Annonce
Ugeavisen Struer

Frisør trives godt på Venøs villavej

Annette Hylleberg har klippet Tess, der stammer fra Filippinerne og i dag bor i Aarhus, siden 1987, hvor hun boede i Struer. Tess vil ikke klippes af andre end Annette Hylleberg, og hun mødte også op, da Annette Hylleberg i februar holdt åbningsreception i sin nye salon på Venø. Foto: Johan Gadegaard
Annette Hylleberg åbnede i begyndelsen af året en frisørsalon på Venø, og i dag er hun både frisør og pædagogmedhjælper. Nu er familien flyttet fra Struer til Venø, og de trives rigtig godt med ølivet.
Annonce

Venø: Man kan godt forstå, at mange af Annette Hyllebergs kunder bruger lidt tid på at undersøge interiøret i hendes frisørsalon, som hun åbnede i februar i år.

Indehaverens kreativitet er nemlig til at få øje på i salonen, der ligger på Riisvej på Venø.

Der er to paneler - en smal og en bred - der går fra gulv til loft i salonen. De er lavet af mange forskellige stykker brugt træ - der er f.eks. en lille rød-hvid stump fra et håndboldmål. Der er stumper fra gamle gulve. Nogle er farvede - andre i den originale træfarve. De er placeret i forskellige niveauer, så der kan stå små genstande og skilte med udsagn som f.eks. "Pyt". På den smalle panel står der "Hal B" på et skilt, og der er gamle fotografier af Annette Hyllebergs forældre, Ellen og Bent Hylleberg.

Det er Bent Hylleberg, der har lagt navn til "Hal B" - B for Bent. Det var nemlig Annette Hyllebergs nu afdøde forældre, der byggede huset på Venø. Faderen havde planer om at indrette et værksted i den ene ende af huset. Det skulle hedde "Hal B". Han nåede desværre aldrig at få det indrettet, inden han døde. Nu har datteren i stedet indrettet en frisørsalon i rummet.

- Jeg udstiller også lidt forskellige genstande på de to paneler. Jeg synes, der skal være noget sjovt at kigge på for mine kunder. Noget, der er anderledes og originalt. Det er ikke sikkert, de kan lide det, men det er i hvert fald ikke noget, man ser andre steder, siger Annette Hylleberg.

Hendes mor døde sidste år, og så stod Annette og hendes mand, Jørn Madsen, pludselig med et hus ekstra. De boede på det tidspunkt i det hus i Højlundparken i Struer, som de byggede tilbage i 1986. Et sted, de var glade for at bo.

I slutningen af 2018 stod Annette Hylleberg desuden uden arbejde.

- Det lammede mig nærmest, at jeg ikke havde noget job. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Min mand foreslog, at jeg kunne indrette en salon i huset på Venø, men jeg sagde hele tiden, at det kan jeg jo ikke leve af. Men så sagde en veninde: Behøver du også det. Kan du ikke både være frisør og så have et andet job ved siden af. Og jo, det var selvfølgelig en mulighed. Det havde jeg bare ikke overvejet. Jeg kunne ikke se mine muligheder. Nu har jeg fået en ideel kombination af et arbejdsliv. Det er en gave, siger Annette Hylleberg.

Hun har åbent i sin frisørsalon torsdag og fredag, og så er hun pædagogmedhjælper i vuggestuen i Hvidbjerg mandag og tirsdag. Onsdag er en slags buffer-dag, hvor hun f.eks. kan have frisørkunder, hvis der er behov for.

Annonce

Valgte Venø

Da familien stod med to huse, valgte de at sælge huset i Struer og blive Venø-boere. I en periode havde de begge huse. Det var også mest praktisk i forhold til, at datteren, Emma Hylleberg Madsen, kunne færdiggøre sin uddannelse på Struer Statsgymnasium. Hun blev student i sommer. Men nu er huset i Struer solgt, og de er blevet 100 procent ø-boere. Og datteren er i første omgang flyttet med, inden hun skal videre med nye studier på et tidspunkt.

- Vi er blevet rigtig godt modtaget her på Venø, og vores venner og bekendte kan også godt forstå, at vi valgte Venø. Nogle af dem tror, at vi bor "langt ude", og de bliver overraskede, når de ser, at vi rent faktisk bor på en villavej - Venøs eneste villavej. Og der er tilmed gadelys. Når de ser naturen her på øen, kan de godt forstå vores valg, siger Annette Hylleberg.

Foruden den storslåede natur er Annette Hylleberg og hendes mand også begejstrede for det rolige tempo på øen.

- Det er som om, at skuldrene falder afslappende ned, når man kører af færgen og ankommer til Venø. Det er afstressende. Her er stille og roligt. Det kan vi godt lide, siger Annette Hylleberg.

Jørn Madsen er chauffør hos Venø Bussen, der trods navnet ikke længere har base på Venø. Selskabets mange busser holder i Struer.

Annonce

Sejler jo hele tiden

- Vi var på forhånd spændte på, hvordan det ville føles at være afhængig af færgen for at skulle til og fra øen. Var det irriterende og ville vi føle os indespærrede? Men det gør vi overhovedet ikke. Færgen sejler jo hele tiden. Den sejler tre gange i timen om dagen og to gange i timen om aftnen, og du kan bestille den om natten, hvis det er behov for det, siger Annette Hylleberg.

Der er til gengæld ingen butikker på Venø, og dermed skal man huske at få købt det hele ind, når man nu er på fastlandet.

Annette Hyllebergs kunder er både nye kunder fra Venø og "gamle" kunder fra Struer og andre byer.

- I denne uge (sidste uge, red.) får jeg tre nye kunder fra Venø, og der kommer også nye kunder fra fastlandet. Jeg har det meste af min tid booket op, så det er helt perfekt, siger Annette Hylleberg, der betaler færgebilletten til de kunder, der kommer fra fastlandet.

Annonce

Kunde siden 1987

Hendes måske mest trofaste kunde er også fulgt med til Venø. Det er filippinske Tess, der bor i Aarhus. Hun har været kunde hos Annette Hylleberg siden 1987, hvor Annette Hylleberg arbejdede i en salon i Struer, og hvor Tess boede i Struer. Tess flyttede et par senere til Aarhus, men hun holdt fast i Annette Hylleberg som frisør.

- Hun har fulgt med rundt i de saloner, hvor jeg har arbejdet, og hun var rigtig glad, da jeg åbnede min egen salon. Hun kommer to-tre gange om året for at få ordnet sit lange hår, og mange af gange har hun en veninde med, der også skal have ordnet hår. Det tager nærmest hele dagen, hvis de kommer begge. Men det er meget hyggeligt, og de kom også begge til min åbningsreception, hvilket jeg var meget rørt over, siger Annette Hylleberg.

De er i fuld gang med at blive integreret på øen. Annette Hylleberg og Jørn Madsen deltog i sommerens Venø Festival, hvor de var blandt de frivillige, og far og datter har planer om at spille badminton i gymnastikforeningen.

- Desuden vil vi alle meldes ind i fitnesscentret. Der er mange muligheder for at være aktiv på Venø, siger Annette Hylleberg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce