Annonce
Ugeavisen Svendborg

Brevkassen: Min mors julehysteri giver mig koldsved og ondt i maven

En mormor vil have en fin juleaften, og det går ud over børnebørnene, som ikke må være med til at pynte juletræ og dække bord. Modelfoto: Pixabay

Hej Sophie

Jeg kan på forhånd næsten ikke overskue julen i år.

Vores familie består af min mand, mig selv og vores tre børn på to, fem og otte år. Vi holder jul på skift hos vores forældre, og i år skal vi hjem til mine forældre.

Annonce

Hos dem skal det hele være så pokkers fint, og min mor har ingen forståelse for, at børnene ikke kan sidde flere timer ved julebordet. Alt skal gøres, som vi altid har gjort, hvilket betyder, at børnene ikke må være med til at pynte juletræet og dække bord, som de elsker.

De har allerede lavet pynt til træet, som jeg ikke trorm de får lov til må komme på min mors fornemme juletræ.

Min mor bliver også så fornærmet, hvis en af børnene ikke bliver glad for gaven fra dem. Hun holder sig selv ikke for fin til at rynke på næsen, når hun får et håndmalet syltetøjsglas med pasta fra børnehavebarnet. Hun forstår ikke, at det er lavet med største kærlighed og alt i mig krymper sammen, når jeg ser deres små øjne kigge på deres mormor, der rynker på næsen og siger tak.

I min kærestes familie tager de det hele mere roligt, og jeg synes, det er så pinligt, at min mor er så optaget, af det skal være fint i stedet for at lave en jul, hvor vi kan hygge os sammen, og hun kan glæde sig over at hun har tre søde børnebørn.

Min mand synes, jeg overreagerer og siger, at det jo bare er denne ene aften. Hvad stiller jeg op med det hele?

Min mors julehysteri giver mig koldsved og ondt i maven.

Den julefrustrerede

Kære Julefrustrerede

Tak for dit brev.

Julen er for rigtig mange en tid der er forbundet med skuffelser, frustrationer og gamle konflikter, der ”vækkes” til live. Det, du mærker, har en hel masse at gøre med din relation til din mor. Måske har du erfaringer med at sige, hvad du ønsker dig og har stået tilbage med en oplevelse af, at du ikke blev hørt, afvist eller formanet om, hvorfor dine ideer ikke var gode nok.

Måske er det tiden til at få nye erfaringer med at tale med din mor?

Selvom du måske synes, det er træls, at jeg foreslår, at det er dig, der skal tage kontakt til din mor, så vent ikke på, at hun tager initiativet. Hvis hun formåede at gøre det, så havde hun nok gjort det for længe siden.

Kunne det tænkes, at din mor gerne vil gøre det så fint, fordi hun gerne vil gøre det godt for jer og tror, at dette er måden, fordi hun ikke ved, hvad hun ellers skal gøre. Inviter din mor på en kop kaffe og snak med hende om, hvad hun tænker om julen. Vær nysgerrig, det opløser meget modstand og gør det nemmere selv at få lyst til at være nysgerrig på, hvordan du har det.

Fortæl din mor, hvad du holder af ved juleaften, og hvad jeres tre dejlige børn glæder sig til. Det når du meget længere med end at fastholde dine forestillinger om, hvorfor din mor gør, som hun gør.

Foreslå din mor, at I starter den fine julemiddag tidligt, dans evt. om juletræet før desserten. Er det udelukket, så kan det være en ide, at børnene får en gave undervejs i middagen, så de har noget at få ventetiden til at gå med.

Husk dig selv på, at du ikke kan eller skal tage ansvar for, hvordan din mor reagerer, når hun åbner pakker fra børnene. Hjælp jeres børn med, at de kan få lov til at have det, som de har det med de pakker, de får. Nogle gange bliver børn vrede eller kede af det over, at de ikke fik det, de ønskede sig eller i en forkert farve. Det er bare følelser, som er helt naturlige- også selvom din mor syntes de skal se glade ud og sige tak, selvom de ikke mener det. Med tiden får de lært at regulerer deres udtryk mere nuanceret, fordi de får lov til at være dem de er.

Det lyder som om, at din mand og dig har været gode til at inddrage jeres børn i hverdagslivet, så det er blevet naturligt og hyggeligt for dem at være med til fx at dække bord og pynte op. Lad endelig jeres børn lave julepynt og pynte op derhjemme i stor stil. Fortæl dine forældre at dine børn gerne vil hænge et stykke af deres hjemmelavede julepynt på træet, så hun er forberedt og kan gemme et par grene til dem.

Jeg håber det lykkes dig at finde mod til at tage initiativ til at tale med din mor, så stemningen juleaften får bedre forudsætninger for at blive hyggelig. Det er jeg sikker på vil være den bedste julegave, du kan give dig selv og dine dejlige børn.

Med ønsket om en glædelig jul

Kærlig hilsen

Sophie


Annonce
Ugeavisen Svendborg

William gør en ekstra indsats for naturen: Derfor har han vundet årets biodiversitetspris

Annonce
Ugeavisen Svendborg

Tolerance og tålmodighed

Annonce
Ugeavisen Svendborg

Løb for et godt formål

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Ugens kommentar: Erhvervsliv i højt gear

Ugeavisen Svendborg

16 folk-koncerter i udsigt

Ugeavisen Svendborg

Workshop om livsstil, sundhed og åndedræt

Ugeavisen Svendborg

Brevkassen: - Skal vores seks-årige datter have lommepenge?

Ugeavisen Svendborg

Rekordår for Home

Ugeavisen Svendborg

Kærlighed med noget på spil

Annonce