Annonce
Ugeavisen Struer

Hva´ nu med både kultur og fritid?

Det summer af aktivitet i Struer. Kabelbanen på havnen er et af de nye skud på stammen, og Struer Kommune forsøger nu at formulere en politik og en strategi for hele kultur- og fritidsområdet.  Arkivfoto: Johan Gadegaard
Struer Kommune forsøger at få formuleret en samlet strategi for kultur og fritid. Torsdag aften var der mulighed for at komme med kommentarer til oplægget
Annonce

Struer: Struer Kommune arbejder på at få formuleret en ny strategi for udviklingen af både kultur- og fritidsliv i hele kommunen.

- Vi har en lidt støvet og ti år gammel kulturpolitik, men ingen fritidspolitik. Nu vil vi gerne samle det hele i en mere overordnet strategi for både kultur og fritid, forklarede centerchefen i kommunens afdeling for både kultur, fritid og lokalområder, Thomas Antunes i sit oplæg til et møde på Struer Statsgymnasium torsdag aften.

Her var der mulighed for at kommentere de første udkast til en ny kultur- og fritidspolitik i Struer Kommune.

- Vi vil gerne have nedbrudt de barrierer, der kan stå i vejen for at være med i de forpligtende fællesskaber, som er så afgørende for både børn og unge i hele kommunen, sagde formanden for kultur- og fritidsudvalget i Struer Kommune, Lars Møller Pedersen (S), da han formulerede de politiske ønsker.

Annonce

Den var svær

Forsamlingen af repræsentanter fra et rimelig bredt udvalg af foreninger i Struer Kommune blev derefter præsenteret for et oplæg, og interessen for at komme med kommentarer og forslag var der.

- Det er bare lidt svært at forholde sig til, når vi først fik invitationen for 48 timer siden, og det ville måske også have været en god idé, at vi havde fået oplægget tilsendt, så vi havde lidt tid til at overveje, hvad vi ville sige, mente Tim Pindstofte fra Hjerm.

Andre var klar med et par bud, og Jan Bendix fra Venø fik blandt andet gjort opmærksom på, at det ikke kun var udviklingen på havnen i Struer, der skulle være fokus på.


Vi vil gerne have nedbrudt de barrierer, der kan stå i vejen for at være med i de forpligtende fællesskaber, som er så afgørende for både børn og unge i hele kommunen.

Lars Møller Pedersen (S), formand, kultur- og fritidsudvalget, Struer Kommune


- Der er også småhavne i kommunen, som bør nævnes, mente han og fik gjort opmærksom på, at en kultur- og fritidspolitik skal dække et behov og formulere en vision for hele Struer Kommune.

Blandt andet med fokus på Lydens By.

- Vi skal arbejde med brandet og forståelsen af konceptet Lydens By, lød det i oplægget til en ny kultur- og fritidsstrategi.

Og så blev der stille.

Den var svær at forholde sig til.

Annonce

Konkrete problemer

Lidt nemmere blev det, da diskussionen kom til at dreje sig om, hvordan Struer Kommune kan bidrage til at samle de mange informationer om, hvad der sker i hele kultur- og fritidslivet.

En opgave, de forsøger at løse på netop det nye sekretariat for udvikling af Lydens By.

Andre kunne efterlyse lidt kommunal hjælp til at navigere i en jungle af regler, som kan gøre det svært at drive en forening i dagens Danmark.

Anni Svinth fra Jegindø kunne konstatere, at mange af de små foreninger simpelthen giver op, og som afslutning på mødet, var Lars Møller Pedersen som formand for kultur- og fritidsudvalget i Struer Kommune indstillet på at komme foreningerne til undsætning.

- Vi arbejder blandt andet på at afskaffe den såkaldte 25-års regel. Vi vil meget gerne gøre kommunen til en medspiller og ikke en modspiller og være med til at sikre, at foreningerne ikke skal bruge kræfter på al mulig bureaukrati, forsikrede han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Oline ryster posen

Annonce