken blive ryddet, så der kan komme nyt gulv på, og så skal der også laves nogle afskærmninger.

- Vi arbejder lidt ud fra, at vi skal have lavet et kursuslokale, så vi kan holde nogle arrangementer og blomsterkurser, fortæller Anita Jørgensen:

- Det har vi også tidligere haft, men så har vi været ude at leje et telt. Her har vi muligheden for at kunne blomstre lidt den vej, når man må det engang igen.

Annonce

Vil gerne hjælpe

Anita Jørgensen har to blomsterdekoratører ansat i Butik Rosenrød.

Herudover er der en i fleksjob samt en i et afklaringsforløb.

- Og så har jeg en ung pige, som vi prøver at hjælpe tilbage på sporet. Vi arbejder på, at hun kan komme i lære her, forklarer Anita Jørgensen:

- Jeg bruger også lidt af mit krudt på at hjælpe nogle af dem, der er kommet i klemme.

Det skyldes, at Anita Jørgensen selv fik hjælp af en virksomhed, da et af hendes børn stod i en lignende situation og havde brug for noget andet end bare skolebænken.

- Det hjalp ham på rette spor, og det lærte jeg noget af. Det kunne godt være, jeg også kunne give lidt til nogle, som er havnet lidt ærgerligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Det perfekte sabbatår

Ugeavisen Struer

Mobil café vender tilbage

Annonce