Annonce
Ugeavisen Struer

Verdensmesteren følte sig straks hjemme igen

Efter en kamp, der blev bokset i Horsens og en alt for lang kamppause på grund af coronapandemien, var det 617 dage siden, Dina Thorslund senest havde bokset i Struer Energi Park, da hun lørdag gik ind til sit titelforsvar mod serbiske Nina Radovanovic. Foto: Morten Stricker
Dina Thorslund forsvarede i sikker stil sin verdensmestertitel foran et reduceret, men energisk hjemmepublikum i Struer Energi Park.
Annonce

Struer: Endeligt, efter 455 dage uden kamp og hele 617 dage siden sin seneste kamp i Struer Energi Park, vendte bokseren Dina Thorslund lørdag aften hjem.

Hjem til de venner og naboer, hun elsker at bokse foran.

- Det er godt nok lang tid siden, men så snart jeg trådte ind i omklædningsrummet, føltes det som om, at jeg ikke havde forladt det. Jeg føler mig hjemme her og elsker at bokse her, fortæller Dina Thorslund.

Hjemmebane-fansene kunne dog ikke møde lige så talstærkt frem, som normalt grundet sundhedsmyndighedernes corona-restriktioner. Men Struer-bokseren nød hver og en, der var mødt frem.

- De var måske ikke så mange som tidligere, men det føltes som om, at de så havde sagt til sig selv, at så måtte de larme for dem, der ikke kunne være her. Jeg synes, jeg fik en helt fantastisk opbakning, siger Dina Thorslund.

Annonce

England venter

Og det var nok også meget godt igen at få givet hjemmepublikummet en kamp i Struer, for planen er, at bokserens næste kamp bliver på udebane.

Ikke udebane som kampen mod April Adams i Horsens, men rigtig udebane. I England mod 175 centimeter høje Rachel Ball.

- Det er ikke på plads, men vi er langt i forløbet. Nu er planen, at Dina skal deltage i TV2-programmet 'Korpset' i oktober, og så håber vi på en kamp i England til december, fortæller træner Thomas Madsen.

For 15. gang af lige så mange kampe i sin professionelle karriere kunne Dina Thorslund træde ud af ringen som vinder, selvom serbiske Nina Radovanovic fightede til det sidste. Foto: Morten Stricker

En modstander, der kan få julelys frem i øjnene på den 26-årige bokser, der selv måler 162 centimeter i højden.

- Jeg kender ikke så meget til hende, andet end at hun er høj og rødhåret, men jeg glæder mig til at prøve at bokse mod hende. Hun er meget mere min type end sådan en lille hurtig en som Radovanovic, som er en type, jeg bare hader at bokse imod, fortæller Dina Thorslund.

Annonce

Manglede knockoutet

Sejren over Nina Radovanovic var sjette gang i træk, at der skulle dommerstemmer til, før end Dina Thorslund har kunne hæve hænderne over hovedet i triumf.

Nina Radovanovic er som type ikke Dina Thorslunds kop te, yderst sejlivet og i det hele taget en meget bedre bokser, end det i virkeligheden var blevet fortalt i optakten til kampen. Ifølge træner Thomas Madsen formentlig i top tre over Dina Thorslunds hårdeste kampe nogensinde. Foto: Morten Stricker

Ikke siden sejren over ungarske Gabriella Mezei i marts 2017 har hun formået at slutte en kamp før tid. Lørdag aften var hun tæt på både i ottende omgang, hvor serberen var ude og hænge i tovene, og igen i niende, hvor Radovanovic vaklede træt rundt i ringen.

Men dødsstødet kom aldrig.

- Jeg synes, at kampen gik, som den skulle. Jeg vandt jo. Men jeg kunne også godt mærke, at det var lang tid, siden jeg senest har været i ringen. Mod slutningen blev jeg måske lidt doven og fik ikke gjort det færdigt, fordi jeg jo godt vidste, at sejren var hjemme, fortæller Dina Thorslund.

Man får ikke meget bedre hjælp i ringhjørnet end en af de bedste danske boksere nogensinde, Mikkel Kessler. Den tidligere verdensmester er træner for 20-årige Oliver Zaren, der lørdag aften vandt sin tredje af lige så mange professionelle kampe. Foto: Morten Stricker

Den slags er fint nok på hjemmebane. Men den går næppe på udebane i England med tre engelske dommere, så træner Thomas Madsen ser gerne, at hun snart genfinder dræberinstinktet.

- Efter fjerde omgang var det spil til ét mål, så nu må vi bare prøve at få lært Dina at slå dem ud før tiden. Der følger jo altid en risiko med, hvis man går tiden ud og overlader det til dommerne at finde vinderen, siger Thomas Madsen.


Det er godt nok lang tid siden, men så snart jeg trådte ind i omklædningsrummet, føltes det som om, at jeg ikke havde forladt det. Jeg føler mig hjemme her og elsker at bokse her.

Dina Thorslund.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Struer

Nyt fitness-tiltag for unge

Annonce