Det lyder så småligt at sige med alle de forfærdelige ting, der foregår rundt om i verden. Så jeg ved godt, at det her ikke er jordens undergang.
Men for mig personligt var det nogenlunde det værste, der kunne ske.
En morgen havde jeg knap sat mig i kontorstolen, før min iPhone 6S, der lige havde fået nyt batteri og ny skærm få uger før, besluttede sig for, at livet ikke længere var værd at leve. Den gik simpelthen bare ud, nedenom og hjem, og med sig tog den forestillingen, jeg har bildt mig selv ind, er virkeligheden, siden jeg fik min første mobil som 12-årig:
Jeg er da ikke afhængig af min telefon.
For jo, det er jeg, viste det sig. I skræmmende høj grad.
Det var faktisk lidt pinligt, men da skærmen først gik i sort, så gjorde min intelligens åbenbart også, for den var tydeligvis bundet lidt for godt sammen med den lille gadget. På et splitsekund blev jeg fuldstændig hjælpeløs. Jeg kunne ikke ringe til min kæreste og bede ham om at komme med en gammel telefon til mig - jeg aner ikke, hvad hans nummer er.
Jeg kunne ikke google mig til, hvad jeg skulle gøre - telefonen ville jo ikke tænde. Jeg kunne ikke komme på netbank - NemID'et ligger på telefonen. Jeg kunne ikke skrive til folk at de ikke kunne få fat på mig, fordi min telefon var i stykker. Jeg havde ikke noget vækkeur om morgenen, jeg kunne ikke tracke mine løbe- og gåture, jeg havde ingen GPS, og da jeg et øjeblik efter skulle lægge to tal sammen, gik det op for mig, at jeg nærmest ikke engang kan lave simpel regning længere uden mobilens lommeregner. Jeg ville ikke engang ane, hvad klokken var, når jeg lukkede computeren og cyklede hjem efter arbejde.
Alt det, og sikkert meget, meget mere brugte jeg jo min telefon til.
Min telefon er langsomt, men sikkert, blevet livsnerven i min hverdag, hvorfra alting udspringer, uden at jeg har været opmærksom på det. Og til sidst nåede det åbenbart det niveau, hvor jeg ikke var i stand til at gøre noget som helst konstruktivt med min tilværelse, da den strejkede. Det er altså skræmmende.
Og selvom mit tilfælde muligvis er en kende til den ekstreme side, så gætter jeg på, at jeg langt fra er alene. Et eller andet sted undervejs fra det punkt, hvor en mobiltelefon var en stor klods, som kun lige kunne ringe i nødstilfælde, til nu, hvor mobilerne er alt fra vores kamera til adgang til verden, blev vi alle afhængige af dem.
Men hvad nu, hvis Apple beslutter sig for, at man kun må have en telefon, hvis man afgiver retten til sin førstefødte?
Det er faktisk en stor tillid at sætte i et lille apparat, som ingen af os helt ved, hvad indeholder, fra en gigantisk producent, som vi heller ikke helt ved, hvad indeholder.
- Det skal være løgn, tænkte jeg.
Jeg vil ikke være afhængig af sådan en dims. Der er andre måder at leve livet og få ting gjort på. Og det, troede jeg rent faktisk på - i et kvarters tid. Hvorefter jeg begyndte at plage min chef om, hvornår min nye telefon kom, og jeg må indrømme, da de tre dages ulideligt lange ventetid var ovre, at alle tanker om revolution og bortskaffelse af en digital tilværelse var helt væk.
Men hvad nu, hvis Apple beslutter sig for, at man kun må have en telefon, hvis man afgiver retten til sin førstefødte? Eller at de må overvåge ens liv fra mobilens kameralinse? Eller der kommer brugerbetaling på Facebook? Det er farligt at gøre sig afhængige af andre på den måde, for man overgiver en stor magt. Og magt kan misbruges.
Men, helt ærligt?
Apple, jeg er din, og jeg er kommet så langt ind i dit spind, at jeg ikke kan leve uden dig. Men nøj, hvor ville jeg gerne. Så hvis nogen derude har modet til at tage en kold tyrker og insistere på et lidt mere analogt samfund, så skriv til mig.
Jeg er bare ikke stærk nok til at tage beslutningen selv.
Denne klumme er udtryk for skribentens egen mening - og afspejler ikke nødvendigvis avisens holdning.