Annonce
Ugeavisen Struer

Club 5000 nåede ikke til finalen

Club 5000 fra Thyholm nåede ikke til finalen i konkurrencen om Danskernes Idrætspris 2019, men projektet har fået masser af opmærksomhed den seneste tid, og det er initiativtagerne både stolte over og glade for. Arkivfoto
Initiativtagerne på Thyholm er dog stolte over og glade for at have været nomineret i et fornemt selskab af gode initiativer i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris 2019.
Annonce

THYHOLM: Club 5000 i Hvidbjerg, Slankeforeningen Fnuggeline og Midtmors Parasport var de tre idrætsprojekter, som dommerpanelet for Midt- og Vestjylland blandt mange indsendte forslag sendte videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. På landsplan var der indstillet tre kandidater i hvert sendeområde for regionalradioerne, så danskerne havde i alt 24 kandidater at stemme på i denne kåring.

Afstemningen sluttede onsdag morgen i sidste uge kl. 8.00, og en time senere kunne medlem af dommerpanelet og journalist Jens Ole Sørensen så offentliggøre de tre idrætsprojekter, der havde fået flest stemmer og dermed også en plads i den endelige finale det store show Sport 2019 i Herning den 4. januar, hvor vinderen kåres. Med prisen følger 100.000 kroner.

Blandt de tre finalister er der et projekt fra Midt- og Vestjylland - nemlig Midtmors Parasport. De to øvrige finaledeltagere er Fodboldlinien Randers og Café Klubånd fra Beder-Malling syd for Aarhus.

Annonce

Club 5000 fortsætter

Initiativtagerne bag Club 5000 på Thyholm er ægteparret Gitte og Jens Johnsen.

- Vi var naturligvis meget spændte på resultatet af afstemningen, og vi har brugt vort netværk i bestræbelserne på at få så mange stemmer som muligt. Selv om vi ikke nåede helt til finalen, så er vi både stolte over og glade for den store opbakning, som Club 5000 har fået den seneste tid. Det har været en stor oplevelse, og vi håber, at vi kan inspirere andre til også at komme igang, sagde Jens Johnsen om afgørelsen.

Club 5000, der startede for godt et år siden, er et projekt, hvor børn og unge går eller løber sammen to gange om ugen. Formålet er at forbedre konditionen hos børn og unge og medvirke til at fjerne Struer Kommune fra en kedelig sundhedsstatistik.

- Statistikken siger, at der er alt for mange overvægtige børn i Struer Kommune, og det ville vi gerne gøre noget ved, fortæller Jens Johnsen.

Club 5000 er i dag en underafdeling af Thyholm Løbeklub, og hver mandag og onsdag klokken 17 mødes børn og forældre ved løbeklubbens lokaler på Østergade i Hvidbjerg, og så venter tre kvarters motion i form af gang eller løb på en cirka fire kilometer lang rute - med indlagte sjove konkurrencer undervejs. Udover god motion oplever deltagerne også at være en del af et fællesskab med ligesindede.

- Selvfølgelig fortsætter Club 5000 - og vi mødtes da også onsdag eftermiddag kl. 17 som sædvanligt, fortalte Jens Johnsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Restauration undrer sig over annonceret generalforsamling: Vi har ikke lavet en aftale med LA

Annonce