Annonce
Ugeavisen Struer

Den anonyme og gratis terapeut- og psykologhjælp udvides

Udvalgsformand Peter Vestergaard (R). Arkivfoto: Ole Mortensen
Ordningen med betegnelsen "Under overfladen", der har eksisteret i et år i Struer Kommune, kan fremover benyttes af unge mellem 15 og 19 år
Annonce

Struer: I maj sidste år oprettede Struer Kommune et tilbud til unge mellem 15 og 18 år om gratis og anonym terapeut- og psykologhjælp. Erfaringer fra tilbuddets første år er nu så gode, at aldersgruppen udvides så også de 18-19-årige kan benytte sig af tilbuddet.

"Under overfladen" henvender sig til unge, der kan føle sig ensomme, triste eller på anden måde oplever udfordringer i hverdagen og har behov for at tale med enten en psykolog eller en psykoterapeut.

Tilbuddet skal på den måde fremme den almene psykiske trivsel blandt unge og være med til at forebygge, at unge udvikler psykiske problemer.

Det er et anonymt og gratis tilbud, hvor de unge selv – eller med hjælp fra en forælder, en god ven eller lignende – kontakter en psykolog eller psykoterapeut. Dette skal sikre en direkte, tryg og nem adgang til hjælp uden at skulle kontakte kommunen.

De første erfaringer viser, at den største gruppe af unge, der benytter sig af tilbuddet, er de 17-årige. Det er både drenge og piger, der henvender sig, dog med en lille overvægt af piger.

I forbindelse med et forløb kan de unge besvare et spørgeskema – og her giver dem, der har besvaret et spørgeskema, samlet set udtryk for tilfredshed med forløbet, ligesom de i stort omfang føler sig hjulpet.

Baggrunden for at etablere tilbuddet var, at vi gerne ville give unge fra Struer Kommune det bedst mulige fundament for et godt voksenliv.

Peter Vestergaard (R), formand for børne- og uddannelsesudvalget

Annonce

Fundament for et godt voksenliv

- Baggrunden for at etablere tilbuddet var, at vi gerne ville give unge fra Struer Kommune det bedst mulige fundament for et godt voksenliv. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan udvide aldersgruppen, så flere unge – og altså de unge, der er lidt ældre og lidt tættere på voksenlivet – nemt og hurtigt kan modtage hjælp nu og her til at håndtere deres liv bedre. Det er glædeligt, at det er muligt at udvide målgruppen, så også de 18-19-årige kan få denne hånd i ryggen, siger formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Peter Vestergaard (R).

Er du ung mellem 15 og 19 år, bor i Struer Kommune og har brug for at tale med en psykolog eller psykoterapeut, eller kender du en, der har, så kan du læse mere om tilbuddet på Struer Kommunes hjemmeside www.struer.dk/under-overfladen

"Under overfladen" er et forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, hvor man kan modtage op til fem gratis samtaler hos én af de tilknyttede psykologer eller psykoterapeuter. Psykologerne er autoriserede og medlem af Dansk Psykolog Forening og psykoterapeuterne er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Grums i drikkevandet

Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce