Kære Metteemilia
Jeg skriver til dig, da jeg har set, at du har nogle hold, hvor man træner hjernen.
Jeg er diagnosticeret med PTSD og er totalt udbrændt arbejdsmæssigt. Jeg blev afskediget fra mit arbejde i 2015.
Jeg vil kort beskrive mine problematikker i hverdagen. Jeg er lyd- og lysfølsom, og mine begrænsninger i hverdagen er fortvivlende. Jeg tror ikke længere på mine kompetencer og evner, selv om jeg har virkelig mange. Jeg tror, at det jeg egentlig gerne vil blive, er en fiasko.
Jeg kan ikke koncentrere mig eller prioritere og planlægge hverdagen med faste rytmer. Jeg er ikke nærværende i sociale sammenhæng og husker ikke meget af det, der sker, også samtaler.
Der er konstant tankemylder, det værste er mine evindelige drømme om mit arbejde, der jo for længst er afsluttet.
Hvad indeholder træningen, og tror du at det kunne give mig noget at deltage på dit hold, selvom det er så mange år siden?
De venligste hilsner
Helle
Kære Helle
Det er en hård hverdag, du beskriver. Men vid at den tilstand, du beskriver, ikke er noget, du skal lære at leve med - hjernen er plastisk, og tilstanden kan ændres.
Hvis hjernen har været belastet over en periode, så er det filter i din hjerne (Thalamus), der skal sortere overflødige ting fra. Hjernen får her sværere ved at lukke ting ude som lyd, lys, mennesker omkring dig, tankermylder og tanker om, hvad du kan klare mv.
Disse ting vil forstyrre og tage af hjernekapaciteten. Du oplever måske, at du ikke kan det samme som tidligere. Ting, opgaver og situationer, der før var nemme, kan opleves som krævende og uoverskuelige. Derudover kommer kroppen i et øget alarmberedskab, fordi hjernen hele tiden scanner, om der er fare på færde. Dette virker forstærkende på stresstilstanden og kan skabe flere symptomer og yderligere smerte i kroppen.
Hvis vi har været belastet over lang tid og haft det dårligt over lang tid – så kommer vi ofte til at lukke lidt af for det, som kroppen kan mærke. Det kan være smerter, men også andre følelser fra kroppen. Det kan være en god strategi i kortere perioder at kunne lukke lidt af for det, du føler, men når det gøres over længere tid, så har du lige pludselig ikke adgang mere. For når vi som mennesker lukker af for det, vi ikke vil mærke, så lukker vi også af for det, vi gerne vil mærke. Det bliver svært at mærke, hvad du har lyst til, hvad du har brug for og måske glemmer vi helt, hvordan det føles at være glad og grine.
Hjernetræning
Via hjernetræningen åbner vi op for evnen til at kunne mærke os selv igen og får lavet forbindelse mellem den rationelle del af hjernen og den følelsesmæssige del af hjernen og kroppen.
I træningen leger vi, udfordres kognitivt, samtidig med vi laver krydsbevægelser og udfordrer balancen. I øvelserne vil du opleve lysten og den indre motivation til at lykkes med opgaverne. Og ved at ramme den indre motivation får man lysten til at flytte sig. Træningen er progressiv, men på den enkelte deltagers niveau.
Sidst men ikke mindst arbejder vi med kroppens indre alarmberedskab. Når man har haft det dårligt i lang tid, kan man godt få et lidt usundt forhold til, hvad der egentligt er farligt. Nervesystemet er hele tiden på vagt og man er hele tiden alert. Dvs. man bruger enormt meget energi på hele tiden at være alert. Dette skal vi have nervesystemet til at slippe.
Der er flere ting i hjernetræningen, men jeg har forsøgt at beskrive det så kort som muligt. Jeg håber at det kan give dig lyst til at gøre noget ved din situation.
Med venlig hilsen
Metteemilia Nørregaard