Thyholm: Det var under blå himmel og høj sol, at Regelbau 411 lørdag den 26. marts kunne åbne ny udstilling . Billedkunstner Sophia Ioannou Gjerding og komponist Nina Møller har skabt udstillingen Haul til kunsthallens to bunkere, der blev indviet med taler og skål.
Video, lydværker, skulpturer og computerspil indgår i udstillingen Haul af Gjerding og Møller. Med udgangspunkt i karakteren "samleren" optegner udstillingen et fremtidsscenarie af et jæger-samler samfund, hvor forhistoriske genstande og post-apokalyptiske spekulationer sammenblandes og giver form til historiens sorte huller og næring til vores forestillinger om kommende tider.
- Gennem fem nye værker tydeliggør Sophia og Nina, at indsamlingen af det materiale, der ligger til grund for vores verdensbillede, er både selektiv og subjektiv. Udstillingen rejser spørgsmål til vores fortid, nutid og fremtid, siger kunsthallens kuratorer, Matilde Best og Simon Thykjær, i en pressemeddelelse.
Udstillingen Haul holderr åbent hver dag fra klokken 10 til 17 frem til den 6. juni, og der er gratis entré.