Struer: På de mest vindblæste dage i Struer Golfklub kan det være meget svært at styre boldene. Det ved de lokale spillere alt om.
Den store sø på hul ti er en spillemæssig forhindring, der har det med at opsuge bolde, der ikke er ramt ordentligt eller bliver taget af vinden.
Men søen er ikke kun en smuk og irriterende udfordring på hullet tæt ved klubhuset i Humlum.
- Det er også her, at vi omsamler vand, så vi kan bruge det til at vande hele golfbanen med. Der skal en meget tør sommer til, hvis vandet fra søen ikke skal slå til, siger Niels Villadsen fra golfklubbens bestyrelse.
Han har været en af foregangsmændene i at investere i et mere grønt og bæredygtigt anlæg.
- Vi går meget op i at være grønne og vælge bæredygtige løsninger. Vi forsøger at tænke det ind i så mange valg som muligt. Men i sidste ende handler det også om, at vi kan spare penge ved at vælge grønne alternativer, siger Niels Villadsen, der allerede nu kan se store besparelser i regnskabet som resultat af de første omlægninger.
Solceller
Formand Lorenz Hansen lægger heller ikke skjul på, at økonomi og bæredygtighed skal følges ad i Struer Golfklub.
- Vi skal fire år tilbage, da vi valgte at vælge så klimarigtige løsninger som muligt. Vi er en lille golfklub, hvor vi er nødt til at holde nøje øje med pengene, siger Lorenz Hansen, der godt kan mærke, at andre klubber gerne vil komme forbi Struer-klubben for at se, hvad det er de gør.
Et andet af de store tiltag har været solcelleanlægget. Det sparer mange penge på strømregningen.
- Ikke mindst i disse måneder er der noget at hente på det område med de kraftigt stigende energipriser, siger Lorenz Hansen, der også godt ved, at der stadig er begrænsninger på de grønne initiativer i golfklubben.
Niels Villadsen, bestyrelsesmedlemVi går meget op i at være grønne og vælge bæredygtige løsninger. Vi forsøger at tænke det ind i så mange valg som muligt. Men i sidste ende handler det også om, at vi kan spare penge ved at vælge grønne alternativer
Det gælder ikke mindst maskinparken til klipning af græsset. Her er maskinerne på el endnu ikke gode nok til at afløse de nuværende mindre energirigtige modeller.
- Der er ingen tvivl om, at den udvikling vil gå stærkt, så der kommer helt sikkert også til at ske noget. Når det gælder de store maskiner, er det en stor investering for en klub som vores, siger formanden.
De to bestyrelsesmedlemmer har også et ønske om at øge biodiversiteten med vilde blomster de kommende år.
Gode tider
Men der skal også være tid og mulighed for at spille golf på banerne i Struer, og klubben er inde i en positiv udvikling efter to år med corona, hvor golfsporten har tiltrukket nye medlemmer.
- Vi er netop nu 40 flere medlemmer end på samme tidspunkt sidste år. Der er også 50 personer tilmeldt til vores begynderkursus. Det er vi meget glade for, og det er et større antal, end vi er vant til, siger Lorenz Hansen, der har 721 medlemmer registreret.
Udfordringen i en golfklub er, at der skal skaffes løn til forretningsfører, greenkeepere og træner. På den måde er golfklubber anderledes end håndbold- og fodboldklubber, hvor der ikke er brug for det samme antal fastansatte. Kontingentet for et almindeligt medlem er på 5300 kroner.
Men der er også brug for, at medlemmerne giver en hånd med.
- Vi er meget afhængige af, at vi har en stor kreds af frivillige, der altid er klar til at hjælpe, når der er arrangementer og stævner. Der er også frivillige, der hjælper med det praktiske. Det er helt afgørende for klubben, siger Lorenz Hansen, der selv nyder at spille golf.
Det samme gør Niels Villadsen, der lever fint med, at han ikke helt er på niveau med formanden, der har det laveste handicap af de to.
- Vi har fået en rigtig fin start på den nye sæson. Vejret i marts var fantastisk. Det kan ikke være meget bedre, når man skal i gang med et nyt år. Det er ikke alle, der spiller hele året, siger Niels Villadsen.
De to bestyrelsesmedlemmer tilhører begge den aldersgruppe omkring 60-70 år, som udgør den største andel i klubben, der blev stiftet i 1993.
- Vi vil gerne have flere medlemmer under 40 år. Det ønske deler vi med andre klubber i Danmark, siger Struer-formanden, der glæder sig over, at golfsportens højsæson står for døren.