Annonce
Ugeavisen Struer

Julemåneden på biblioteket

Børnebibliotekar Ditta Nielsen giver i kulturklummen blandt andet sine varmeste anbefalinger til bøger, der er gode at læse i december. Privatfoto
Julen kan være en stressende tid for mange. - Måske er det vigtigt, at vi udvælger essentielle ting og ikke forventer, at alt kan nås, skriver børnebibliotekar Ditta Nielsen i sin kulturklumme.
Annonce

Struer: Julen nærmer sig og på trods af gode fortsæt om at være på forkant og forberede sig i god tid, går tiden for mange alt for stærkt.

Julen må jo rigtig gerne være andet og mere end en stressfaktor. Den skulle åbne for fordybelse og tid til familien og venner.

Traditionerne står i kø - og måske er det vigtigt, at vi udvælger essentielle ting og ikke forventer, at alt kan nås.

Biblioteket har jo rig mulighed for at støtte op om julens mange og hyggelige tiltag. Der findes mængder af rigtig dejlige julebøger, der dækker både børn og voksnes behov.

Annonce

Flere former for julebøger

For de flittige er der håndarbejdsbøger, og her skal man jo tidligt i gang. Så findes der de smukke bøger med kranse og juledekorationer, og de kombineres på bedste corona-vis med et besøg i vores dejlige skove.

For de kreative er biblioteket en guldgrube med idé-bøger både til julepynten og de hjemmelavede gaver - for ikke at nævne alle de appetitvækkende opskriftsbøger, der knytter sig til december måned.

Julen bliver i år noget anderledes på grund af corona-restriktioner. Det rammer i julen mange kulturelle arrangementer, som ikke gennemføres. Her på biblioteket savner vi virkelig sang og sanglege med de mindste.

Vi håber, I får sunget derhjemme og glæder os til, at sangen og sanglegene kan komme tilbage her og alle andre steder.


Juleglæden blev tændt på børnebiblioteket, da vi blev kontaktet af en frivillig, som gerne ville gøre en indsats for børnebogen og biblioteket.

Ditta Nielsen, børnebibliotekar


Men allervigtigst for en børnebibliotekar er selvfølgelig de skønneste julefortællinger, som henvender sig til både små og store. Man behøver jo ikke at læse en kalender-bog med 24 fortællinger, hvis det er for stor en mundfuld.

Der er så mange gode julebøger med små kapitler eller flotte billedbøger med gode illustrationer. Juleevangeliet formidles også på bedste vis og i forskellige udformninger. Der er noget for enhver smag.

Annonce

Julelys i øjnene

Juleglæden blev tændt på børnebiblioteket, da vi blev kontaktet af en frivillig, som gerne ville gøre en indsats for børnebogen og biblioteket.

Ditte Liebach, som er pædagog i Bulderby, brænder nemlig for højtlæsning, og hun vil bruge sin store viden og entusiasme til at fortælle julebøger til de tre til seksårige to lørdage på Struer Bibliotek på en corona-sikker måde.

Biblioteket lægger ud med advents-julehygge den 28. november med Dittes højtlæsning, og så hygger vi alle lørdage indtil jul med dejlig julemusik og en julekonkurrence for børnene.

Nisserne er nemlig sluppet løs på Struer Bibliotek. Hvis børnene vil hjælpe med at finde alle nisserne og skrive hvilke bogstaver, de har taget, giver det måske et ord?

Der er selvfølgelig en lille julepræmie til alle, der løser quizzen. Nissejagten er alle fredage og lørdage fra den 28. november.

Hvis man har lyst til at aflevere et julepostkort til biblioteket, vil vi blive rigtigt glade, og alle julekortene vil blive hængt op i biblioteket. Hver lørdag op til advent trækker vi lod om en fin julekurv til den heldige vinder.

Det skulle gerne få alle til at sænke skuldrene, slappe lidt af og komme i den helt rigtige julestemning. Husk at nyde december måned.

Et par læsetips til de små af mine egne favoritter:

Sven Nordqvists "Jul hos Peddersen", Russell Punters "Julehistorier for de små" og "Iqbal Farooq og den lede julestjerne" af Manu Sareen.

Til de lidt større børn kan Kasper Hoffs "Ole Lund Kirkegaards Kikkebakke Boligby" absolut anbefales.

Men husk - der er rigtigt mange gode titler at vælge imellem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce