Struer: Tirsdag faldt den politiske aftale for politiets fremtid på plads. En aftale, der blandt andet indbefatter oprettelsen af en "nærpolitienhed" i Struer.
En base for lokalpolitiet, der skal have åbent for fysiske henvendelser mindst 15 timer om ugen og have en bemanding på minimum fem politiårsværk.
Spørger man politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi, Helle Kyndesen, hvordan borgerne i Struer Kommune kommer til at mærke det, svarer hun:
- Jeg har talt med borgmesteren (i Struer, red.) og aftalt et møde i begyndelsen af det nye år, hvor vi skal drøfte, hvor det vil være hensigtsmæssigt at placere nærpolitienheden.
Der skal kort sagt en dialog i gang også helt generelt i forhold til, hvordan den nye enhed eller station, om man vil, skal fungere.
Helle Kyndesen, politidirektør, Midt- og Vestjyllands PolitiVi skal både sagsbehandle, være synlig på gader og stræder, samarbejde med kommune og skoler og møde de unge i en skaterpark, hvis det er relevant.
Hvornår, det alt sammen er på plads, er endnu for tidligt at sige noget om, men hurtigst muligt, lyder det fra politidirektøren.
- Der er politi til stede i Struer i dag, når der kommer patruljer fra Holstebro, og det, der bliver anderledes, er, at vi fysisk får en enhed i Struer, siger Helle Kyndesen:
- Jeg både forventer og håber, at borgerne i kommunen vil opleve et mere synligt politi end i dag og et politi, der har lettere ved at følge med i, hvad der foregår i Struer Kommune.
Vil gøre en forskel
Der er ifølge politidirektøren forskel på at have sin daglige gang et sted og at komme der som patrulje.
Hvordan tiden skal fordeles mellem eksempelvis patruljering og sagsbehandling, kan Helle Kyndesen ikke sætte timer på.
- Der vil løbende være vurderinger af opgaver og udfordringer, men vi vil kunne gøre rigtig meget og gøre en forskel for borgerne i Struer, siger politidirektøren:
- Vi skal både sagsbehandle, være synlig på gader og stræder, samarbejde med kommune og skoler og møde de unge i en skaterpark, hvis det er relevant.
De nye folk i Struer skal være nærbetjente på en måde, som passer til samfundet i dag.
- Det betyder noget, at der er nogle, som kigger på vores sager lokalt, og den viden kan også bruges i det forebyggende arbejde, siger Helle Kyndesen.