Annonce
Ugeavisen Struer

Venskab, kærlighed og sandhed

Odd Fellow Struer har 82 medlemmer og mødes hver onsdag i bygningen på Vester Ringgade. Foto: A.P. Christensen
Det er vigtige grundbegreber i Odd Fellow Ordenen - også i Struer - og selv om det lyder noget højtideligt og måske er omgærdet af en del mystik, så er det også historien om et fællesskab, der støtter en lang række humanitære forhold både lokalt, nationalt og internationalt.
Annonce

STRUER: Odd Fellow Ordenen har mere end 200 års historie bag sig og er en verdensomspændende organisation, der både har et etisk og et humanitært sigte.

I Struer blev Broderloge nr. 63 Kilen stiftet 11. november 1934, og der er i dag 82 medlemmer eller brødre i denne loge, der holder til og har aktiviteter i Odd Fellow Bygningen på Vester Ringgade 2.

Selv om Odd Fellow Ordenen de senere år på forskellig vis - både lokalt og på landsplan - har åbnet op for den brede offentlighed og har informeret om organsationens formål og daglige virke, så eksisterer der stadig masser af fordomme om for eksempel optagelsesritualer og medlemsrekrutteringen.

Søger man information om Odd Fellow Ordenens formål på diverse hjemmesider, så kan man ikke undgå at bemærke nogle formuleringer, der er lidt højtidelige.

- For det første er det rigtigt, at Odd Fellow ikke er en forening, som man bare lige kan melde sig ind i. I stedet skal man bringes i forslag af et eksisterende medlem, og man skal kunne se sig selv i dette fællesskab med vores historik og grundprincipper, som vi stadig holder fast i og forsøger at forklare med lidt mere moderne udtryk, siger Heino Jensen, der har været en del af Broderlogen i Struer i en halv snes år.

Odd Fellow Ordenen ønsker og forventer af sine medlemmer, at de skal være aktive i to funktioner ved dels at arbejde indad med sig selv og dels at arbejde udad for medmennesket.

- Odd Fellow Ordenen bygger sit virke på medmenneskelighed og næstekærlighed ud fra dens lære om venskab, kærlighed og sandhed. Selv om verden har forandret sig gennem 200 år, så holder disse grundprincipper stadig. Det handler den ene del af fællesskabet om, men det handler altså også om kammeratskab og tid til samvær, fastslår Heino Jensen.

At der er en fast dresskode med hvid skjorte, mørk habit og sorte sko, hører også til fællesskabet.

- Det er et klart signal om, at vi alle er lige - uanset hvad vi beskæftiger os med i dagligdagen, påpeger Heino Jensen.

Broderloge nr. 63 Kilen

Broderloge nummer 63 Kilen er stiftet den 11. november af en række Struer-borgere som en loge under Den uafhængige Storloge for Kongeriget Danmark, I.O.O.F.

Logen startede i Østergade, men flyttede i 2000 til bygningen på Vester Ringgade, hvor også søsterloge nr. 32 Liljen har til huse.

Logen i Lemvig har i dag 82 brødre (medlemmer).

I Danmark er der i dag 107 broderloger og 93 søsterloger med et samlet medlemstal på omkring 12.000.

Den moderne Odd Fellow orden kan spores tilbage til 1819. En ung englænder var udvandet til Baltimore i USA, hvor der på det tidspunkt herskede megen sygdom, blandt andet pest. Borgerne var henvist til at klare sig selv eller finde hjælp hos hinanden. Dette berørte ham meget, og han gik i gang med at finde personer, der som ham selv havde været medlemmer af Odd Fellow Ordenen i England. Det lykkedes ham at stifte den første Odd Fellow-loge i USA.

Sammen med sine brødre fra logen indledte han et stort hjælpearbejde blandt de syge og fattige, og nød stor respekt og tillid i befolkningen. Ordenen fik tag i samfundet, og omkring 1830 var der oprettet over 100 loger i USA, udbredt til 12 stater.

Ordenens oprettelse i USA og dens succes førte med sig, at den i sin nye skikkelse kom tilbage til Europa ved instituering af en loge i Stuttgart i Tyskland, og den første danske loge blev stiftet 30. juni 1878. Den har sit hjemsted i Odd Fellow Palæet i København.

Ordenens ønsker og forventninger til medlemmerne er, at de skal være aktive i to funktioner. Det er at arbejde indad med sig selv, og at arbejde udad for vore medmennesker.

Kilde: www.oddfellow.dk

Annonce

Fast dagsorden for møderne

Broderlogen Kilen holder møde hver onsdag aften året rundt i logesalen i Odd Fellow Bygningen - dog afbrudt af en længere sommerpause og en pause omkring jul. Til disse møder er der en fast dagsorden, som i øvrigt er fælles for alle Odd Fellow-loger i Danmark.

- Mødet starter kl. 19, men dørene åbnes kl. 18 med tid til at "få snakket af". Den første del af mødet handler om det etiske sigte med fællesskabet og varer en times tid. Herefter spiser vi sammen og har tid til kammeratligt samvær, som vi kalder det. Jeg ser disse mødeaftener som friaftener uden mobiltelefoner og andre ting, der tager min opmærksomhed i dagligdagen. Jeg møder gode venner, men får også altid noget indhold med hjem til eftertanke, siger Heino Jensen.

I løbet af året får logen flere gange besøg af gæster udefra, der i forbindelse med spisningen fortæller om deres virke eller karriere.

Odd Fellow Ordenen støtter også humanitært arbejde, og det oprindelige formål var at besøge de syge, hjælpe de trængende, begrave de døde og opdrage de forældreløse. Det udadvendte og humanitære arbejde strækker sig i dag fra lokal hjælp til samfundets syge, gamle, ensomme eller svage til de store årlige donationer på flere millioner kroner til humanitære formål.

Odd Fellow Ordenens symbol og motto er kæden med de tre forbundne led, der udtrykker kravet om at vise venskab, kærlighed og sandhed i alle livets forhold. Og disse tre ord skal så omsættes til handling.

Annonce

Informationsaften for nye medlemmer

Mandag den 9. december inviterer Odd Fellow Struer til en informationsaften med det formål at optage nye medlemmer.

- Der er allerede tilmeldt tyve interesserede til denne aften, hvor vi fortæller om dagligdagen og historien om Odd Fellow, ligesom der er en rundvisning i logesalen, før vi slutter med fællesspisning. Og hvis man ikke er blevet inviteret af et nuværende medlem, så er man velkommen til at kontakte mig for at høre om mulighederne for at deltage, siger Heino Jensen, der jo i sit civile job er medejer af Huset Arthur i Struer.

Efter det mere højtidelige møde i logesalen samles medlemmerne til spisning og kammeratligt samvær. Foto: A.P. Christensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Børnefestival i Bulderby

Ugeavisen Struer

Grums i drikkevandet

Ugeavisen Struer

Det er ikke så ringe endda

Annonce