Annonce
Ugeavisen Struer

Tænk at en pandemi skulle rasere, før vi indså, hvor taknemmelige vi bør være

Sofie går i 3.g på Struer Statsgymnasium. Foto: Johan Gadegaard.
- For hvor er jeg dog taknemmelig for at skulle stå tidligt op, iføre mig præsentabelt tøj og være til stede, både fysisk og mentalt, skriver gymnasieelev Sofie Engsig i sin klumme.

Struer: 72 dage.

Så mange dage er der gået med hjemmeundervisning. Men for nogle dage siden havde jeg min første rigtige skoledag på gymnasiet.

Og som med alle andre første skoledage var starten fyldt med sommerfugle i maven, smil på læben og så lige med en negativ coronatest i hånden.

Annonce

Udsigterne til denne dag har været lange, og håbet om, at vi kunne komme i skole igen, blev som vinterdagene gik, hvisket ud. Den ene dag med hjemmeundervisning i nattøj og med nattens spor i øjnene tog den anden, og som dagene gik, nærmede vi os vores udløbsdato som gymnasieelever.

For som med alt andet her i livet, så varer den tid, vi har lige nu, ikke ved. Mange vil sikkert ånde lettet op ved disse ord og tænke på en fremtid, som ikke er domineret af corona. Men som afgangselev ånder jeg ikke lettet op. Tværtimod.

For mens vi blot har siddet hjemme foran skærmen og set til, forsvandt en del af vores sidste måneder som gymnasieelever. En tid, som omtales som værende en af de fedeste i manges liv.

Men helt ærligt, så kunne jeg komme på en del federe ting end at sidde dagen lang med øjnene plantet på skærmen, mens motivationen i takt med sneen dalede ned. Følelsen af at træde vande og konstant kæmpe for at holde hovedet oven vande har været altoverskyggende.

Derfor er det også med taknemmelige ord, at jeg skriver dette. For hvor er jeg dog taknemmelig for at skulle stå tidligt op, iføre mig præsentabelt tøj og være til stede, både fysisk og mentalt.

Ikke frygt udløbsdatoen

Men da jeg for nogle dage siden mødte ind til min første skoledag, slog det mig, at jeg aldrig før har set så meget frem til at kunne komme i skole. Noget, som jeg tidligere blot har taget for givet og set som en byrde.

Derfor ramte det mig, hvordan utaknemmeligheden førhen har domineret. Men nu er det - som alt andet i denne verden - anderledes. Nu blomstrer taknemmeligheden frem fra selv de hårdeste facader, og der er ingen tvivl om, at vi har lidt afsavn. Et afsavn, der fik os til at indse, hvor heldige vi egentlig er.


Så måske bør vi i virkeligheden ikke frygte udløbsdatoen men derimod værdsætte de uendelige muligheder, som hverdagen normalvis rummer.

Sofie Engsig, gymnasieelev


Men der er noget, som undrer mig. For tænk at en pandemi skulle rasere, før vi indså, hvor taknemmelige vi bør være for det, vi har. Så måske bør vi i virkeligheden ikke frygte udløbsdatoen men derimod værdsætte de uendelige muligheder, som hverdagen normalvis rummer.

Selvom vi lige nu ikke just befinder os i positivitetens mekka, så er der nogle positive ting, som vi kan tage med os. Pandemien har lært os at værdsætte ting, som vi før tog for givet og lært os at være taknemmelige - både overfor hinanden, vores dagligdag og selve livet.

Så det kan godt være, at pandemien har frarøvet mig kostbar tid som gymnasieelev, men til gengæld har den givet mig et nyt og langt mere taknemmeligt perspektiv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

De forsvundne kulturhuse

Annonce