Annonce
Ugeavisen Struer

Krofatter fylder 40 - og fejrede det med at åbne en ny restaurant

Karsten sørger for at have tid til familiens tre børn hver morgen, hvor de hygger sammen om morgenmaden, inden far tager afsted til en lang arbejdsdag på kroen. Foto: Morten Stricker
Karsten Mølgaard Pedersen fra Tambohus Kro & Badehotel fyldte 40 år på befrielsesdagen, og han kan konkludere, at der næsten ikke er noget, han ville ændre på i løbet af de 40 år.

Thyholm: Tambohus Kro & Badehotel åbnede op igen efter coronanedlukningen den 5. maj. Men krofatter Karsten Mølgaard Pedersen, der driver kroen ved Limfjorden sammen med sin kone, Kristina, var ikke at finde hverken i restauranten eller køkkenet, hvor han bruger det meste af sin tid.

Samme dag fyldte han nemlig 40 år, og Kristina havde stået for dagens aktiviteter, som altså betød, at Karsten ikke var på arbejde.

- Det var lidt specielt. Jeg plejer jo gerne at være her det meste af tiden, siger han selv.

Annonce

Dog nød han fritiden, der blev tilbragt på Nymindegab Kro sammen med Kristina og parrets tre børn, Nord på 13, Aura på 11 og Ellen på 5. Og senere på aftenen blev det da også til lidt arbejde ved computeren derhjemme, selvom det normalt er noget, som Karsten Mølgaard Pedersen ikke går ind for.

Bedst i køkkenet

Fem dage før, den 1. maj, var der også en anden årsag til fejring. Da var det nemlig 21 år siden, at Karsten Mølgaard Pedersen blev ansat på Tambohus Kro, dengang som kokkeelev. Seks år senere blev han en del af driften på den gamle kro, senere køkkenchef inden han selv sammen med Kristina overtog kroen og blev ægte krofatter.

- Men det er altså Kristina, der er direktøren, siger han.

Karsten befinder sig bedst i køkkenet, præcis ligesom dengang han startede.

- Dengang var det mere suppe-steg-is, vi kørte, men også med et fokus på gode råvarer, som vi har i dag, siger han.

Udover Tambohus Kro & Badehotel ejer Karsten også halvdelen af Grand Hotel i Struer, så der er steder nok at fordele sin tid. Foto: Morten Stricker

Det lå ellers ikke lige i kortene, at Karsten Mølgaard Pedersen, der oprindelig kommer fra Aulum, skulle være krofatter. Efter at have været på efterskole startede han på en speciel linje på teknisk skole i Holstebro for kokkeelever med et internationalt fokus.


Da jeg blev spurgt, om jeg ville overtage kroen, tænkte jeg, at jeg jo alligevel næsten ikke kunne arbejde mere, end jeg allerede gjorde. Det kunne jeg så godt, viste det sig.

Karsten Mølgaard Pedersen, Tambohus Kro & Badehotel


- Jeg har altid været glad for at lave mad. Jeg tror ikke, jeg var mere end 13 år gammel, da jeg stod for flere dele til julemiddagen, eksempelvis. Vi har altid fået kalkun, og det er næsten endnu mere risikofyldt end flæskesteg, for den kan nemt blive for tør, hvis man ikke passer på. Den største, vi har haft, var en kalkun på 17,5 kilo, siger han.

Det var svært at finde læreplads, og Karsten endte på Tambohus. Der mødte han året efter Kristina, der stod i opvasken dengang, og i 2014 blev de to gift.

Annonce

Ny restaurant

De fleste kokke har lange arbejdsdage, og Karsten er ingen undtagelse.

- Da jeg blev spurgt, om jeg ville overtage kroen, tænkte jeg, at jeg jo alligevel næsten ikke kunne arbejde mere, end jeg allerede gjorde. Det kunne jeg så godt, viste det sig, griner han og beskriver det som en slags livsstil.

Det har haft konsekvenser. Parrets tre børn er blevet passet meget, blandt andet af Karstens forældre.

- Vi var aldrig blevet selvstændige, hvis det ikke havde været for min mor og far. Der var et par år, hvor de passede børnene stort set hver weekend, fordi Kristina og jeg arbejdede hele tiden, og de har været en kæmpe hjælp, siger han.

Så hvis der skulle være noget, han fortryder i sit 40 år lange liv, så skulle det være måske at arbejde lidt mindre, da børnene var små.

- På den måde har det været fint med corona, at vi fik mulighed for at bruge mere tid med børnene, siger Karsten Mølgaard Pedersen.

Parret har ellers ikke ligget på den lade side i coronanedlukningen. Fredag i sidste uge, to dage efter Karstens fødselsdag, åbnede Tambohus Kro & Badehotel en ny restaurant ved navn FjordVærk. Her vil køkkenet kreere gourmetretter i form af 4-6 retters sæsonmenuer. Den klassiske kromad kan man stadig nyde i andre lokaler på kroen - dog stadig med "et lille twist", som Karsten Mølgaard Pedersen kalder det.

Så krofatter fortsætter med fuld fart fremad.

- 40 er jo bare et tal. Jeg er ikke i panik eller noget. Jeg har en dejlig kone, tre fantastiske børn, en dejlig familie, et skønt arbejde, og ind i mellem kan jeg finde tid til at fiske. Hvad mere kan man så bede om?

Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Midt- og vestjyder pendler længere end nogensinde før

Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Aktiv Onsdag bevarede sin gnist under coronaen

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Forfatter til debutroman: Der er en identitet i at være fra Struer

Ugeavisen Struer

Linse Kessler valgte Lars' campingvogn: - Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med, at det ville komme så vidt

Ugeavisen Struer

Den udhulede by

Ugeavisen Struer

Passagertal i bund: Vil sende busrute i garage

Ugeavisen Struer

Medlemmerne har nu valgt ny ledelse

Ugeavisen Struer

Musik i kirke ved solnedgang

Ugeavisen Struer

Ane Kathrine slår et slag for urterne - og du må gerne besøge hendes mojitohave

Ugeavisen Struer

Per Odgaard stopper som musikskoleleder i Struer

Ugeavisen Struer

Holder ovnen varm: Bagerkæde fra Viborg har overtaget butik på Ølbyvej

Ugeavisen Struer

Hus på kæmpegrund ved fjorden kan blive til seks nye boliger

Ugeavisen Struer

Midtpunktet sparker ferien i gang

Ugeavisen Struer

Udvalg: - Intet tilskud til kystsikring til sommerhusejere på Thyholm

Ugeavisen Struer

Kulturkaravane kommer til Struer

Ugeavisen Struer

Hop du bare i havnen: Struer får nu et havnebad

Ugeavisen Struer

Manglende vind og tordenbrag udfordrede sejlere under kapsejlads

Ugeavisen Struer

Nadja boksede sin debutkamp for landsholdet

Ugeavisen Struer

Efter yogatræningen kan man se på kunst

Ugeavisen Struer

Bjarne har genåbnet lukket butik i Struer

Ugeavisen Struer

Ny budrunde: Kommunen forsøger igen at sælge nedlagt plejehjem

Ugeavisen Struer

En Google-søgning på ordene 'lyd' og 'investor' førte til Struer: Dorte opdagede en verden langt fra sure mediechefer i København

Ugeavisen Struer

Endelig kunne ældre spise sammen

Annonce