Annonce
Ugeavisen Struer

Ugens ord: Når vi mødes

- Ja, der er meget, der er anderledes, og meget vi må tænke på. Men vi er her, og vi er her sammen, og vi mødes. Gudskelov for det, skriver sognepræst Bettina Nørkjær Franch blandt andet i sin klumme. Privatfoto
Bettina Nørkjær Franch, der er sognepræst i Struer Kirke, har i denne omgang skrevet "Ugens ord".
Annonce

Struer: Det er pludselig ikke længere en selvfølge, at vi kan mødes med dem, vi ønsker at mødes med. Eller pludseligt er det måske ikke.

Vi har måttet vænne os til nye tider i det meste af det år, som er ved at lakke mod enden. Men pludselig kan det gå op for os, at også denne begivenhed skal aflyses, eller denne begivenhed laves om. Det går op for os igen og igen, fordi vi bliver ved med at blive konfronteret med et "plejer", som ikke længere er der. Traditioner, som brydes og sædvaner, som ændres.

På allehelgensaften den 1. november mødtes vi i Struer, "som vi plejer" at gøre det. Men det var ikke, "som det plejer" at være.

For de mennesker, som mødtes i en kirke funklende af hundredvis af levende lys, var tiden ny og anderledes. Det var den, fordi alle, der samledes den aften, måtte sidde der uden ham eller hende, som sidste år ved denne tid endnu var her. Det kan være en hård aften.


Nej, vi kunne ikke synge sammen, men vi kunne lytte til de stemmer, som bar sangen for os. Vi kunne se hinanden i øjnene og vide, at vi gør alt, hvad vi hver især kan for at passe godt på hinanden.

Bettina Nørkjær Franch, sognepræst


Og som om det ikke var nok, så kan vi heller ikke sidde skulder ved skulder, som vi plejer at kunne det. Vi kan ikke give hinanden et håndtryk, selvom vi inderligt gerne vil. Vi kan ikke engang synge sammen, når vi er 230 mennesker samlet i Struer Kirke.

Annonce

Sammen om alt det nye

Der er meget, som ikke er, som det plejer at være. Men den aften var der noget andet. Noget smukt, noget særligt, noget inderligt menneskeligt. For vi var sammen om alt det nye. Både den nye tid uden ham eller hende, som vi hver især mindes den aften. Og vi var sammen om den nye måde at være sammen på.

Nej, vi kunne ikke synge sammen, men vi kunne lytte til de stemmer, som bar sangen for os. Vi kunne se hinanden i øjnene og vide, at vi gør alt, hvad vi hver især kan, for at passe godt på hinanden. Vi kunne se hinandens lys blive båret ud på kirkegården og stillet på vores kæres grave.

Ja, der er meget, der er anderledes, og meget vi må tænke på. Men vi er her, og vi er her sammen, og vi mødes. Gudskelov for det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce