Annonce
Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Henrik Sommer, valgmenighedspræst. Privatfoto
Annonce

Jeg er opvokset i Bangsbostrand syd for Frederikshavn. Dengang var Bangsbostrand et lille fiskeleje befolket med fiskere, der hovedsageligt levede af bundgarnsfiskeri.

Der er to ting, jeg husker om disse fiskere. Dels gav de hinanden øgenavne, og dels var de folk af meget få ord.

Ulven hed én af disse fiskere. Om ham fortaltes det, at hans søn, der var marinesoldat på Grønland, engang efter meget lang tid endelig skrev hjem: ”Har det godt. Send flere penge”.

Ulvens kone havde ventet sig et noget længere brev. Det var jo over halvandet år siden, de sidst havde hørt fra sønnen, men Ulven havde kun en kommentar: ”Det er et livstegn.”

Mere var der ikke at sige om det.

En anden ting, man kunne være sikker på med Ulven, var, at han aldrig overdrev noget som helst. Så hellere tie stille.

Annonce

Hjælper hinanden i krisetiden

Med mine barndomserindringer i baghovedet kan man som status i forhold til coronaepidemien på vestjysk sige: ”Det er ikke så ringe endda”.

Vi har - set i en global sammenhæng - klaret os godt igennem med forholdsvis få døde, men mere vigtigt så har coronaen pludselig åbnet for en lokal og national, fælles hjælpsomhed, som man troede var borte for altid.


Vi må som enkeltindivider se os selv som en del af et fællesskab, man har ansvaret for, og fællesskabet må se den enkelte som noget unikt.

Henrik Sommer, valgmenighedspræst


Og pludselig havde vi nok i bare at synge - på afstand selvfølgelig - sammen. Det handlede igen om indhold frem for smart performance.

Det er Anisette Koppels helt enkle og fantastiske fremførelse af ”Kringsat af fjender” et godt eksempel på.

Vi har set en fælles, politisk vilje til samarbejde og et nationalt, folkeligt sammenhold, hvor alle i familierne hjælper hinanden.

Fællesskabet har i disse måneder vist sin styrke, men det betyder ikke, at vi nu skal til at se individualitet og fællesskab som modsætninger.

For de to ting er ikke modsætninger, men hænger sammen.

Vi må som enkeltindivider se os selv som en del af et fællesskab, man har ansvaret for, og fællesskabet må se den enkelte som noget unikt.

Fællesskabet kan ikke tænkes uden unikke, selvstændige enkeltindivider, der tager fælles ansvar.

Immanuel Kants motto, ”sapere aude” (hav mod til at være klog) betød for ham, at oplysning sker i det øjeblik, hvor mennesket tager sin egen fornuft i anvendelse uden at underordne sig nogen autoritet.

Men samtidig er det vigtigt at erindre sig Kants etik: Handl altid sådan, at du kan ville, at enhver anden i samme situation handler ligeså.

Jesus sagde det i bjergprædiken lidt enklere: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matth. 7,12, jf. Luk. 6,31).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce