Annonce
Ugeavisen Struer

Ny købmand: Det er mit drømmejob

Steffen Brandt er den nye købmand i Meny i Struer, og han starter officielt i sit drømmejob den 1. november. Foto: A.P. Christensen
Steffen Brandt er ny købmand i Meny Struer, og han havde en målsætning om at blive leder af en Meny-forretning, inden han fylder 30 år. Og det mål nåede han næsten.
Annonce

STRUER: Jagten på drømmejobbet er nu et overstået kapitel for Steffen Brandt, der fra 1. november er den nye købmand i Meny Struer. Og han nåede samtidig med at finde drømmejobbet også - næsten - at indfri en personlig målsætning for købmands-karrieren:

- Jeg har hele tiden haft som mål at blive købmand, inden jeg fylder 30 år. Og det gør jeg den 26. oktober, så det er tæt på, siger den nye købmand med et smil.

Steffen Brandt stammer fra Tønder, og han startede som 16-årig som ungarbejder i den lokale Superbest, hvor han også er udlært - i øvrigt ansat som elev af Morten Birkebæk, der dengang var leder af Superbest i Tønder. Det er netop Morten Birkebæk, der efter tre år i Struer starter hos Meny i Fredericia pr. 1. november - og han afløses altså af sin tidligere elev.

- Vi kender hinanden særdeles godt og har været i tæt dialog om mange faglige ting gennem flere år, fortæller Steffen Brandt, der efter sin elevtid har været rundt i landet i jagten på drømmejobbet.

- Jeg har hele tiden arbejdet i samme kæde og har også taget Dagrofas lederuddannelse, og de mange udfordringer gennem årene har givet mig en god ballast til mit job i Struer. Og jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang, siger Steffen Brandt, der kommer fra en stilling som souschef i Meny i Hjerting, hvor han gennem de seneste to år har været med til starte op helt fra bunden.

Annonce

Vigtig lokal forankring

Steffen Brandt har allerede lejet en lejlighed i Struer, og det er der en vigtig grund til.

- For mig er det vigtigt at bo i den by, hvor jeg arbejder. Sådan har jeg altid haft det, og da jeg ikke har stiftet familie, har det let kunnet lade sig gøre, siger købmanden og uddyber:

- Den lokale forankring betyder meget for mig, og jeg glæder mig blandt andet til at møde kunderne i øjenhøjde i Meny. Det er en veldrevet forretning med stor opbakning, og samtidig er der en rigtig god stab af medarbejdere. Det ser jeg frem til at udvikle i forhåbentlig mange år fremover.

I Meny-kæden har den enkelte forretning frihed til præge blandt andet varesortimentet - og det regner Steffen Brandt også med bliver tilfældet i Struer.

- I forvejen har vi både vores discount-match på mange basisvarer, men vi har også mange varer af lidt bedre kvalitet, som jeg gerne vil slå et slag for gennem forskellige kampagner og aktiviteter. Og hvis kunderne har ønsker til varesortimentet, så skal man endelig henvende sig til os, pointerer Steffen Brandt.

I sin fritid forsøger han at holde sig i god fysisk form med motionsløb og en sundere livsstil - og så nørder han en smule i forskellige faglige emner.

- Jeg har flere idéer til nye arrangementer og aktiviteter i Meny i Struer, men nu skal jeg først lige starte op i butikken og lære flere detaljer at kende, siger den nye købmand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Børnefestival i Bulderby

Ugeavisen Struer

Grums i drikkevandet

Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce