Annonce
Ugeavisen Struer

Høloftet trækker i de kendte musikere

Sebastian, Allan Olsen, Steffen Brandt og en række andre store danske musikere holder af at besøge og spille på Høloftet, hvor Bent Hargaard byder velkommen til spisning og musik for 137 gæster.  Foto: Morten Stricker
Bent Hargaard ser med glæde frem mod en spændende sommer og efterår med et bredt udsnit af dansk musik på programmet. Coronaen har været hård ved kulturlivet, men nu lysner det igen.

Thyholm: Bent Hargaard må vente til sommer med at præsentere danske musikere som Lis Sørensen og Allan Olsen på den store græsplæne foran spillestedet Høloftet på Thyholm.

- Man kunne ellers godt bruge sådan en fredag eftermiddag med lækker sol til en omgang fyraftensmusik og et glas rosé, men det må vente til sommer, smiler Bent Hargaard, der driver spillestedet Høloftet i tæt parløb med sin hustru, Hanne.

De kommende par måneder er der tid til planlægning af efterårets og vinterens program. Samtidig skal der også holdes gang i Hargaards vinimport, der indledte Bent Hargaards transformation fra folkeskolelærer til spillestedsejer og vinimportør.

Annonce

I dag er det hans fuldtidsbeskæftigelse. Fru Hanne arbejder stadig halvtid på den lokale skole.

- Det er helt bevidst, at vi har valgt et roligt forår med mindre gang i den. Der hænger mange ubrugte koncertbilletter rundt omkring på køleskabene efter de mange udsættelser på grund af coronaen i de sidste to år, men til sommer er vi klar igen. Publikum skal lige have tid til at komme tilbage efter to år med mange begrænsninger, siger Bent Hargaard.

Nye muligheder

Musik- og kulturlivet har været ramt af mange aflysninger og ændringer på grund af pandemien, men Bent Hargaard mener, at Høloftet er kommet fornuftigt ud på den anden side – med mindre de mange restriktioner vender tilbage.

- Jeg var ikke ved at opgive, selv om vi stod med tre store aflysninger, da Danmark lukkede ned i marts 2020.  Coronaen gav os også nye muligheder. Vi flyttede koncerterne ud på plænen med udsigt over vandet med spisning inden koncerten. Det var, hvad der var muligt, og musikerne var også interesseret i at komme ud at spille i en vanskelig tid, og det gjorde, at vi kunne finde løsninger og få tingene til at hænge sammen, siger Bent Hargaard.

Til sommer er det igen tid til at rykke ud på græsset foran Høloftet og med Limfjorden som bagtæppe. Foto: Morten Stricker

Langt de fleste arrangementer foregår dog stadig oppe på Høloftet, hvor der er plads til 137 publikummer, så musikerne kommer kun til Høloftet, fordi de kan lide nærværet med publikum. Det er ikke her, de tjener de store penge.


Det er helt bevidst, at vi har valgt et roligt forår med mindre gang i den. Der hænger mange ubrugte koncertbilletter rundt omkring på køleskabene efter de mange udsættelser på grund af coronaen i de sidste to år, men til sommer er vi klar igen.

Bent Hargaard, musikarrangør

- Vi nyder, at musikerne kan lide at komme her og føler sig hjemme. Det er også flere af dem, der bliver og overnatter og får lidt natmad og et glas vin efter deres optræden. Det er superhyggeligt, siger Bent Hargaard, der er på fornavn med en række af musikerne.

Han har fundet ud af, at det er et plus, at musikerne går direkte ned i vinlageret, når de går af scenen. Det styrker lysten til at blive lidt længere.

Annonce

Opvarmning

Det var sangerinden Signe Svendsen, der første gang optrådte på Høloftet til et lukket arrangement i 2014, men hun var i høj grad med til at sprede budskabet om, at der gemte sig et lille spillested ude på landet i det nordvestjyske.

- Hun er stadig den musiker, der har været her flest gange. Niels Hausgaard er også en meget god ven af huset. Han har netop været her i forbindelse med hans store turné. Han holder meget af at komme her og prøve tingene, og vi har meget let ved at sælge billetterne, siger Hargaard, der ikke lægger skjul på, at han er helt med på Niels Hausgaards humor og tilgang til livet.

Signe Svendsen var den første, der kom og spillede på Høloftet. hun er stadig en flittig gæst. Arkivfoto: Simon Staun

Det var også en stor skalp for musikarrangøren fra Thyholm, da Jacob Dinesens manager ringede og spurgte, om Jacob kunne komme at spille inden hans turné i de store danske haller i år.

- Jeg troede, at det var løgn, da hans manager ringede. Jacob havde godt nok sagt, at han gerne ville vænne tilbage og spille efter en koncert på plænen sidste sommer. Han bliver en af de helt store i dansk musik, og det er vildt, at han gerne vil komme og spille for 137 mennesker på Høloftet, siger Bent Hargaard, der mener, at den musik, han præsenterer, meget godt svarer til hans egen musiksmag.

Men der skal også være plads til nye oplevelser og varianter. Høloftet skal også være en legeplads for fortællere og komikere. Til efteråret kommer stand up komikeren Nikolaj Stokholm og prøver sit show af.

- Vi ved efterhånden, hvad der er sikre kort, og hvad der sælger. Men vi skal også turde give publikum nogle nye oplevelser. Vi skal finde den musik, de ikke vidste, at de kunne lide, siger Bent Hargaard.

Annonce

Drømmen

Han glæder sig meget over, at der er mere end 400 medlemmer af støtteforeningen, der er med til at sikre opbakningen og en stor flok, der er klar til at købe billetter. Geografisk kommer publikum fra et større og større område. Der kommer ikke mindst mange fra Holstebro, hvor der også ved bestemte koncerter er indsat bus fra.

Selv om familien Hargaard har haft besøg af mange af de største navne i danske musik, hvilket de mange malede portrætter på bagvæggen vidner om, drømmer Bent Hargaard stadigvæk om flere navne fra øverste hylde.

Han er helt med på, at stedet har sine begrænsninger – både når det gælder plads og geografi. Men der er stadig plads til at drømme.

- Jeg ville meget gerne have Tina Dickow til at spille på Høloftet. Det samme gælder Thomas Helmig, siger Bent Hargaard, der er lykkelig over, at han kan leve af sin passion for musik og vin efter et langt tilløb.

Annonce
Ugeavisen Struer

Sæt pris på hverdagene - dem er der nemlig flest af

Annonce
Ugeavisen Struer

Borgmester om byudvikling: Boliger alene skaber ikke liv på havnen i Struer

Annonce
Ugeavisen Struer

Velbesøgt fernisering på Mississippi - med kunstnere fra hele landet

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Struer Havekreds fejrer 100-års jubilæum med åbne haver

Ugeavisen Struer

Tidligere medlem af Etisk Råd på Struer Højskole: - Det er ikke et spørgsmål om smag og behag

Ugeavisen Struer

Mesterens højre hånd fundet

Ugeavisen Struer

To sejre gav perfekt start på for mestre

Ugeavisen Struer

Pop op-restaurant i en Oddesund-bunker: Tag med på Madmødet og smag på lokalområdet

Ugeavisen Struer

Struer Y's Mens Club har uddelt støtte: - Men det kan være en af de sidste gange

Annonce