Annonce
Ugeavisen Struer

Når de helt små designer stort

Der er i den grad blevet knoklet i værkstedet på Limfjordsskolen i Struer den seneste tid. Foto: Morten Stricker
5. klasserne på Limfjordsskolen er lykkedes så godt med at skabe nye møbler i miniformat, at de nu får lov at udstille dem hos Living i Holstebro
Annonce

Struer: Helle Jensen er det, man roligt kan kalde en rigtig glad håndværk- og designlærer. Hun har nemlig den seneste tid oplevet noget helt særligt med 5.A. og 5.B. på Limfjordsskolen.

Eleverne i de to klasser er blevet kastet ud i at skulle designe møbler i miniformat, og det er en disciplin, de i den grad har taget til sig, hvis man spørger deres lærer.

- Børn må godt vide lidt om vores danske designere, så vi har været inde at vende, hvem Arne Jacobsen er, og hvordan Bamsestolen ser ud, fortæller Helle Jensen:

- Det er jo en af vores dyreste stole, så den har de set billeder af og hørt prisen på.

Eleverne har fået åbnet et vindue bare en lille smule på klem til, at design og håndværk også kan være en mulig levevej. En vej, Danmark er ret kendt for ude i den store verden.

- Vi har faktisk noget her, vi er stolte af, men en ting er designet, noget andet er fordybelsen, siger Helle Jensen:

- De får lov at være skabende, og de får tiden til at sidde med det og finde ud af, virker det her, eller virker det ikke og så prøve noget nyt.

Annonce

Sydende engagement

En proces, hvor Helle Jensen har kunnet mærke en helt fantastisk stemning blandt eleverne. De er gået til opgaven med både ildhu og hjælpsomhed over for hinanden.

De begyndte med at skulle gøre sig nogle tanker, og så skulle der tegnes nogle skitser.


De har været fuldstændig fantastiske. Det sydede simpelthen af engagement, og det her er jo et fag, hvor man gør noget i stedet for at sidde stille.

Helle Jensen, lærer på Limfjordsskolen i Struer


Opgaven var grundlæggende at designe en stol og en sofa, og når den så i tilfredsstillende form havde forladt papiret, skulle den skabes helt konkret i en lille model.

- De har været fuldstændig fantastiske. Det sydede simpelthen af engagement, og det her er jo et fag, hvor man gør noget i stedet for at sidde stille, siger Helle Jensen.

Det betyder, at nogle elever pludselig kan vise en helt anden side af sig selv, fordi rammerne pludselig er der til det.

Hver eneste lille detalje tæller, når det handler om design. Foto: Morten Stricker

Resultatet af bestræbelserne stod på et bord, da avisen kom fordi, men fra onsdag i denne uge vil de være at finde i butikken Living i Holstebro.

- Det betyder noget for børnene. Vi får lige hævet værdien på deres produkt, forklarer den mere end stolte lærer.

Annonce

Lidt moderne, tak

Spørger man børnene selv, så er det faktisk lidt stort, at deres ting nu skal ind og stå i en rigtig butik.

- Da jeg var færdig med min sofa, lavede jeg lige en lampe til, så den ser lidt moderne ud, fortæller Magnus fra 5.A.

- Det var bare noget, jeg gjorde, tilføjer den unge designer, som faktisk troede, at det ville blive sværere, end det gjorde.

- Selv om jeg lavede mange fejl og måtte pille ting af, så kom jeg til sidst frem til sådan, som det skulle være, siger Magnus.

Sådan ser de ud de unge designere og deres værker. Fra venstre er det Magnus, Kasper, Katrine og Mynthe. Foto: Morten Stricker

Kasper fra 5.B. blev så grebet undervejs, at han måske endda har fundet sin levevej.

- Jeg kan godt lide at designe, forklarer han.

Mynthe i 5.A. ser også frem til, hver gang der står håndværk og design på skemaet.

- Jeg elsker at tegne skitser, fortæller hun, mens Katrine fra 5.B. også kan skrive under på, at det bare har været et sjovt forløb.

- Jeg glæder mig til det bliver fredag, for det er der, vi laver det her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce