Annonce
Ugeavisen Svendborg

Øhavet under overfladen

I Geoparken på Sydfyn er der udviklet en række aktiviteter for bl.a. skoleklasser og for børnefamilier. Foto: Svendborg Natur- og Miljøskole
Øhavet er et unikt sted at se levn fra fortiden, fordi vandet er så lavt, at det er let at snorkle sig til spændende oplevelser.
Annonce

Sydfyn: Det er nu muligt at opleve Geopark Det Sydfynske Øhav under overfladen iført snorkeludstyr. Både skoleklasser og andre nysgerrige kan med projektet Undine II prøve den fantastiske stilhed og følelse af vægtløshed, en tur i våddragt og snorkel giver mulighed for.

- I Geopark Det Sydfynske Øhav er selve Øhavet et af vores vigtigste geosites. Det Sydfynske Øhav udgør et af verdens største oversvømmede istidslandskaber med stenalderbopladser og oversvømmede stenalderskove bevaret på havets bund. Øhavet er et unikt sted at se disse levn fra fortiden, fordi vandet er så lavt, at det er let at snorkle sig til spændende oplevelser. Samtidig er det lavvandede øhav et mekka for undervandsliv, besøg f.eks. smukke ålegræsenge fyldt med fiskebørnehaver, fortæller projektleder Nanna Heinrich, Geopark Det Sydfynske Øhav.

Geopark Det Sydfynske Øhav er en del af EU Interregprojektet Undine II, som sætter fokus på verden under havets overflade i den vestlige del af Østersøen.

- I Geoparken er der i Undine udviklet en række aktiviteter for både skoleklasser og for børnefamilier, der er uddannet en gruppe snorkelinstruktører og indkøbt snorkelgrej - alt sammen for at give børn og voksne mulighed for anderledes naturoplevelser, siger Nanna Heinrich.

Det Sydfynske Øhav udgør et af verdens største oversvømmede istidslandskaber med stenalderbopladser og oversvømmede stenalderskove bevaret på havets bund. Foto: Kasper Orthmann, KAFoto
Annonce

Et tværnationalt projekt

Men Undine er mere end vandplaskeri.

- Havet har et stort oplevelsespotentiale og det er mange ved at opdage. Derfor er det vigtigt, at vi gør en indsats for at vise folk, hvad der findes under overfladen. Vi skal gøre både børn og voksne fortrolige med og nysgerrige på, hvad de kan opleve derude, så de lærer at passe på det. Man passer oftere på noget, man værdsætter og kender – noget der betyder noget for én. Og med Undine kan man lære at opdage alt det liv, der findes i havet og dermed få adgang til nye, spændende oplevelser, siger Nanna Heinrich.

Undine II er et tværnationalt projekt med både tyske og danske partnere. Projektet er finansieret af Interreg Deutschland-Danmark med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

- På www.undine-baltic.eu kan man udforske Undines univers. Man finder f.eks. sjove og lærerige spil og et artsleksikon, hvor man kan slå op, hvad det er, man har set på sin tur i havet, oplyser Nanna Heinrich.

Undine grej-trailer huses af Svendborg Natur- og Miljøskole, og man kan henvende sig til dem med ønsker om snorkelaktiviteter. Det er dog ikke kun i området omkring Svendborg, at man kan opleve havet med Undine. Også fra Trente Mølle Naturskole, Øhavets Smakke- og Naturcenter samt Motorfabrikken i Marstal kan man i løbet af sommeren prøve Undine aktiviteter – eller henvende sig, hvis man for eksempel ønsker at tage en skoleklasse eller en anden gruppe med i det våde element.

Der vil være Undine-ture fra Marstal på Ærø fra d. 1.-7. juli og på Strynø d. 17., 24. og 31. juli. Man kan også møde Undine på kysten ved Ristinge Havn til Øhavets Dag d. 25. august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Morgenyoga på Bølgen

Annonce