Annonce
Ugeavisen Struer

Simmi dyrker blå kartofler og lilla bønner - nu har hun brug for din hjælp

Simina Nielsen skabte sit eget job, da det var svært at finde et. Det har nu resulteret i en crowdfunding-kampagne, så hun kan udvide sit grøntsagsfirma. Foto: Morten Stricker
Struer har fået sit eget crowdfunding-site, hvor du som privatperson kan støtte forskellige projekter i kommunen. Blandt andet grøntsagsentusiasten Siminas ønske om et drivhus.

Jegindø: Simina Nielsen træder ud af varevognen, der bærer teksten "Den grønne mark", og går hjemmevant ind på marken ved siden af den store lade.

Fortæller, at de høje planter faktisk er jordskokker, der snart er klar til at komme ud til restauranterne og privathjemmene, der udgør Simina Nielsens kunder. Så går hun ud midt på marken.

- Det er her, det skal stå, siger hun med tilfredshed i stemmen.

Annonce

"Det" er et stort drivhus, som Simina Nielsen, der bedre er kendt bare som Simmi, har store drømme om at kunne opføre på marken nær hendes eget hjem på Jegindø. Med et drivhus vil hun kunne dyrke endnu flere grøntsager, og også nogle af den slags, som kræver lidt mere varme, som for eksempel tomater.

Men et sådant drivhus koster i omegnen af 80.000 kroner, og den slags penge har Simmi ikke lige på lommen. Derfor blev hun glad, da hun blev kontaktet af folk, som hun havde været på iværksætterkursus hos, og fik at vide, at Struer snart fik sin egen crowdfunding-platform.

Virkelig mange jordbær

"Simmi - Den grønne mark" hedder Simmis firma, der åbnede for otte år siden. Og det hele startede med jordbær. Masser og masser af jordbær. Dengang var det 13 år siden, Simmi kom til Danmark fra hendes hjemland Rumænien, og det med at få et job var ikke nemt.

- Jeg havde afsluttet min uddannelse som kontorassistent, og jeg søgte masser af job, men der var ikke noget at få, forklarer Simmi.

Der er allerede nogle, der har støttet Simmis crowdfunding-projekt med nogle penge. - Det er meget spændende, siger hun. Foto: Morten Stricker

For at fordrive tiden plantede hun jordbær i lange rækker bag huset på Jegindø, som hun deler med sin mand. Og da de rækker var plantede, lånte hun jord hos nogle venner, så hun kunne plante endnu flere. Simmi kunne godt lide at have fingrene i jorden og pleje de små planter, og hjemme i Rumænien havde hun studeret jordbrug, som nu kom hende til gavn.

Men resultatet var - ikke overraskende - virkelig mange jordbær.

Jeg hader sprøjtemidler, og jeg vil ikke bruge det overhovedet.

Simina "Simmi" Nielsen

- "Hvad skal jeg med så mange jordbær", kan jeg huske, at jeg tænkte. Og jeg prøvede endda at spise alle dem, jeg kunne, men der var stadig masser af jordbær, husker Simmi i dag og griner.

Resultatet blev en lille vejbod, hvor hun solgte dem til forbikørende. Med stor succes. Lidt efter lidt udvidede hun med forskellige grøntsager, og særligt hendes blå og røde kartofler blev en succes hos den lokale kro, Tambohus Kro, der begyndte at bruge de blå kartofler til blå chips.

I dag koncentrerer Simmi sin produktion omkring specielle grøntsager, som de farverige kartofler, grønne og lilla bønner, jordskokker og jordbær. Alle råvarer med forskellige antioxidanter, for Simmi går op i sundhed.

Og så er de alle fra usprøjtet jord.

- Jeg hader sprøjtemidler, og jeg vil ikke bruge det overhovedet, siger hun bestemt.

Efterhånden fik både private og restauranter øjnene op for Simmis produktion, og i dag er hun blandt andet fast leverandør til restauranten Agger Darling i Thy og Tambohus Kro, foruden mange private.

Struer Crowdfunding

Struer Crowdfunding er et partnerskab mellem flere forskellige firmaer, eksempelvis Apollon, Struer Kommune, Startvækst Struer og Hvidbjerg Bank.

Med platformen kan projekter forsøge at rejse kapital uden betaling, og samtidig få rådgivning, vejledning og ekstra markedsføring undervejs gratis.

Struer Crowdfunding åbnede den 14. september, og Simmis projekt er et af i alt tre, der indtil videre kan støttes via platformen.

Hun er gået fra at have sin egen mark til i dag at have spredt sin produktion ud på omkring en halv hektar jord, hvoraf intet af det er sprøjtet. I alt tre forskellige steder på Jegindø har hun grøntsager i jorden, foruden en stor produktion af aroniabær i baghaven, som man kan plukke fra.

- Jeg har faktisk aldrig rigtigt gjort reklame. Det er mest mund-til-mund-metoden, der har været i brug, siger Simmi.

Og nu er hun altså nået dertil, hvor restauranterne og de andre kunder efterspørger flere grøntsager og flere varer, men hvor Simmi ikke kan følge med efterspørgslen. Hun mangler simpelthen plads.

- Derfor er det min store drøm at få drivhuset, så jeg kan dyrke flere grøntsager uden sprøjtemidler, fastslår hun.

