Annonce
Ugeavisen Svendborg

Anders And på eventyr i Svendborg

Onkel  Joakim på vej over Svendbnorgsundbroen - det er dog kun et foreløbigt smugkig, da bladet, som først udkommer i uge 41, endnu ikke er produceret færdigt, hvilket er årsagen til, at tegningen er i sort-hvid og med tomme talebobler. Tegning: Story House Egmont
Onkel Joakim fører an, når han sammen med Anders And og ungerne til efteråret besøger Svendborg og blandt andet kører over Svendborgsundbroen og spiser mad på torvet.

Svendborg: Svendborg har haft besøg af en verdens mest kendte personer, øh figurer, og besøget er i disse uger ved at blive dokumenteret - dog ikke på video eller fotos, men i tegninger.

Der er tale om ingen ringere end Anders And, som sammen med sin familie for en stund har forladt Andeby for at tage på eventyr på Fyn - og altså Svendborg, og hele historien kan ses i det Anders And-blad, som udkommer til efteråret, i uge 41.

Anledningen er, at ænderne fra Andeby har fået nys om en helt særlig skat: Et glemt H.C. Andersen-eventyr! Onkel Joakim fører an, og han er sikker på, at fundet kan gøre ham endnu rigere, end han er i forvejen.

Annonce

Ænderne starter naturligt nok deres søgen i Andersens fødehjem. Men så let skal det ikke være for dem, og undervejs i den vilde skattejagt besøger de foruden Odense også Svendborg, Rudkøbing og Faaborg – ligesom de drager ud i det Sydfynske Øhav og slår et smut forbi Langeland og Tåsinge.

Desuden optræder en bred vifte af fynske seværdigheder som Odense Domkirke, Egeskov Slot, Vor Frue Kirke i Svendborg, Valdemars Slot på Tåsinge og Oehlenschlägers Bøg på Langeland.

Familien fra Andeby spiser frokost på torvet i Svendborg. Igen: Det er kun et foreløbigt smugkig, da bladet først udkommer i uge 41, hvilket er årsagen til, at tegningen er i sort-hvid og med tomme talebobler. Tegning: Story House Egmont

Idéen til historien kommer fra Anders And-bladets mangeårige redaktør, Svend Skytte, og manuskriptet er skrevet af Gorm Transgaard.

- Det er en uovertruffen skattejagt, som Onkel Joakim, Anders And og ungerne begiver sig ud på. Samtidig en fantastisk rundtur i alle de spændende, smukke og inspirerende steder, som Fyn og øhavet har at byde på, forklarer Gitte Hoffmann Hansen i en pressemeddelelse.

Gitte Hoffmann Hansen er marketingchef hos Story House Egmont, der udgiver Anders And & Co. Hun forklarer videre:

- Samtidig er det en eventyrlig hyldest af H.C. Andersen og den tidløse tiltrækningskraft, som vores kære nationaldigter til stadighed rummer. Der er næppe nogen tvivl om, at fynboer vil elske denne historie – og familier i resten af landet vil garanteret få lyst til at sætte kursen mod Fyn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Viser på vandet

Annonce