Annonce
Ugeavisen Struer

Ord, vi bærer rundt på

Sognepræst Liv Marit Tjelle Holm. Arkivfoto: A.P. Christensen
Annonce

Thyholm: Som børn gik vi nogle gange "til fjelds" med min far. Det var en stejl fjeldvej men med nogle fine hvilestene, hvor de trætte ben indimellem kunne få en pause.

Min far bar rygsækken med tøj, madpakker og termokande, så vi børn slap let og kunne nærmest ubekymret løbe på lette fødder.

Billedet fra dengang får mig til at tænke på, at vi ofte går rundt og bærer på vore personlige rygsække, og det kan være uendeligt meget forskelligt, der ligger i dem.

Det kan være personer, vi har mødt eller oplevelser, som betyder noget særligt, og som præger den måde, vi selv forholder os til andre, til verden og til Gud.


Men nogle gange er der tunge ord i rygsækken. Ord, som gør, at vi mennesker bliver fastlåst og ikke kan høre andet end det, vi siger os selv.

Liv Marit Tjelle Holm, sognepræst


Nogle gange møder jeg mennesker, som også har brug for en hvilesten. De tager rygsækken af et øjeblik og viser mig noget af det, de bærer på.

Det kan være noget smukt. En tillidserklæring fra et andet menneske eller bare en god oplevelse, som lever videre, selv om det efterhånden er længe siden. Efter en kort pause kan vi begge vandre videre med vore rygsække på - som en god ballast og måske med ny indsigt.

Dystre tanker

Men nogle gange er der tunge ord i rygsækken. Ord, som gør, at vi mennesker bliver fastlåst og ikke kan høre andet end det, vi siger os selv. Det kan ske, når samtalen drejer sig om Gud.

Nogle, der sagde "det forkerte" til mig en gang, alt det onde og meningsløse i verden, tanken om, at de andre ikke synes, jeg er god nok. Når jeg bærer sådanne ord med mig gennem livet, bliver troen meget lille. Talen om Jesus bliver en tung byrde, som jeg altid bortforklarer på samme måde.

Men Gud er og vil netop være det sted, hvor vi finder hvile, og hvor vi tager rygsækken af og tømmer indholdet for at se, hvad vi behøver for at leve.

I Jesus er Gud først og fremmest vor medvandrer, som vi kan komme til med både tro og tvivl. Ikke kun en tilfældig forbipasserende men en, der stopper op og forholder sig til hvert eneste menneske ved at elske det og give sit liv for det. Intet mindre.

Sven Ellingsen siger det på en fin måde i sin salme fra 1978 med følgende vers:

Midt i alt det meningsløse, som vi møder her på jorden, bliver hjertets skrig til bøn. Gud, vi råber: Om du findes, find os, red os, når vi synker i vort eget tomhedsmørke.

Skønt et ubesvaret »Hvorfor« stadig dirrer i vort hjerte, beder vi dig: Giv os tro, tro på dig, som kæmper med os, fyldt af kærlighed, i nærkamp med det ondes magt i verden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Oline ryster posen

Annonce