Hvidbjerg: Don’t cry for me Argentina og The Winner takes it All er store musicalhit.
Nu får publikum lov at opleve de to klassikere lørdag aften, når Kulturcenter Midtpunktet på Thyholm er vært for en stor musicalaften.
Det er Annette Heick og Jesper Lundgaard, der står for underholdningen. De hører til i kategorien af de største navne på musicalscenen i Danmark.
De vil synge både danske og udenlandske hits. Der bliver både tale om duetter og soloer fra Heick og Lundgaard.
- Hvis der er noget musicals kan, så er det at krybe ind under huden på folk, som for eksempel når Julie Andrews bryder ud i sang i The Sound of Music, så kan vi næsten mærke, hvordan det er at stå på en bjergtop og synge af vores lungers fulde kraft, siger leder af Midtpunkt Thyholm, Lars Møller Pedersen i en pressemeddelelse.