Annonce
Ugeavisen Struer

Skøre knogler er ingen hindring

Dorthe Witrh fortæller om knogleskørhed ved et arrangement i Folkets Hus i Struer. PR-billede
Osteoporoseforeningen Lokalafdeling Midtjylland holder foredrag med øvelser i Folkets Hus i Struer tirsdag den 25. februar.
Annonce

STRUER: Knogler har godt af at blive belastet. Også de skøre.

- Har man ikke haft brud, er der derfor ikke nogen grund til at lægge begrænsninger på sine fysiske udfoldelser, fortæller Osteoporoseforeningens fysioterapeut Dorte With, når Osteoporoseforeningen Lokalafdeling Midtjylland holder foredrag med øvelser I Struer tirsdag den 25. februar.

Ny forskning viser, at det er unødvendigt at lægge begrænsninger på sin fysiske aktivitet, hvis man har knogleskørhed og ikke har haft brud eller sammenfald.

- Knogler har godt af at blive belastet, og kroppen har kun godt af at blive brugt – også når man har knogleskørhed. Så man skal bare træne alt det, man kan. Og man skal træne varieret og vægtbærende med mange retningsskift, høj intensitet og huske styrketræningen. Hovedreglen er, at det, man kunne i går, det kan man også i dag. Altså forudsat, at man ikke har haft brud, pointerer Dorte With fysioterapeut og master i Sundhedspædagogik og Sundhedsfremme og medlem af Osteoporoseforeningens forskningsudvalg.

Annonce

Genfind trygheden

Har man haft et osteoporotisk brud, er det stadig vigtigt at styrke kroppen og holde sig i gang, men mange bliver bange for at gøre noget forkert, og nogen har desuden smerter efter sammenfald i rygsøjlen. Det handler om at finde ud af, hvor meget man kan tåle og stille og roligt at komme i gang igen, så man atter bliver tryg ved at bevæge sig.

- Også på dette område har retningslinjerne ændret sig. I modsætning til tidligere anbefaler vi for eksempel i dag patienter med sammenfald i rygsøjlen at lave let mobilisering tidligt i forløbet, så man får aktiveret musklerne. Men det skal foregå stille og roligt og man må ikke gå til yderposition. Man skal dreje let fra side til side, skyde ryg og svaje en smule - og mærke godt efter, at man ikke presser kroppen unødigt, siger Dorte With.

Hør mere på mødet i Folkets Hus tirsdag den 25. februar kl. 17 -19.15. Tilmelding senest fem dage før til tlf. Lene 6133 1803 eller tlf. Lisbeth 2142 0969 - gerne SMS.

Entré 40 kr. for medlemmer, samt 60 kr. for øvrige inkl. traktement.

Annonce

Lidt fakta om knogleskørhed

550.000 danskere har ifølge WHO og Sundhedsstyrelsen knogleskørhed, som blev klassificeret som folkesygdom i 2002.

Knogleskørhed skønnes at ramme hver 3. kvinde og hver 8. mand over 50 år.

Sygdommen har ingen synlige ydre tegn, men svækker knoglerne indefra. Resultatet er "porøse" og svage knogler.

Ubehandlet knogleskørhed øger markant risikoen for brud på fx rygrad, hofte, underarm, lårben og håndled. Har man først fået et brud på grund af knogleskørhed, er der markant øget risiko for at få endnu et brud inden for et år.

Halvdelen af alle brud som følge af knogleskørhed kan undgås ved medicinsk forebyggelse.

Manglende diagnosticering og behandling kan ikke alene have alvorlige invaliderende konsekvenser for den, der er ramt af sygdommen, men koster også samfundet mange penge. Knogleskørhed og dens følgevirkninger - som for eksempel behandling af brud, genoptræning, behov for pleje i hjemmet eller henvisning til plejehjem - kostede alene i 2011 det danske samfund 11,6 milliarder kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce