Annonce
Ugeavisen Struer

Struer Energi Park skyder sæsonen i gang med gratis tophåndbold

Centerchef Peder Pedersen er i den grad klar til den nye sæson, som sættes i gang lige om lidt. Privatfoto
Om ganske få uger kan foreningslivet igen begynde at boltre sig i Struer Energi Park, som indleder sæsonen med lidt af en håndboldkamp
Annonce

Struer: Nu varer det ikke længe, før der igen er godt med aktivitet i Struer Energi Park.

Det oplyser centerchef Peder Pedersen, som kan berette, at foreningslivet starter op i uge 33, som begynder med mandag 10. august.

Håndbolde vil dermed igen kunne kastes, fjerbolde slås over nettet, og svømmetag tages i vandet for bare at nævnte et par eksempler.


Der var knald på i to haller og på sportspladsen.

Peder Pedersen, centerchef, Struer Energi Park


Traditionen tro indleder gymnastikken sæsonen lidt senere, men kan man ikke vente så længe på sport i rammerne af Struer Energi Park, er der også råd for det.

- Vi tyvstarter 8. august med tophåndbold, hvor TTH Holstebro spiller mod Mors-Thy, fortæller Peder Pedersen.

Der er tale om en træningskamp, som er gratis at overvære, forklarer centerchefen, som må lukke cirka 300 publikummer ind til opgøret.

- Vi har snakket med politiet om setuppet, og folk kommer til at sidde på hvert andet stolesæde forskudt mellem rækkerne, siger Peder Pedersen:

- Alle gæster vil blive guidet ind til deres pladser, og så håber vi bare på en rigtig god dag, og at TTH Holstebro får en sejr i hus i Struer Energi Park.

Annonce

Børnene elskede det

Der er aftalt endnu en håndboldkamp med TTH Holstebro i Struer - en kamp, der formentlig vil blive afviklet til januar.

Den nye sæson i Struer Energi Park vil blive skudt i gang så normalt, som situationen nu en gang tillader det og dermed i fuld respekt for de aktuelle corona-regler.

Alle forholdsregler tages - ellers er alt som før, lyder det fra Peder Pedersen, der blandt andet har regnet på, hvor mange der må være i de forskellige rum.

Alt har dog ikke ligget stille hidtil. I den forgangne uge var i alt 82 børn fra Struer Kommune tilmeldt det, der hedder Pulsskolen.

- Der var knald på i to haller og på sportspladsen, fortæller Peder Pedersen, som kort forklarer, at Pulsskolen er et tilbud om at komme og prøve forskellige idrætsgrene.

- Børnene elskede det, og det blev gennemført topprofessionelt, så vi håber, det vender tilbage, siger centerchefen, som nu altså for alvor kan gå i gang med forberedelserne til sæsonstarten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce