Annonce
Ugeavisen Struer

Nu vil Andreas hellere male end drikke øl

Andreas Rohde begyndte at male for tre år siden, og siden da er det gået stærkt. Han kan producere et maleri om dagen - alt efter størrelsen. Her er han i gang med arbejdet i værkstedet i Vestergade i Struer. Foto: Johan Gadegaard
24-årige Andreas Rohde maler for sin egen skyld - og ikke på bestilling. Foreløbig er det blevet til 174 malerier, der nu hænger rundt om i private hjem. - Jeg går ikke op i pengene. Jeg er bare glad, hvis folk vil have min kunst op at hænge, fortæller han.

Struer: Han er 24 år, og da han var yngre, gik han meget i byen, drak øl sammen med vennerne og brugte tid på computerspil.

Nu er øl og computerspil byttet ud med malerier.

- Jeg har oplevet det, jeg skulle, og nu går jeg ikke i byen længere. Jeg drikker heller ikke alkohol mere: Man bliver så sløv af at drikke - også flere dage efter. Jeg har mere overskud uden alkohol, siger Andreas Rohde, der også var udsat for et overfald, dengang han var aktiv i nattelivet.

Annonce

- Jeg havde bare fået nok, lyder hans konklusion.

Og i dag har han lagt bylivet og overfaldet bag sig.

Som barn malede han meget, men i teenagerårene var der så meget andet, han syntes, var sjovere, men nu har han altså genoplivet den gamle interesse for at male.

Et malerkursus på AOF med kunstlærer Erik Holm som underviser åbnede den unge mands øjne for, hvordan man bruger farverne og nuancerne, og hvordan man blander farver.

- Når jeg står med en pensel i hånden, skal jeg ikke tænke på andet end lærredet. Det er bare det, jeg skal fokusere på - og det er jo lidt terapeutisk, mener Andreas, som avisen møder i hans værksted på Vestergade i Struer, hvor han iført t-shirt og malerplettede shorts står foran et stort lærred på staffeliet.

Maler for sin egen skyld

Lokalerne på Vestergade 19 har han fået lov til at låne, fordi de bare stod tomme, mens bygningen har været til salg de seneste otte år. Det var også her, at han som autodidakt kunstner i juni for første gang udstillede sine værker.

- Nu er der kommet liv i lokalerne, og nu er de endelig blevet solgt efter otte år, så jeg skal være ude den 1. september, fortæller Andreas, der ikke lige har fundet ud af, hvor han så skal indrette sit værksted.

- Det skal jeg nok finde en løsning på, siger den unge kunstner, der ikke er typen, der bekymrer sig mere end højst nødvendigt.

Efter den første udstilling har han også udstillet i golfklubbens lokaler i Humlum og hos Holstebro Stenhuggeri.

174 malerier har han foreløbig solgt, og mange af dem hænger rundt omkring i private hjem.

Og han kunne sagtens sælge flere. På et tidspunkt malede han malerier, der var inspireret af Johnny Madsens kunst, motiver med mænd med lange halse og motiver med lette, lyse nuancer, og den slags billeder er der efterspørgsel på.

- Jeg maler for min egen skyld, konstaterer han og tilføjer:

- Jeg går ikke op i penge. Jeg er bare glad, hvis folk vil have min kunst op at hænge. Det er den største cadeau, man kan få.

Andreas Rohde har budskaber med sin kunst. - Jeg har altid elsket at analysere og fortolke kunst, siger den unge kunstner, der helst ikke fortæller folk, hvad hans værker forestiller, før de selv har gjort sig overvejelser om budskabet. Foto: Johan Gadegaard
Annonce

I følelsernes vold

Det er bestemt ikke alle hans malerier, der egner sig til at hænge over sofaen i stuen.

Andreas Rohde maler for det meste i en ekspressionistisk udtryksform med strøg af naivisme og i helt sin egen stil.

- Jeg er i følelsernes vold, siger han og fortæller, at han med sin kunst giver udtryk for sit syn på sig selv og den verden, vi lever i.

Det kan være døden, efter at han på nært hold oplevede en drukneulykke tæt på forældrenes hjem ved Østerstand, en kommentar til Palæstina-konflikten eller Trump-støtternes storm på kongressen i USA.

Eller det billede, han lige nu er gang med i værkstedet. Det forestiller tarme.

- Jeg har blodsygdomme, og derfor synes jeg, det var sjovt at male tarme, siger han og fortæller, at han som følge af to forskellige blodsygdomme har haft syv blodpropper, men nu har styr på sygdommene med medicin.

