Annonce
Ugeavisen Struer

Otte tidlige onsdage i Struer Fitness

En halv snes medarbejdere fra Sparekassen Vendsyssel mødes otte onsdage kl. 7 i Struer Fitness for at afprøve helt ny motionsform - med Ole Jahnsen i spidsen. Foto: Johan Gadegaard
Medarbejdere fra Sparekassen Vendsyssel i Struer tester nyt træningsudstyr og får samtidig god motion og en fin start på arbejdsdagen
Annonce

STRUER: Otte onsdage i efteråret starter otte medarbejdere fra Sparekassen Vendsyssel deres arbejdsdag i Struer Fitness. Det sker fra kl. syv til kl. otte, hvor de med Mona Bæk som instruktør muntrer sig med det nye træningsredskab KO8-slynger.

- Mange kender nok TRX-træning, og princippet er næsten det samme med KO8-slyngerne, der er et amerikansk produkt, som jeg så på FIBO-messen i Köln. Det kan være en lidt vildere træning, fordi der er indbygget en elasticitet i slyngerne, som man kan justere i forhold til individuelle ønsker, men ellers handler det også om at bruge sin egen kropsvægt til træningen. Og det er jo de typiske hverdags-bevægelser, som vi træner - bare på en anden måde, forklarer Mona Bæk.

Hun ville gerne teste det nye udstyr på en gruppe brugere, der ikke havde en fast gang i Struer Fitness, og det blev så medarbejderne fra Sparekassen Vendsyssel.

- Kontakten til Sparekassen Vendsyssel gik gennem Mette Grønning, der i lang tid har trænet i Struer Fitness som den eneste af medarbejderne, og aftalen kom hurtigt i stand og indebærer også, at de medarbejdere, der har lyst, kan få målt deres muskelmasse og fedtprocent før, under og efter forløbet, så der også kommer et målbart resultat ud af anstrengelserne, forklarer Mona Bæk.

Udover træningen med KO8-udstyret er gruppen blevet tilbudt træning i det almindelige motionscenter - et tilbud, som bliver brugt.

- Selv om det giver lidt logistiske udfordringer for nogle at skulle til træning en onsdag morgen kl. syv, så er holdet godt i gang, og alle kan se fornuften i at træne, siger Mona Bæk.

Selv om det er tidligt, så skal der stor koncentration til at klare opgaverne. Foto: Johan Gadegaard
Annonce

Konkurrence, samvær og motion

- Først og fremmest fremlagde Mette Grønning et spændende projekt - og jeg havde faktisk også selv tænkt på, at det kunne være godt med noget motion. Desuden er vi meget konkurrenceprægede i afdelingen i Struer i forvejen, så der var mange gode grunde til at takke ja til tilbuddet, fortæller regionsdirektør Ole Jahnsen fra Sparekassen Vendsyssel i Struer.

Og han har på egen krop oplevet, at KO8-træningen har en effekt - på flere måder.

- Efter den første gang var jeg øm over hele kroppen, fordi det var nye muskelgrupper, der blev trænet. Men jeg kan også mærke, at jeg får mere energi ved at starte dagen på denne måde - og så har vi det sjovt sammen, siger han.

Det er i øvrigt første gang, at han deltager i en holdtræning i et motionscenter. Netop det sociale element på holdtræningen er noget, som medarbejderne kan tage med på arbejdspladsen.

- Det er blevet til nogle venskabelige drillerier, der giver et smil på læben i dagligdagen, og alle synes også, at de mange parametre, som vi bliver målt på, er spændende, siger Ole Jahnsen.

- Jeg håber da, at andre virksomheder også har lyst til at høre mere om denne form for træning. Vi er i alt fald altid klar til at fortælle mere om tilsvarende projekter, siger Mona Bæk.

En god start på arbejdsdagen i Struer Fitness. Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Grums i drikkevandet

Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce