Svendborg: De fleste kender og kan fra Tivoli huske de store og farverige balloner med helium, hvor børnene står og kigger betaget på ballonfigurerne, mens de plager forældrene om at få en med sig hjem.
Samme oplevelse havde Marie Baagøe, 33 år og bosat i Svendborg, da hun sidste år fejrede sin søns tre års fødselsdag i Dubai.
Allerede her kræver det en forklaring, så vi vender tilbage til ballonerne om lidt.
Marie Baagøe er, sin unge alder til trods, lidt af en globetrotter. Kort tid efter, at hun får sin studentereksamen på Svendborg Gymnasium, rejser hun ud i den store verden: Det bliver til længere ophold i både Mexico, Dubai og på Rhodos samt en skisæson som guide i Italien.
I 2011 boarder hun Emirates Airlines som stewardesse og bosætter sig permanent i Dubai. Det bliver dog ikke til det planlagte år med verden som arbejdsplads, men starten på drømmen om selvstændig virksomhed. Efter bare et år har hun i Dubai nemlig skabt en fysisk markedsplads for andre selvstændige, hvor de kan vise og sælge deres produkter, og her går det virkelig op for Marie Baagøe, at hendes talent for planlægning, kommunikation og ikke mindst god service er noget, hun skal satse på i fremtiden.
Kufferten fyldt med balloner og gode ideer
Hele syv år skal der gå, før hun vender tilbage mod køligere himmelstrøg på Sydfyn - og med sønnen Adam på armen er der pludselig nye muligheder for at skabe en bro mellem de to hjem.
- I Dubai lærte jeg virkelig, hvad god service er. Her er en anden tilgang til, hvor langt man vil gå for at gøre kunden tilfreds, og det savnede jeg, da jeg kom hjem til Danmark.
- Derudover er man i Dubai - og mange andre steder - bedre til at fejre sig selv og hinanden, og da jeg så, hvor meget mere vi gør ud af for eksempel fødselsdagen dernede kontra herhjemme, tænkte jeg, at det måtte der laves om på. Alle børn fortjener en farverig og festlig fødselsdag, selvfølgelig med flyvende balloner med alle yndlingsheltene fra Disney, store tal og masser af glitter, fortæller Marie Baagøe.
Hun har derfor kufferten fyldt med både balloner og gode ideer, da hun sidst på foråret igen lander på Sydfyn, og på Instagram (Balloner Svendborg), fortæller hun om sit nyt tiltag: Levering af balloner med helium til børnefødselsdage på Sydfyn, og med coronaretriktionerne er der ekstra mange børn, der bliver forkælet med balloner i alle farver og former.
- Og selvfølgelig med gratis levering i Svendborg og nærmeste omegn, siger Marie Baagøe.
- Jeg har nu leveret balloner til flere sydfynske børnefødselsdage, og både børn og voksne er begejstret, og det er virkelig den fedeste oplevelse for mig også.
Fester med overraskelser
Marie Baagøe får derfor hurtigt behov for flere balloner, som hun nu køber ved en større leverandør i Holland. I den forbindelse kommer hun også i kontakt med en yngre iværksætter fra Odense, som er leverandør af festartikler til diverse events.
- Vi falder i snak og finder ud af, at vi deler mange visioner, når det handler om events, og da han er meget praktisk og har styr på branchen samt drift af virksomhed, og jeg elsker at ideudvikle og er meget udadvendt, så aftaler vi et fremtidigt samarbejde, som nu er i støbeskeen, fortæller Marie Baagøe.
- Vores mål er i første omgang at udleje blomstervægge, backdrops og andre unikke dekorationer, og så vil jeg gerne udvide min ballonservice til ballonbuer, ballonudsmykning af større events og selvfølgelig få virksomhedsevents med i kundeporteføljen også, siger Marie Baagøe.
- I udlandet, både i Østen og i USA, gør man så meget mere ud af fester end her i Danmark, hvor det hele bliver lidt for kedeligt og nærigt. Til en stor fest skal der da være farver og kreative overraskelser, så gæsterne allerede fra start, når de ser udsmykningen, kan se, at dette bliver et speciel og mindeværdig event.
Sig det med balloner
Nu håber Marie Baagøe, at coronasituationen snart kommer under kontrol, så hun for alvor kan få sat ikke blot sine balloner i spil, men også få sendt det nye eventfirma i luften.
- Dog er jeg allerede klar til, på vegne af både kvinder og mænd, at rykke ud på Valentinsdag søndag den 14. februar med store ballonhjerter, hvor teksten for eksempel kunne være "Jeg elsker dig" eller "I love You".
- Det har været så almindeligt gennem så mange år at give blomster på Valentinsdag og andre mærkevarer, men en stor, rød ballonbuket er da også romantisk - og i hvert fald noget nyt, slutter Marie Baagøe, der kan træffes på 27606648 for bestillinger.