Humøret har også indflydelse på det, han maler - jo dårligere humøret er, jo mere ekspressionistisk er hans kunst.

Annonce

Kunstakademi som mål

Andreas har haft lidt svært ved at finde sin vej i livet.

- Som ung er der så mange valg, man kan tage, forklarer han.

Efter studentereksamen på gymnasiet i Struer var han ude at arbejde, før han søgte ind på sygeplejerske-uddannelsen. Men efter et år droppede han ud. Det havde ikke noget at gøre med, at han var en af de få mænd på uddannelsen.

- Sygeplejerske-faget er et meget stolt fag, og uddannelsen prøver at hjernevaske de studerende og bilde dem ind, at der ikke er et hierarki i sundhedsvæsenet, men det er der, mener Andreas, der har fået lov til at snuse til arbejdet i psykiatrien.


Vi prøver jo alle at finde vores identitet, og en dag finder vi den, når vi ikke længere går op i, hvad andre synes, og når vi bare er ligeglade med, hvad andre tænker.

Andreas Rohde, autodidakt kunstner


Og det er her, han har besluttet sig for at finde sin vej i uddannelsesjunglen, og for hvor arbejdslivet skal ligge.

Han har søgt ind på pædagog-studiet i Holstebro, og tanken er at arbejde som socialpædagog i psykiatrien. Planen er at flytte til Holstebro fra hjemmet i Struer, hvor han lige nu bor hjemme hos sine forældre, Hanne og Erik Rohde.

Storebror Christoffer på 31 år arbejder som psykiater, og det er også inden for det felt - med arbejdet med mennesker, der er udfordret på psyken, der interesserer lillebroderen.

- Jeg er ordblind. I gymnasiet klarede jeg mig rigtigt godt i de mundtlige fag og dårligt i de skriftlige. Jeg brugte hele karakterskalaen fra minus 3 i skriftlig engelsk til 12, konstaterer han med et stort smil.

Håbet er, at han kan arbejde den ene halvdel af tiden som pædagog og den anden halvdel med kunsten. Ambitionen er at komme ind på kunstakademiet.

- Men det kræver, at man afleverer fem værker, og foreløbig har jeg kun ét, jeg er helt tilfreds med, siger han og finder mobiltelefonen nede i lommen for at vise billedet, som han har kaldt "Identitet".

Motivet er en person uden ansigt.

- Vi prøver jo alle at finde vores identitet, og en dag finder vi den, når vi ikke længere går op i, hvad andre synes, og når vi bare er ligeglade med, hvad andre tænker, filosoferer kunstneren fra Struer.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Simmi dyrker blå kartofler og lilla bønner - nu har hun brug for din hjælp

Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Lokal julegaveordning presser priserne i bund for butikkerne

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Restaurant åbner igen, men udfordringen er ikke løst endnu

Ugeavisen Struer

Hent aftensmaden i skoven: Sådan sanker du bær

Ugeavisen Struer

Læg dine feriedage strategisk og få størst gavn af dem

Ugeavisen Struer

Jo, far skal tvinges på barsel for ligestillingen

Ugeavisen Struer

Annette ville gå 100 kilometer på 20 timer, men undervejs måtte hun ringe til lægen

Ugeavisen Struer

Brug sensommeren på at frostsikre huset

Ugeavisen Struer

Giftig plante spreder sig: Sådan får du bugt med den

Ugeavisen Struer

Bliv klogere på sukker og sundhed

Ugeavisen Struer

Hvordan er det at være barn af en psykopat?

Ugeavisen Struer

Endnu en organisation er på jagt efter flere indsamlere

Ugeavisen Struer

Pia er dagplejer for sit eget barn: - Det er et kæmpe privilegie

Ugeavisen Struer

Nederst på listen: Ivan stiller op for fjerde gang, men han vil slet ikke ind

Ugeavisen Struer

Folkemusik møder jazz på Venø

Holstebro Onsdag

Symfoniorkester spiller musik fra kendte film

Ugeavisen Struer

Din gamle cykel kan blive både dyr og livsfarlig

Ugeavisen Struer

Dansk-irsk sanger giver akustisk koncert

Ugeavisen Struer

En hævn uden udløbsdato

Ugeavisen Struer

Jeg kan godt - jeg vil bare ikke

Ugeavisen Struer

Ejendomsmæglerkæde åbner butik i gågaden

Ugeavisen Struer

700 kom til deres fester - nu råber forening på hjælp

Ugeavisen Struer

Et nyt motionstilbud til børn og unge

Annonce