Svendborg: Hvis ellers coronasituationen tillader det, så er der masser af live-musik at glæde sig til med den sydfynske folkemusikforening, Folk For Folk, der efter sommerferien sidste år flyttede til spillestedet Harders i Møllergade.
Her står man klar med 16 koncerter og to åbne scener, og som sædvanligt er der folkemusik i meget bred forstand på programmet.
- Der kommer kendte danske navne, nogle er kommet frem de senere år, andre er veteraner, men der er også blevet plads til lokale musikere - og ved et par af koncerterne er der besøg af top-professionelle engelske og skotske musikere, der er på turne. Det drejer sig om skotske The Paul McKenna Band og engelske Other Roads, oplyses det i en pressemeddelelse.
På programmet er blandt andre Tom Nagel, der blandt andet synger sin far Halfdan Rasmussens digte, VIIK med den karismatiske sangerinde Elisabeth Vik, ikoniske Andersen/ Dissing Band med Poul Dissings søn Rasmus Dissing som forsanger, Christian Alvad og svenske Anna Wirsén, mens HP Lange Big Gumbo serverer en gryderet fuld af blues, cajun og mountain music.
Sæsonen åbner den 25. januar med fyrig traditionel folkemusik, når de tre musikere i Gangspil byder på deres fortolkning af melodier fra Læsø, Fanø, Thy og København.
Koncerterne (undtagen 2. marts) finder alle sted tirsdage kl. 20 på Harders i Møllergade 36. Man kan købe billetter til koncerterne på folkforfolk.nemtilmeld.dk og være sikker på at få plads.
Programmet
25/1 Gangspil
1/2 HP Lange Big Gumbo
8/2 Christian Alvad og Anna Wirsén
15/2 Åben Scene v/Jens Holgersen
22/2 Benny Holst Trio
2/3 Hyldest til Benny Andersen
08/3 Harmonivognen
15/3 Gunni Torp Band
22/3 Other Roads (UK)
29/3 VIIK
5/4 Jane & Shane (UK/IRL)
12/4 Åben Scene v/ Jan Schønemann
19/4 Himla
26/4 Tom Nagel
3/5 Camille Grey
10/5 The Paul McKenna Band (SCO)
17/5 Loulie Sun og Klavess
24/5 Bob Dylan Jamboree