Annonce
Ugeavisen Struer

Ugens ord: Det anderledes lys

Inger Bettina Franch, sognepræst i Struer Kirke. Pressebillede
Langt de fleste af os har lyst til at gøre det godt – til at gøre livet godt
Annonce

Struer: Der er nogle dage, hvor lyset ser anderledes ud – er anderledes.

Ikke fremmed, for vi får det at se af og til, men anderledes.

Det er som om, at det er klarere, mere himmelopfyldende og mere sprødt.

Det anderledes lys giver skyerne den klareste hvide farve og et omrids, som står så skarpt og lysende, at det er umuligt at beskrive ud fra andet end erfaringen selv.

De dage er det som om, luften indeholder mere ilt. Det er som om, at temperaturen ikke er målbar. Det er hverken for koldt eller for varmt – det er bare luft, som den gør os allerbedst.

På de dage lufter det lige tilpas. Det lufter, så alt er i bevægelse, men uden at det sådan rigtigt blæser. Det lufter, så ingen behøver at søge ly, men så alt alligevel friskes.

Det, der skal rotere, roterer. Det, der skal flyttes rundt til andre steder, flyttes, og det, der skal blive, bliver.

Disse dage kan forekomme hele året rundt. De kan forekomme, hvad enten det er efterår, vinter, forår eller sommer.

Annonce

Mod og energi

Og ja, det siger sig selv, at de jo må være forskellige, om de viser sig i april eller i august, men der er noget ved lyset, som er det samme.

Det helt klare lys, som fylder lunger og syn og sjæl helt op. Man får lyst til at gøre noget. Udrette noget. Måske endda korrigere noget, som man på et tidspunkt har gjort forkert.

Man får mod og energi og - hvis man er heldig - også mulighed.

Det er som om, at vi, på de dage, hvor lyset rammer os på helt særlig vis, indbydes til noget, der er lige så særligt som forekomsten af lige præcis disse dage.

Og nogle af disse dage holder lyset sin styrke, så vi rent faktisk har tid til at gøre. Andre dage forsvinder det – lyset – så ganske pludseligt, som det kom.

Langt de fleste af os har lyst til at gøre det godt – til at gøre livet godt. Og det kan jo lyde beskedent, blot at ville gøre livet godt, men det er en mægtig opgave.

Det er et umådelig stort mål at sætte sig, sådan at ville gøre det godt i livet. For det gode er både stort og svært. Så det kræver det hele af os.

Det kræver mod og mulighed. Det kræver ilt i luften og lys til at se.

Tak for de dage – vi har brug for dem!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce