Annonce
Ugeavisen Svendborg

50 år med sport, messer og musik

Frank Müller-Bøgh har været formand for Svendborg Idrætshal siden 2005, men har været bruger af hallen siden den blev indviet i 1969. Det store ønske i jubilæumsåret er en træningshal mere. Privatfoto

Danmarksmesterskaber i håndbold og basketball, internationale volleyball-turneringer, boligmesser, bridgefestivaler og masser af koncerter. Svendborg Idrætshal har lagt rum til det hele. Nu fylder hallen 50 år, og bestyrelsen drømmer om at bygge en hal mere.

Annonce

SVENDBORG: I 50 år har Svendborg Idrætshal dannet ramme om massevis af oplevelser for utallige svendborgensere: her har de gået til træning, skrålet med på "Rytme-Hans" til Gnags- koncert, flirtet med ham den flotte fra volley-holdet i det nu hedengangne cafeteria, fået inspiration på boligmesser eller er kommet i julestemning i selskab med Stig Rossen.

Den 18. januar er det 50 år siden, Idrætshallen blev indviet, og det bliver markeret med en reception og en udstilling på dagen, fortæller Frank Müller-Bøgh, der siden 2005 har været formand for Idrætshallens bestyrelse:

- Vi har fået Svendborg Museum til at skabe fem store plancher, der fortæller hallens historie og efter receptionen kommer de op at hænge i hallen det næste års tid, så alle kan få et indtryk af, hvordan hallen blev til, og hvad den har lagt rum til gennem årene.

I mange år tronede Svendborg Idrætshal helt alene midt i idrætsanlæggene på Ryttervej. I dag er Svendborg Idrætscenter vokset så stort, at Idrætshallen ikke længere kan ses ude fra Ryttervej. Men hallen lever og har det godt. Arkivfoto
Annonce

Der er brug for mere plads

Frank Müller-Bøgh og hans bestyrelseskolleger har et stort ønske i jubilæumsåret: at få bygget en træningshal mere. De første 25 år lå Idrætshallen ganske alene i idrætsanlægget ved Ryttervej, men siden er der kommet både svømmeland, tennishal og SG-Hus til, og behovet for lokaler til fysiske udfoldelser stiger stadig. Det samme gør ønsket om at kunne tilbyde gode faciliteter til de 15-25 årige.

- I bestyrelsen drømmer om vi en ekstra hal, der skal ligge mellem den nuværende hal og tennishallen, og at vi kan binde de tre haller sammen med en lækker foyer, der indbyder til ophold, lektielæsning og samvær for de unge, siger Frank Müller-Bøgh.

- Vi vil skabe et sted, hvor alle unge har lyst til at hænge ud - og som måske kan give nogle af de ikke-idrætsaktive børn og unge lyst til at dyrke idræt. Alle skal være velkomne til at være her, uanset aktivitetsniveau. Vi ser i disse år en tendens til at børn stopper med at lege tidligere og tidligere, så måske skal vi også være opmærksomme på de 10-15 åriges behov.

Svendborg Idrætshal har igennem årene dannet ramme om forskellige arrangementer og lagt hus til mange idrætsudøvere - som her DGI verdensholdet. Foto: DGI
Annonce

Også plads til uorganiseret idræt

SG Huset, Svendborg Idrætshal og de mange idrætsklubber, der bruger faciliteterne i Svendborg Idrætscenter, har slået sig sammen i et Udviklingsforum for hele Idrætscentret. I efteråret vedtog byrådet en udviklingsplan for Svendborg Vest, og i 2021 kommer DGIs Landsstævne til byen. Idrætslivets frivillige vil gerne byde ind i fællesskab med deres visioner.

- I vores Udviklingsforum vil vi udarbejde en udviklingsplan for hele Svendborg Idrætscenter, både ude og inde. Her skal være plads til både den organiserede og uorganiserede idræt, understreger Frank Müller-Bøgh:

- Vi vil meget gerne skabe faciliteter for den uorganiserede idræt udendørs, og at hele området bliver et naturligt mødested for alle slags aktiviteter.

- Med en ny hal, der kan fungere sammen med den nuværende håber vi også at kunne tilbyde gode faciliteter for messer og indendørs koncerter og på den måde være med til at understøtte byens erhvervs- og kulturliv.

Annonce

Først og fremmest et brugssted

En ny hal skal - ligesom 50 års jubilaren - dog først og fremmest være en hal til træning. Behovet er der, og Idrætshallens bestyrelse ønsker sig først og fremmest gode, daglige faciliteter til de klubber, der bruger Idrætshallen i dag. Der skal ikke nødvendigvis flere tilskuerpladser til.

- Der er jo en opvisningshal på vej i Ollerup med plads til 3000 tilskuere, hvor vi her har plads til 1500, siger Frank Müller-Bøgh.

- Vi går ikke efter at udvide tilskuerkapaciteten, vi er nødt til at være realistiske og vil hellere have en fyldt hal med 1500 pladser end en halvtom med plads til det dobbelte.

-Svendborg Rabbits har jo stor succes og de kan godt bruge flere tilskuerpladser, så vi overvejer om vi af og til kan tage Idrætshallens scene i brug som ekstra tilskuerpladser - og samtidig bevare den som scene og træningslokaler, for den fungerer jo godt sådan i dag.

Det haster med at træffe en beslutning. Enten skal byggeriet af en ny hal i gang meget snart - eller også skal det udskydes til efter Landsstævnet i 2021.

- Det er da en drøm, men der skal jo også noget kommunal økonomi med, siger Frank Müller-Bøgh og tilføjer:

- En ting er helt sikkert: vi skal ikke holde Landsstævne på en byggeplads.

Annonce

Et helt liv i hallen

Ser man godt efter på avisklippenes fotos, ser man en ung Frank Müller-Bøgh stå fanevagt ved indvielsen af Idrætshallen i 1969. Siden har han tilbragt utallige timer i hallen, både som aktiv håndboldspiller og senere som leder. Hallen har været ramme for en stor del af familien Müller-Bøghs liv, for her mødte han den dejlige, unge håndboldspiller, der senere blev hans ægtefælle og mor til de børn, der også har tumlet sig i hallen.

- Ja, det var helt naturligt for mig at gå ind i bestyrelsesarbejdet i hallen, efter jeg havde været rundt på en række poster i håndboldklubbens bestyrelse, siger Frank Müller-Bøgh og indrømmer, at han - og resten af bestyrelsen - måske er ved at være lidt grå i toppen:

- Heldigvis er Sport & Idræt i Svendborg (SIS) ved at skabe en ungdomslederuddannelse, som vi håber klæder den næste generation godt på til at tage fat som idrætsledere.

Brødtekst

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Morgenyoga på Bølgen

Annonce