Annonce
Ugeavisen Svendborg

Brevkassen: Den anden kvinde

En singlekvinde har fundet en elsker og nyder den gode sex, men desværre har han også en kæreste og to børn. Modelfoto: Colourbox

Hej Rikke

Jeg er en kvinde på 44 år, og i 2018 mødte jeg en jævnaldrende mand, og jeg faldt for ham lige med det samme.

Desværre har han en kæreste og et par børn, og vi har fra starten aftalt, at vores forhold skulle omhandle sex og kun sex.

Vi ses et par gange om måneden, og vi nyder hinandens seksuelle selskab. Jeg holder utroligt meget af ham og har faktisk ikke lyst til, at dét nogensinde skal slutte.

Men jeg længes efter "min egen" kæreste og ikke en anden kvindes mand, men seksuelt passer vi bare sammen som "Fod i Hose" og dét har jeg ikke lyst til at skulle undvære.

Hvad skal jeg stille op??

Efter fire mislykkede forhold, har jeg måske slet ikke lyst til at binde mig igen.

Skal jeg "nøjes" med fantastisk sex?

Skal jeg have dårlig samvittighed over for mig selv?

Eller over for hans kæreste?

Jeg ved, at han elsker sin kæreste på sin måde, og dét har han været ærlig omkring helt fra starten.

Hvad angår sex, så kan vi altså sende hinanden i "Den syvende himmel" og dét er præcis dét, jeg gerne vil beholde!

Jeg håber at du vil give mig et par svar

Den "anden" kvinde.

Kære kvinde

Det lyder rigtig fint, at I har det så godt i hinandens selskab og har dejlig sex – og det lader også til, at du nyder den del af det.

De spørgsmål du stiller, kan være svære at svare på. Det er nogle valg, du må finde frem til selv – finde ud af hvilke, der er de rigtigste/bedste for dig, men jeg vil gerne komme med nogle kommentarer.

Man får ofte ikke ”det hele” i et forhold, og det at du oplever fantastisk sex, kan jo i sig selv være noget meget givende, og ikke noget der skal give dig dårlig samvittighed overfor dig selv - det er bare om at nyde det.

Om du skal have dårlig samvittighed overfor hans kæreste - det er svært at svare på - du fortæller ikke, om det er noget hun ved?? Og hvad de har af aftaler indbyrdes – og det er vel også mest noget, han er ansvarlig overfor  i forhold til hans kæreste, - selvom du selvfølgelig også er en del af det, hvis det er noget, der skader deres forhold?

Måske skal du nyde det lige nu – som det er – og se om du synes de ting med samvittigheden og andet efterhånden gør, at du ikke kan deltage i dette mere. Måske kan det blive ved med at være et dejligt ”sex – forhold” og ikke mere end det? Svært at sige, om det vil være sådan i længden?

Annonce

Tab ikke modet

Du skriver også, at du gerne ville have ”din egen kæreste”, og da du også skriver det med samvittigheden, så tærer det måske alligevel også et eller andet sted på dig? Sæt dig ned i ro og mag, eller gå ture langs vandet, og mærk efter i dig selv, hvad du egentlig ønsker og gerne vil. Hvad er det, som du har lyst til? Er det ”bare” dejlig uforpligtende sex? Hvor du ikke behøver at binde dig? Eller kan det mere være et forsvar mod at prøve at gå ind i (endnu) et forsøg på at have et længerevarende forhold til en partner.

Du skriver at du har fire mislykkede forhold bag dig, og det kan have gjort, at du har tabt modet lidt. Måske skal du arbejde på denne del? I stedet for at lade al din energi ”binde” i et forhold, der ikke giver dig en ven og kæreste, på et dybere plan, som du ønsker? Hvad har du lært af de fire forhold? Hvad vil du gerne tage med ind i et nyt forhold, og hvad vil du ikke tage med?

Det at indgå i et kæresteforhold, er for mange det mest konfronterende og udviklende, man kan gøre i sit liv, og nogle gange kan erfaringer fra forliste forhold netop være det, der gør at det næste vil lykkes, eller i hvert tilfælde lykkes mere. Det er også godt, at vide noget om, hvad der sker i udviklingen af et kæresteforhold, - de forskellige stadier med forelskelse, som kan gå over i kærlighed og hvor man må arbejde på at have sig selv med – altså forblive to individuelle personer med et fælles forhold og hvad dette indebærer af kompromisser mm.

Annonce

Se på egne roller

Man må også arbejde med, at man ikke kan få alle sine egne behov opfyldt gennem et forhold. I forelskelsen synes man ofte, at alt er lyserødt, man ”finder” sig i meget og er måske også selv anderledes – spiller nogle roller osv. - oftest ubevidst. Man kan blive mere bevidst og mere sig selv gennem et forhold, hvis man arbejder på det.

Man bliver nødt til at se på egne roller, behov, grænser og handlinger – og selvfølgelig også på den andens, men man kan kun arbejde med sine egne ting og egne grænser.

Vi møder ofte forhold, hvor noget af det samme gentager sig fra tidligere forhold, og nogle gange er det fordi vi selv tager gammel frygt, mindreværd, handlemåder eller andet med ind i forholdet. Dette kan man arbejde på – både med sig selv, gennem samtaler med partneren, vende nogle ting med venner og veninder og evt. en terapeut.

Men tilbage står spørgsmålet – hvad er det bedste for dig lige nu – og på sigt? Det er kun dig selv, der kan komme frem til dette, og jeg håber du her har fået lidt input, du kan bruge på vejen.

Held og lykke med det.

Kærlig hilsen

Rikke Thor

Sexolog

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Genåbning fejret med kage

Annonce