Annonce
Ugeavisen Struer

Jysk Trykluft er klar til næste skridt

Peder Kruse troede i første omgang, at Jysk Trykluft var for lille et firma til at kunne blive forhandler af Sullair-kompressorer. Det blev afgørende, at Jysk Trykluft havde lagt en strategi for firmaets udvikling. Foto: Allan Damgaard

Jysk Trykluft er blevet forhandler af kompressorer fra amerikanske Sullair. Det er et stort skridt fremad for Struer-firmaet, der forventer at ansætte yderligere en montør og samtidig samarbejde med franchise-tagere på Sjælland og Fyn.

Annonce

Struer: - Det er stort, at vi er blevet forhandler af Sullair-kompressorer. For folk uden kendskab til branchen lyder det nok ikke af noget særligt, men for os er det vigtigt, og nogle af vores konkurrenter har også sagt "tillykke" og "godt gået" på Facebook, siger Peder Kruse.

Han er indehaver af Jysk Trykluft på Gørtlervej i Struer, der har taget et stort skridt fremad ved at være blevet den danske forhandler af det amerikanske kompressormærke Sullair.

- Vi har ledt efter et agentur, og nu har vi fundet et særdeles godt mærke. Sullair ligger i top tre over kompressormærker i verden, siger Peder Kruse.

Jysk Trykluft arbejdede tidligere med et italiensk kompressormærke. Det var med Peder Kruses ord også ganske udmærket, men det havde også sine begrænsninger.

- Det betød, at vi nogle gange måtte sige nej til at give tilbud på opgaver, fordi anlæggene var for store for os. Nu kan vi være med på alle type opgaver, siger Peder Kruse.

Sullair har været væk fra det danske marked i en periode, men nu er det tilbage.

Jysk Trykluft

Peder Kruse etablerede Jysk Trykluft i 2002 på den daværende privatadresse i Gudum.

I 2008 flyttede virksomheden til den nuværende placering på Gørtlervej i Struer. I 2013 blev virksomheden udvidet med en tilbygning på 300 kvadratmeter.

Familien Kruse - der også tæller hustruen Malene Kruse og tre børn - bor i Remmerstrand. To af børnene er flyttet hjemmefra. Har tidligere boet i Gudum og Nørre Nissum.

Jysk Trykluft tæller fem ansatte inklusive indehaveren samt en kontordame 1-1½ dag om ugen. Har planer om at ansætte yderligere en montør.

Dækker Jylland med etablering af nye trykluftanlæg og servicering af eksisterende. Har med det nye Sullair-agentur planer om at lave franchise-aftaler på Fyn og Sjælland.

Annonce

Strategi var afgørende

- Jeg talte med medarbejderne om, hvilket mærke vi skulle forsøge at få. Da Sullair blev nævnt, tænkte jeg umiddelbart, at det var for stort et mærke for os. Men vi gjorde alligevel forsøget og lagde en ansøgning ind hos firmaet. Og efter en del ventetid fik vi en positiv tilbagemelding. Det var blandt andet afgørende, at vi havde lagt en strategi for Jysk Trykluft - f.eks. i deltagelse i messer for at synliggøre de ting, vi arbejder med, siger Peder Kruse.

Jysk Trykluft er desuden SMC-partner. Det vil sige, at firmaet benytter produkter fra den japanske koncern SMC til alt det i et anlæg, der følger efter selve kompressoren.

Firmaets kunder ligger primært inden for industri og landbrug - hos sidstnævnte bruges der f.eks. en kompressor til en malkerobot.

- Hos langt de fleste virksomheder bruges der kompressorer - det gælder lige fra håndværksmesteren til store industrivirksomheder, siger Peder Kruse.

Jysk Trykluft har fire medarbejdere foruden indehaveren selv, og Peder Kruse forventer, at tilgangen af det nye mærke vil udløse en ekstra montør.

Annonce

Dækker Jylland

- Vi dækker i øjeblikket Jylland, og det vil vi fortsat gøre med det nye mærke. Til gengæld skal vi også sælge Sullair på Fyn og Sjælland, og det forventer jeg, at der vil ske gennem franchise-aftaler med Jysk Trykluft. Jeg begyndte selv fra bunden af på den hårde måde, hvor man selv skulle stå for alt. Det er nemmere at komme i gang via en franchise-aftale, hvor man kobler sig op på det koncept, som vi allerede har skabt. Dermed slipper man for nogle af de administrative opgaver, som mange selvstændige gerne vil slippe for. Det vil jo helst arbejde med det, de er gode til - i dette tilfælde trykluft, siger Peder Kruse.

Service af eksisterende anlæg udgør en stor del af arbejdet hos Jysk Trykluft.

- Den løbende service skulle jo gerne sikre, at der ikke bliver nedbrud på anlægget. Service er forebyggende vedligeholdelse. Hvis en virksomhed pludselig er uden trykluft, så svarer det til, at man er uden strøm. Så har det ofte stor negativ betydning for produktionen, siger Peder Kruse.

Et andet, stort område er energioptimering af virksomhedernes trykluftanlæg.

- Hos mange virksomheder er det trykluftanlægget og ventilationen, der er de store energislugere, så nedbringelse af energiforbruget er noget, der ligger os meget på sinde, siger Peder Kruse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Ugens ord: Du skal

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce