Annonce
Ugeavisen Struer

Ekstraordinær generalforsamling aflyst - socialdemokraterne må vente lidt endnu på en spidskandidat

Flemming Odde (t.v.) kan ikke moralsk forsvare at skulle afholde ekstraordinær generalforsamling i Socialdemokratiets lokalafdeling på mandag. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Den ekstraordinære generalforsamling i den lokale afdeling af Socialdemokratiet nu på mandag bliver ikke til noget
Annonce

Struer: På mandag den 16. november skulle Socialdemokratiets lokalafdeling i Struer have afholdt ekstraordinær generalforsamling med ét for øje.

Partiet skal have fundet en ny spidskandidat til kampen om borgmesterposten i Struer Kommune, som kommer til at stå ved kommunalvalget i efteråret 2021.

Et valg, der i øvrigt finder sted 16. november - altså om præcis et år på mandag.

Siddende borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) har meldt ud, at han ikke ønsker at fortsætte i spids for sit parti i Struer, når denne valgperiode slutter.

Han har i stedet peget på det socialdemokratiske byrådsmedlem Flemming T. Sørensen, som sit bud på en ny spidskandidat.

Det er dog op til medlemmerne i den lokale afdeling af Socialdemokratiet at beslutte, hvem det skal være, og det skulle de som nævnt have gjort nu på mandag.

Den ekstraordinære generalforsamling bliver bare ikke til noget. Det fortæller Flemming Odde (S), der er formand for Socialdemokratiets lokalafdeling i Struer og byrådsmedlem.

- Moralsk set er det ikke på sin plads at holde generalforsamling, når vi samtidig siger nej til, at foreninger må forsamles, og der er alle mulige andre forsamlingsforbud, siger han.

Annonce

Nu skal det være

Flemming Odde forklarede torsdag, at han i stedet var i gang med at lave breve, som bliver sendt ud til alle medlemmer.

Heri vil være beskrevet både hvordan og hvorledes i forhold til den videre færd, og at hvis nogen har et bud på en spidskandidat, skal dette være ham i hænde senest 1. december.

- Hvis der kommer en mere, så bliver det afgjort ved en urafstemning blandt medlemmerne, siger Flemming Odde og tilføjer, at brevet kommer ud mandag.

Det ville ifølge ham have krævet rigtig mange ressourcer og planlægning, hvis den ekstraordinære generalforsamling skulle have været afholdt online eller som drive-in.


Medlemmerne skal vide, hvem der er spidskandidat.

Flemming Odde, formand for Socialdemokratiets lokalafdeling i Struer


Og der vil komme til at gå for lang tid uden afklaring, hvis beslutningen blev udskudt til næste ordinære generalforsamling i februar næste år.

- Medlemmerne skal vide, hvem der er spidskandidat, siger Flemming Odde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce