Annonce
Ugeavisen Struer

Unge for Ligeværd holder åbent hus og håber på flere medlemmer

Formand Simon Palm Madsen håber, at flere vil være med i UFL Vestjylland. Foto: A.P. Christensen
Hver mandag aften mødes medlemmer af UFL Vestjylland til hyggeligt samvær og aktiviteter af forskellig art i klublokalerne i Aktivitetscenter Struer. Foreningen håber, at flere vil være med i fællesskabet
Annonce

STRUER: Lige nu er der omkring 70 medlemmer i UFL Vestjylland - en lokal afdeling af landsforeningen Unge for Ligeværd - men klubben vil gerne have flere med i fællesskabet og holder derfor et åbent hus-arrangement mandag den 25. november.

- Jeg oplever ofte, at kendskabet til UFL Vestjylland næsten er ikke-eksisterende, når jeg fortæller om klubben. Vi har nok heller ikke gjort det helt store for at gøre opmærksom på os selv, så derfor holder vi nu et arrangement, hvor alle interesserede kan kigge forbi på en almindelig klubaften, og så håber vi da, at flere har lyst til at være med i fællesskabet, siger 30-årige Simon Palm Madsen, der har været en del af UFL Vestjylland i fire år - og formand for klubben de seneste to år.

Unge for Ligeværd er en landsdækkende forening med 24 klubber og cirka 1100 medlemmer over 18 år. UFL er en forening, der arbejder for ligeværdige vilkår for alle unge med særlige behov, som er begrundet i sociale, boglige, indlærings- og funktionsmæssige vanskeligheder. Og landsforeningen blev etableret for præcis 50 år siden.

- Vi dækker det vestjyske område - fra Herning, Lemvig, Holstebro og Struer til et stykke op på Thy, forklarer formanden.

Målgruppen er unge over 18 år, og alle har i forskellig grad og af forskellige årsager problemer med hukommelse og koncentration, taber tråden og mister overblikket, har problemer i sociale relationer og med at få nye venskaber. De har også det tilfælles, at de har brug for særligt tilrettelagte undervisning, særlig støtte i egen bolig og beskæftigelse – hjælp til at få et indholdsrigt liv. Rigtig mange af disse børn og unge har haft deres skolegang i specialskoler, specialklasser eller i et andet særligt tilrettelagt undervisningsforløb.

- På den måde er UFL Vestjylland er klub for unge med specielle udfordringer, men vi oplever et trygt fællesskab og et frirum, hvor vi bare kan hygge os, have det sjovt med hinanden og lave forskellige aktiviteter uden at skulle tænke på, at vi er lidt anderledes end de fleste, siger Simon Palm Madsen.

Klubaftenerne præges af det gode humør og fællesskabet. Foto: A.P. Christensen
Annonce

Bliver altid i godt humør

I 1969 stiftede Inger Agnete Grenness det, der dengang hed Landsforeningen til støtte for sent udviklede og som senere blev til hovedforeningen Ligeværd, mens Unge for Ligeværd blev stiftet i 1990 som en afdeling af landsforeningen og blev en selvstændig forening i 1999.

Baggrunden for etableringen af landsforeningen var, at Inger Agnete Grenness havde en søster med særlige behov, der aldrig fandt et sted at passe ind og kunne udfolde sine evner.

- Der er da mange i målgruppen, som bare sidder derhjemme og spiller computer eller ser TV. Det gjorde jeg også selv indtil for fire år siden, hvor en kammerat fik mig med i UFL. Som alle andre nye medlemmer fik jeg en god velkomst og blev hurtigt en del af fællesskabet, siger Simon Palm Madsen.

Til daglig arbejder han i et fleksjob i SuperBrugsen i Vinderup og bor sammen med sin kæreste, der også er med i UFL Vestjylland i Holstebro.

Som nævnt er der klubaften i UFL Vestjylland hver mandag aften i kælderen på Aktivitetscenter Struer. Der er lagt et program, som rækker tre måneder frem, så man kan følge med i, hvad der skal ske på klubaftenerne.

- Vi kan have en film på programmet eller nogle spil, og andre gange er vi på besøg forskellige steder. Det vigtigste er dog fællesskabet og hyggen, mener formanden.

Til hver klubaften kommer der også en gruppe vejledere - frivillige, der hjælper med nogle praktiske ting, men også kan støtte op, hvis der skulle opstå problemer.

- Jeg har en søn, der har været med i klubben i syv år, og jeg blev vejleder for fire år siden. Og det er helt fantastisk at opleve de søde unge mennesker, der uanset de individuelle udfordringer har det rigtig godt i klubben og får etableret et vigtigt socialt netværk. Det er også helt imponerende at opleve, hvordan nye medlemmer åbner sig op efter ganske kort tid i klubben og deltager i den snak, der følger med fællesskabet, siger Tina Vendelboe, der bor i nærheden af Hurup.

- Vi har også brug for lidt flere vejledere, og for mit vedkommende er det et stykke frivilligt arbejde, der virkelig får mig i godt humør hver eneste gang, siger hun.

- Hovedparten af de nuværende medlemmer er over 30 år, så vi vil rigtig gerne have flere af de lidt yngre med. Vi håber, at vi blandt andet med dette indslag i avisen kan skubbe lidt til målgruppen, kontaktpersoner og familie, så man får lyst til at komme til åbent-hus-arrangementet. Og man er altid velkommen til at prøve at være med nogle gange, før man melder sig ind i UFL Vestjylland, understreger Simon Palm Madsen.

Der er forskellige aktiviteter i klubbens program - blandt andet forleden, hvor der var inviteret til film og popcorn. Foto: A.P. Christensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Børnefestival i Bulderby

Ugeavisen Struer

Grums i drikkevandet

Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce