Annonce
Ugeavisen Struer

Håreksperten køber Håreksperten: Det er her, mit hjerte ligger

Susanne Gravsen udvider nu forretningen med en salon i Hvidbjerg. Foto: Morten Stricker
Susanne Gravsen, som er indehaver af Håreksperten Struer, overtager 1. januar Håreksperten i Hvidbjerg, hvor hun selv er vokset op
Annonce

Struer/Hvidbjerg: Det er ikke nogen helt almindelig overtagelse, som finder sted 1. januar 2021 i det lokale frisørmiljø.

Kort fortalt køber Håreksperten Håreksperten.


Jeg kalder det bomben, for jeg havde ikke lige set det komme.

Susanne Gravsen, indehaver af Håreksperten


Forklaringen er, at 43-årige Susanne Gravsen, som i maj 2018 købte Håreksperten Struer, nu også har købt Håreksperten i Hvidbjerg på Thyholm.

De to forretninger var oprindelig ejet af Charlotte Sund, som nu altså også overdrager butik nummer to til Susanne Gravsen.

- Det har altid ligget lidt i kortene, at det her kunne jeg godt tænke mig, når den tid kom, fortæller Susanne Gravsen, som til sommer har været i Håreksperten i 25 år.

- Jeg har arbejdet for Charlottes mor, Gunhild, som ejede salonen her i Struer - hvor jeg også er udlært - indtil for ni år siden, hvor hun faldt bort.

I løbet af de mange år har Susanne Gravsen blandt andet været med til at åbne en salon i Lemvig, og hun har også været med til at starte en salon op i Hurup.

Det hele begyndte dog og ender nu igen i Hvidbjerg, hvor Susanne Gravsen indledte sin læretid for så senere at komme til salonen i Struer.

Annonce

Bomben

Susanne Gravsen er født og vokset op i netop Hvidbjerg og kom allerede i Gunhilds salon i byen som barn.

- Jeg har altid villet det her, siden jeg var med min mor oppe ved Gunhild, hvor jeg kunne sidde i fire timer og bare kigget, fortæller Susanne Gravsen.

Alligevel kom det lidt som en overraskelse, da Charlotte Sund en søndag formiddag ringede angående salonen i Struer.

- Vi har altid snakket om, at en dag, når mine børn var startet i skole, skulle vi have det op at vende, om jeg stadig havde lysten og modet til at blive selvstændig, siger Susanne Gravsen:

- Jeg kalder det bomben, for jeg havde ikke lige set det komme. Jeg sad i en bil på vej til håndbold, jeg var træner på daværende tidspunkt i Struer.

Men der startede det, som Susanne Gravsen formulerer det.

Spørger man nærmere ind til, om det er selve arbejdet eller forretningsudviklingen, hun bedst kan lide, lyder det gode svar:

- Jeg elsker at stå og arbejde med mine kunder, men jeg kan også godt lide at sidde i kulisserne og se på, hvad det er, der gør, at en forretning kører godt.

Annonce

Båndet

I ligningen her skal bestemt heller ikke underkendes det bånd, som igennem årene er skabt mellem Susanne Gravsen og Familien Jensen, som hun kalder dem.

Her taler vi om Gunhild, som for nu 32 år siden startede eventyret med sin første salon i Struer, og hendes mand Harald, samt deres to døtre Charlotte og Birgitte.

- Det er nogle mennesker, jeg har kendt hele mit liv. Det er min anden familie og har altid været det i tykt og tyndt, forklarer Susanne Gravsen, som har boet i Struer siden 1996:

- Jeg kan ikke se mig selv andre steder end at have de to forretninger og køre det livsværk videre, som Gunhild startede i tidernes morgen, og som Charlotte overtog, uddyber hun:

- Mit hjerte ligger ved Håreksperten, for de har altid været en del af mit liv.

De tre ansatte i salonen i Hvidbjerg bliver da også i forretningen efter overtagelsen, og Susanne Gravsen vil selv være der en dag om ugen.

I salonen i Struer er de inklusiv Susanne Gravsen fem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Flere medaljer end dansere

Ugeavisen Struer

Ugens ord: Kig op

Annonce