Annonce
Ugeavisen Struer

Ugens ord: Kirkeklokker

Ugens ord, som denne gang handler om kirkeklokker, kommer fra sognepræst i Hjerm Jonas Serner-Pedersen. Privatfoto
Annonce

Hjerm: Jeg har en ven. Han hedder Andreas. Og Andreas ved, hvad der er godt her i livet.

Derfor kommer han selvfølgelig til Pizzagudstjeneste i Hjerm.

For her ved han, at præsten taler med en imponerende dybde og indsigt - og nå ja, så er der pizzaer og ikke mindst glade sange. Her er der glæde!

Lige pludselig begyndte kirkeklokkerne at bimle og bamle midt i det hele. Kirkeklokkerne er altid stemningsgivende, men det var nu alligevel en sjov timing.

Det viste sig, at Andreas havde fået fingre i graverens fjernbetjening til klokkerne. Og så skulle der ellers ringes.

Og det er jo klart. For andre skal selvfølgelig også vide, at der er pizzagudstjeneste.

Nok var vi mange, men der var plads til endnu flere. Og den bedste måde at tilkalde flere på er selvfølgelig ved at ringe med klokkerne.

"Lyt, når jeg lyder, jeg kalder jer til livets glæde".

Sådan står der indgraveret på Hjerm Vestre Kirkes klokker. "Lyt, når jeg lyder, jeg kalder jer til livets glæde". Det er da ikke det værste at blive kaldet til. "Livets glæde".

Og klokkerne lyder for dig og for mig. Jesus, Kirkens Herre, er lige som Andreas: Han bimler og bamler med dem i tide og utide. "Lyt, når jeg lyder, jeg kalder jer til livets glæde", lyder kaldet.

Nogle gange kan man næsten synes, han afbryder livet. Det er ikke altid, det passer ind i vore planer. Men klokkerne lyder alligevel "Jeg kalder jer til livets glæde".

Det er ikke livets irettesættelse eller livets alvor eller livets dårlige samvittighed eller livets pligter eller livets stress. Nej, de kalder os - han kalder os - til livets glæde!

For hos Jesus er der glæde og frihed. Midt i smerten og savnet. Midt i livets nederlag og storme. Midt i en verdensomspændende pandemi. Midt i bekymringer. Der kalder han os ind i livets glæde. For glæde, det er, hvad man finder hos Jesus.

Glædelig sommer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce