Struer: Elevgrundlaget i gymnasiets naturlige optageområde bliver mindre og mindre, og grundtilskuddene modsvarer ikke gymnasiets brede uddannelsesudbud.
Således lyder udfordringen for Struer Statsgymnasium i dagsordenteksten til politikerne i byrådet i Struer, som holdt møde tirsdag.
For at modvirke denne demografiske udfordring arbejder gymnasiet på en kapacitetsudvidelse af dets kostskole, hvis elevantal siden etableringen har været stigende.
Dette skyldes primært vækst i Struer Statsgymnasiums internationale uddannelse også kaldet IB-uddannelsen.
Mads Brinkmann Pedersen, rektor, Struer StatsgymnasiumVi får brug for hver eneste af de pladser, vi kan udvide med, for vi er i en gænge, hvor vi har udviklet et stærkt koncept og nogle gode værdier for kostskolen.
Struer Statsgymnasium har siden 2015 samlet set investeret 3,2 millioner kroner i kapacitetsudvidelse af kostskolen, som nu skulle være blandt de største i Danmark.
Disse investeringer har ifølge dagsordenen til politikerne påvirket driften, som de seneste år har vist negative resultater.
Struer Statsgymnasium har derfor bedt Struer Kommune om assistance i forhold til at afhjælpe et akut behov for endnu en udvidelse af kostskolen inden skoleåret 2021-22.
Dette for at kunne undgå at skulle afvise velkvalificerede ansøgere, lyder det til kommunen.
Det er godt set
Ansøgningen fra Struer Statsgymnasium går på et tilskud til et konkret projekt, der beløber sig i cirka tre millioner kroner til erhvervelse af ejendom samt nødvendig istandsættelse.
Dette vil kunne øge kostskolens kapacitet med 12 værelser og ifølge gymnasiet selv sikre skolen i årene frem.
Struer Kommune blev spurgt om at lægge en million kroner til projektet, hvilket byrådet nikkede til.
- Det er rigtig fornuftigt og godt set af gymnasiet, siger formand for børne- og uddannelsesudvalget Peter Vestergaard (R), som også har plads i Struer Statsgymnasiums bestyrelse.
Rektor Mads Brinkmann Pedersen forklarer vigtigheden af udvidelsen med følgende:
- Vi får brug for hver eneste af de pladser, vi kan udvide med, for vi er i en gænge, hvor vi har udviklet et stærkt koncept og nogle gode værdier for kostskolen.
Mads Brinkmann Pedersen kan endnu ikke afsløre, hvad det er for en bygning, gymnasiet har kig på, andet end at den er at finde i nærområdet.