Annonce

Fuldtid med grøntsager

Den 14. september lancerede Struer Kommune sammen med flere andre initiativtagere sin helt egen crowdfunding-platform i samarbejde med det danske crowdfunding-site Boomerang.

Men hvad er crowdfunding egentlig? Det er fremtidens finansiering, er der nogle, der mener. Løseligt oversat betyder crowdfunding "finansieret af folket", og nærmere bestemt er crowdfunding en mulighed for nye iværksættere at skaffe kapital til deres projekter eller produkter uden at gældsætte sig selv. På en crowdfunding-platform kan man præsentere sit projekt, forklare hvad man skal bruge penge til, og så kan privatpersoner ude på den anden side af skærmen vælge at donere til projektet, hvis de gerne vil støtte det. Samtidig kan det give iværksætterne en idé om, hvorvidt der er et marked for deres projekt.

Simmi bruger ingen kunstig gødning eller sprøjtemidler i sine afgrøder - det er et vigtigt princip for hende. Foto: Morten Stricker

Et af de første konkrete eksempler på crowdfunding stammer fra 1997, hvor fans af det engelske rockband, Marillion, sammenlagt donerede omkring 60.000 dollars for at bandet kunne tage på turné i USA. Tre år senere åbnede ArtistShare, hvis formål var at give artister og bands muligheden for at crowdfunde tournéer og albumindspilninger gennem donationer, så de ikke var afhængige af et pladeselskab.

Med crowdfunding får en iværksætter kort sagt muligheden for at gå udenom de traditionelle lånemuligheder i eksempelvis banker, men stadig få rejst kapital til at sætte gang i en produktion.

Som Simmi, der gerne vil have et drivhus. Opnår hun det, vil hun formentlig snart kunne opfylde et af sine helt store drømme: At gå fuldtid med sine grøntsager. Lige nu er "Den grønne mark" en blanding af en hobby og et deltidsjob, som Simmi har haft ved siden af diverse job som for eksempel at gøre rent på den lokale skole.

- Jeg håber, at jeg en dag kan blive selvstændig, for det er også hårdt at køre to job, siger Simmi.

Især når hun selv har fingrene i jorden på alle hektarerne. I firmaet er der nemlig kun Simmi og ingen hjælpere, så alene der er der tale om mere end en fuldtidsstilling med såning, pasning og høstning.

- Det ville være så fedt at kunne bestemme mere over min egen tid, og for alvor hellige mig grøntsagerne, siger Simmi.

Fire forskellige slags crowdfunding

Der findes flere forskellige udgaver af crowdfunding.

1. Donations-crowdfunding: Den du kender fra sportsklubben, Facebook og landsindsamlinger.

2. Rewardbaseret crowdfunding: Kan bruges af eksempelvis iværksættere, virksomheder og NGO'er. Her støtter "folket", altså dit crowd, dit projektet med et beløb og får en "reward" i form af dit færdige produkt retur.

3. Låne-crowdfunding: Her yder dit crowd dit lån. Det skal betales tilbage af dig i form af renter og afdrag, ligesom i banken. I stedet for at der er én låntager, i form af en bank, er risikoen blevet spredt i form af mange låntagere.

4. Investerings-crowdfunding: Her investerer du dine penge i unoterede danske aktier.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Vær visionær og drop sognerådspolitikken

Annonce
Annonce
Ugeavisen Struer

Mads har vundet guld i noget, vi alle har gjort på et værtshus

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Ti år som borgmester: Familielivet har fungeret - takket være min kone

Ugeavisen Struer

Ausumgaard kunne melde udsolgt på en måned

Ugeavisen Struer

Taiyo skal være model, mens mor kæmper for et ordentligt liv for ham og hans venner

Ugeavisen Struer

Besked fra konen: Så plant da den æbleplantage

Ugeavisen Struer

Til Milles fødselsdag kommer sandheden frem

Ugeavisen Struer

Johanne droppede ud af gymnasiet og gik i butikslære: Nu har hun fået en pris

Ugeavisen Struer

Skytte vandt hele fem guldmedaljer ved én turnering

Ugeavisen Struer

Oplev nedtonede versioner af Peter Sommers sange

Ugeavisen Struer

Når ny udstilling åbner, bliver det med masser af indslag

Ugeavisen Struer

Hør om biologien bag sundhed og trivsel

Ugeavisen Struer

Nye embedsmænd i broderlogen

Ugeavisen Struer

Tv-dommer kommer til Thyholm

Ugeavisen Struer

Test og vaccination i samme ramme: Bliv stukket i gågaden

Ugeavisen Struer

Sogneaften om allehelgen og halloween

Ugeavisen Struer

En by med midterskilning

Ugeavisen Struer

Golf reddede Jeanettes liv: - På golfbanen er der ikke nogen der kan se, at du er skør i bolden

Ugeavisen Struer

Minister klipper den røde snor ved ny nærpolitistation

Ugeavisen Struer

Åbner selvbetjening: Køb blomster og gaver hver dag året rundt

Ugeavisen Struer

Hør kunstnere introducere deres egen kunst

Ugeavisen Struer

Forsangeren fra Carpark North giver solokoncert

Ugeavisen Struer

Se på fugle hos bilforhandleren

Annonce