Annonce
Ugeavisen Struer

Lokale fodboldhold sendt på kunstgræs i Struer

Borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) klipper den røde snor og erklærer kunstgræsbanen ved Struer Energi Park for åben. Foto: A.P. Christensen
Det er netop det ustadige vejr i efterårs- og vintermånederne, der gør den nye kunstgræsbane ved Struer Energi Park attraktiv for de lokale fodboldklubber
Annonce

STRUER: Meget passende var det hundekoldt og vådt, da den nye kunstgræsbane ved Struer Energi Park mandag eftermiddag blev indviet af borgmester Niels Viggo Lynghøj (S), for det ustadige vejr i efterårs- og vintermånederne betyder, at fodboldtræningen ofte må aflyses på de normale baner. Kunstgræsbanen gør det derimod muligt for de lokale fodboldklubber at træne mere eller mindre hele året rundt.

- Kunstgræsbanen har haft en lang og hård fødsel, og derfor er det fantastisk, at banen i dag bliver indviet. Vi har fra kommunens side lagt vægt på, at det skulle være en miljøvenlig bane med et særligt korkgranulat som underlag, selv om den så blev lidt dyrere end i den oprindelige plan, sagde borgmesteren, der ser frem til, at mange børn og unge vil udfolde sig på kunstgræsset.

- Og det gør da slet ikke noget, hvis seniorholdene i kommunen med den nye bane hæver niveauet, så holdene kommer lidt højere op i rækkerne, lød det humoristisk fra Niels Viggo Lynghøj, inden han klippede den røde snor og erklærede kunstgræsbanen for åben.

Og det gør da slet ikke noget, hvis seniorholdene i kommunen med den nye bane hæver niveauet, så holdene kommer lidt højere op i rækkerne.

Borgmester Niels Viggo Lynghøj (S), Struer Kommune

Annonce

Ny forening

Struer Kommune har bevilget 5,1 millioner kroner til projektet, mens den resterende del af økonomien er skaffet til veje af foreningen Struer Kunstgræs. De lokale fodboldklubber dannede i efteråret Struer Kunstgræs til både at søge midler til kunstgræsbanen og til at stå for den administrative del med blandt andet udlejning og booking af banen.

Karsten Lund er formand for Struer Kunstgræs - og han er også formand for Struer Boldklub.

- Vi er stolte af, at vi har samlet 920.000 kroner ind til kunstgræsbanen. Det er en flot opbakning, som vi er meget glade for, og som formentlig også har betydning for, at Struer Byråd gav en ekstra bevilling, så projektet kunne komme i mål. Pengene er kommet fra fonde, LAG, et stort lokalt sponsorat samt nogle lidt mindre tilskud fra 20-25 lokale virksomheder, siger Karsten Lund. Det er fodboldklubberne i Hjerm, Linde, Bremdal, Resen-Humlum og Struer, der har dannet Struer Kunstgræs.

- Det er ikke kun en bane for Struer Boldklub. Det er vigtigt at fastslå. Derfor er det også helt ideelt, at vi har dannet Struer Kunstgræs, der dels står som ejer af banen og dels står for fordelingen af træningstider på den nye bane. På den måde er alle klubber med til at bestemme fordelingen, og dermed er der ikke nogen, der har større fordel end andre, påpeger Karsten Lund.

Annonce

Til glæde for mange

Formanden for kultur- og fritidsudvalg, Lars Møller Pedersen (S), ønskede også Struer Kunstgræs tillykke med den nye bane og hæftede sig ved, at det samlede fritidstilbud i Struer Kommune med dette tiltag er blevet styrket.

- Uanset hvilken sportsgren, man dyrker, er der nu gode faciliteter og et godt miljø overalt ved Struer Energi Park. Jeg er glad for, at flere og flere i disse år vælger at spille fodbold, for ud over det sportslige ligger der også et stort fællesskab i foreningslivet, som er vigtigt for hele kommunen. Jeg er fuldstændig sikker på, at dette anlæg vil være til stor glæde for rigtig mange mennesker fremover, og jeg glæder mig også over, at der bag projektet står mange lokale ildsjæle, sagde udvalgsformanden.

Det første spadestik til kunstgræsbanen blev taget 1. august, og tidsplanen sagde dengang, at det ville tage tre måneder at etablere anlægget. Og sådan blev det.

- Vi har haft Lyngs Idrætsefterskole på banen i sidste uge for at teste forholdene, og i lørdags blev der spillet en serie 4-kamp på den nye bane. Fra i dag begynder de første hold at træne på banen, og vi holder 18. januar en større indvielsesfest, hvor alle detaljer omkring bookingsystemet vil være på plads, og dermed kan fodboldklubber fra vores nabokommuner også booke træningstider på banen, kunne Karsten Lund oplyse.

Til projektet hører også et nyt lysanlæg med moderne og tidssvarende LED-pærer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Grums i drikkevandet

Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce