Annonce
Ugeavisen Svendborg

Brevkassen: - Min mand kan ikke rumme vores urolige barnebarn

En mormor står splittet mellem uroligt barnebarn og sin mand, som har svært ved at rumme barnet. Arkivfoto
Annonce

Kære Sophie

Jeg har et barnebarn på fire år, som taler hele tiden og højt. Han er også meget kropslig, er hele tiden i gang. Han er også en dreng, der kan fordybe sig, han er god til at lege og har masser af fantasi.

Jeg er selv pædagog og kan i og for sig godt rumme det, da jeg ved, hvad der er på spil. Men min mand, som ikke er drengens farfar, kan slet slet ikke holde det/ham ud. Han bliver direkte vred og skal virkelig holde på sig selv for ikke at råbe hold kæft.

Min søn og barnebarn bor to timers kørsel væk, og vi ser dem i weekender med overnatninger. Jeg besøger dem også alene.

Jeg vil selvfølgelig for alt i verden have en god relation til drengen og forældrene, og vil gerne have de besøger mig, men det er efterhånden noget af en øvelse at have besøg af dem, da elefanten i rummet, fylder så meget: drengen, der taler og taler højt hele tiden.

Vi prøver alle at tysse lidt på ham, være i andre rum eller ude af huset, men det kan vi jo ikke gøre hele tiden. Min søn og moren er forældre, der opdrager efter de nyeste principper, ingen skæld ud, lytter og svarer barnet, de er nænsomme og overbærende.

Annonce

Skal bare opdrages

Min mand mener, drengen er hjerneskadet, og at han skal medicineres, at forældrene er inkompetente, eller at han har ADHD, og vi skændes rigtig meget om det. Det er kommet så vidt, at min mand ikke vil se dem hos os, før drengen er “opdraget”. Han vil simpelthen ikke finde sig i det. Han mener også, at jeg som pædagog skal tale med forældrene om alt det de, i hans øjne, gør forkert. Jeg synes overordnet ikke de gør noget forkert, men jeg kan godt se, de har hænderne fulde.

Min søn har altid haft et anstrengt forhold til sin stedfar, og jeg hader at se det samme ske for mit barnebarn. Som jeg ser det, er han en normal dreng, der bare er blevet vant til at lyde og konstant tale er normalen.

Jeg føler mig virkelig som en lus mellem to negle. På den ene side min mands modvilje og vrede mod den lille dreng og på den anden side, behovet for at have det rart og hyggeligt med min søn og barnebarn, når de er her. Hvilket er ret svært, når alle går på listesko, for ikke at vække min mands vrede.

Har du et godt råd til, hvordan jeg balancerer i dette?

Skal jeg fraråde min søn og barnebarn at komme?

Skal jeg bede min mand fjerne sig, når de kommer?

Venlig hilsen

Den fortvivlede mormor

Kære  mormor

Det er til at mærke din fortvivlelse over den nuværende situation og med god grund. At have børnebørn er for mange en helt særlig glæde i livet, som er fyldt af grin, hygge, bekymringer, gode oplevelser og kærlighed i rigelige mængder. Desværre deler din mand ikke din glæde og kan ikke følge dit store ønske om at bruge tid sammen med den lille 4-årige gut med mod på livet og meget at fortælle. Børn på fire år taler ofte højt, fordi de er vant til at være sammen med mange børn og derfor intuitivt lærer at tale lidt højere for at blive hørt.

Jeg bliver nysgerrig på, hvad din mands bevæggrunde for at tale så kritisk og fordømmende om dit barnebarn og hans forældre. Mon han føler han sig usikker, tilsidesat eller forkert? Er han jaloux på den kærlighed du ubetinget beriger dit barnebarn med?


Jeg føler mig virkelig som en lus mellem to negle. På den ene side min mands modvilje og vrede mod den lille dreng og på den anden side, behovet for at have det rart og hyggeligt med min søn og barnebarn.

En fortvivlet mormor


Uanset hvad grunden er, er jeg enig med dig i, at det er en grænseoverskridende måde han udtrykker sine frustrationer og vrede på. Mit bedste bud er, at han forsøger at komme af med hans ubehagelige følelser ved at kaste egen afmægtighed over på dig, forældrenes opdragelsesmetoder og dit barnebarns adfærd.

Det lyder desværre ikke til, at din mand på nogen måde tager ansvar for sin egen indflydelse på den dårlige stemning, der opstår når barnebarnet kommer på besøg. Han er mest optaget af, at du skal fixe det og korrigere forældrene i deres opdragelsesstil, og drengen skal helst være ”usynlig” for ikke at få kastet diagnoser efter sig.

Du beskriver, ”elefanten i rummet”, som dit 4-årige barnebarn. Jeg tror den egentlige ”elefant i rummet” er din mands aggressive adfærd, som ingen tør tale om, fordi det hver gang ender i skænderier, som kun graver grøfterne dybere.

Annonce

Mand må i arbejdstøjet

Der er ingen nemme løsninger på dine spørgsmål, og mit svar vil formentlig være genstand for ny frustration. Du kan gøre nok så meget, men hvis stemningen skal forandres SKAL din mand også i arbejdstøjet. Ikke fordi du siger, han skal, men fordi han ønsker at være medskaber af en positiv forandring.

Jeg vil anbefale dig at tale med din mand, fortæl ham, hvad du længes efter, fremfor hvad du syntes, han gør forkert. Fortæl ham også, hvad du er parat til at tilgive. Du er nødt til at fortælle ham, hvordan du føler dig i klemme mellem din mand, søn og barnebarn. Måske får I brug for hjælp i processen, da I så mange gange ikke er lykkedes med at tale sammen på konstruktive og tillidsfulde måder?

Det er svært og krævende at skulle arbejde med gamle uhensigtsmæssige mønstre. Det er nødvendigt, hvis I vil skabe plads til kærligheden til hinanden og ikke mindst dit elskede barnebarn. På den måde vil I skabe plads til at I kan være jer selv- sammen. Det tror jeg i alle længes efter.

Indtil da skal din søn selvfølgelig komme på besøg med hans søn, men besøg dem så meget du kan, så kan din mand hygge sig derhjemme imens.

Jeg ønsker jer alt det bedste og håber I sammen vil få mange glade timer med barnebarnet.

Hjertelig hilsen

Sophie Ellehuus

Familie- og parterapeut

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Genåbning fejret med kage

Annonce