Annonce
Ugeavisen Svendborg

Brevkassen: - Mit barnebarn vil ikke i SFO og lukker sig inde på sit værelse

En mormor er bekymret for sit barnebarn, som før coronanedlukningen var en glad og rolig dreng - nu er han blevet mere indelukket, vil ikke være med familien og vil hellere være hjemme end gå i forårs-SFO. Foto: Pixabay

Hej Metteemilia

Jeg er bekymret for mit barnebarn på fem år.

Han har altid været en tænksom og rolig dreng. Han er nysgerrig af natur og meget interesseret i ting. Han spørger ofte ind til emner og lader sig ikke ”spise af” med et let svar.

Annonce

Grundet corona har vi ikke set hinanden i familien i lang tid, men har netop været samlet til lillesøsterens fødselsdag. Eftersom det var første gang vi var samlet siden jul, havde jeg glædet mig til at kunne være sammen hele familien. Det skal lige siges, at det er stadig en forholdsvis lille familie, og han og søsteren er de eneste børnebørn.

Mit barnebarn forlod imidlertid hurtigt bordet og gik på sit værelse. Han ville ikke komme ud, og resten af dagen blev hans far sammen med ham.

Jeg har talt med min datter om det, da jeg synes, at han på mange måder ligner hende som barn, men hun ønsker ikke, at der skal gøres et stort nummer ud af det. Jeg vil gerne hjælpe, men ved ikke hvordan.

Jeg ved, at forældrene er udfordret i forhold til  forårs-SFO, hvor han lige er startet. Det er ikke altid nemt at få ham afsted og generelt vil han helst bare være hjemme.

Jeg tænker, at coronaperioden måske har gjort noget, men kan være bekymret for, at der er mere i det end bare vanen med at være hjemme?

Med venlig hilsen

Den bekymrede mormor

Kære mormor

Det kan være svært at stå ved siden af - og have lyst til at hjælpe uden at få lov, og det er godt at være opmærksom på, om der kan være andet og mere på spil end bare vaner efter nedlukningsperioden.

Man kan vælge at anskue dit barnebarns udfordringer ud fra en sansemæssig vinkel. Der kan være mange andre måder at anskue det på, men hvis den simple indfaldsvinkel kan afhjælpe noget, kan dette jo være første skridt på vejen.

20 procent af alle mennesker er mere følsomme og mere modtagelige overfor sanseindtryk end andre. En gruppe af disse børn (og voksne) vælger at trække sig, ganske enkelt fordi de kan mærke, at de har brug en pause. For en del børn kan et ”nej” og det at trække sig blive den normale og nemme løsning for, at de kan føle sig trygge. Vanens magt er stor, og det kan blive en selvforstærkende cirkel, hvis omverdenen ikke er opmærksom på, hvad der sker.


Første skridt på vejen er at få hjælp til at se bagom barnets adfærd og finde ud af, hvad barnets dagsorden er - og hvorfor.

Fra brevkassen


I dit barnebarns tilfælde synes jeg, I skal være nysgerrige på, hvad det er han ikke bryder sig om. Nogle gange er det simple ting som lyde, ikke at vide, hvad der skal ske - et behov for at være forberedt/ på forkant med tingene. Ting som vi, som voksne, selv kan styre og tager for givet, at vi har kontrol over.

Et barn, der nemt overstimuleres er overladt til de voksnes planer - og børnenes eneste værktøj for at passe på sig selv er ofte at sige ”nej” og blive ”stædige”. Børn har ikke altid ord for, hvordan de har det - og slet ikke i så ung en alder.

Søg viden

Første skridt på vejen er at få hjælp til at se bagom barnets adfærd og finde ud af, hvad barnets dagsorden er - og hvorfor. Man kan få lavet en sanseprofil, der gør at man bliver klogere på sit barn (og ofte sig selv, da mange sansemæssige udfordringer er arvelige). Der er meget viden at hente på hjemmesiden www.sensitiv.dk.

Jeg synes, du selv skal søge viden her - og hvis der er noget, du genkender, så vis din datter hjemmesiden. Det er synd for både dit barnebarn, men også den lille familie ikke at få hjælp, hvis det nu viser sig, at der kan være tale om en større modtagelighed overfor sanseindtryk. Sansemæssige udfordringer kan afhjælpes og forebygges ved hjælp af viden og rådgivning i forhold til rammer og fysioterapeutiske kropslige tiltag i hverdagen.

Dit barnebarn skal have lov til at udvikle sit potentiale og ikke føle sig forkert.

Med venlig hilsen

Børnefysioterapeuten

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Sølv til Magnus

Annonce