Annonce
Ugeavisen Svendborg

Dagligdagens dilemmaer og spørgsmål: Seks eksperter står klar med svar og gode råd

Ugeavisen Svendborgs nye brevkassepanel er fra venstre Heike Pohl Malmros, Ragnhild Andersen, Metteemilia Nørregaard, Sophie Ellehuus og Rikke Thor. Foto: Michael Thorbjørnsen
Ny brevkasse i Ugeavisen Svendborg: Hent gode råd om dagligdagens dilemmaer eller få svar på spørgsmål, du går og tumler med: Familieliv, børn og opdragelse, kærlighed og parforhold, skilsmisse, dit sexliv, arbejdsliv, din sundhed, - og hvad du ellers går og bekymre dig om i hverdagen.
Annonce

Svendborg: Livet byder ofte på flere spørgsmål end svar, men nu er der hjælp at hente her i Ugeavisen Svendborg, hvor vi lancerer en brevkasse, hvor du kan hente svar og gode råd på spørgsmål, du går og tumler med.

Til formålet har Ugeavisen Svendborg samlet et hold af sydfynske eksperter, når det gælder mennesker og vores måde at leve på. Du kan til panelet stille spørgsmål om dit familieliv, arbejdsliv, den svære kærlighed, parforholdet, dit sexliv, problemer med børnene, opdragelse, relationer til venner og hvad du ellers har på hjerte.

Brevkassen vil, efter planen, være at finde i Ugeavisen Svendborg hver anden uge i hele 2021, og du kan stille dit spørgsmål til Ugeavisen på mith@faa.dk eller direkte til en af de seks eksperter, som er listet op til venstre for denne artikel.

De seks eksperter er:

Ragnhild Andersen

Ragnhild Andersen, 42 år og mor til to, er Cand.pæd og privat pædagogisk vejleder med speciale indenfor samværssager, bopælssager samt verserende kommunale sager.

Ragnhild Andersen står bag virksomheden Samvej.dk, som vejleder forældre, der føler sig fastklemt, magtesløs eller rådvild i det sociale eller retslige system i forhold til børnene.

- Jeg har mit akademiske afsæt fra Århus Universitet med speciale i familievejledning. Min brede pædagogiske uddannelse og erfaring sigter derfor også mod at effektivisere sociale ydelser og indsatser - og byde nye initiativer velkommen til gavn for mennesket og samfundet.

- Min drivkraft er retfærdighed og retten til det gode liv. Jeg er optaget af den gode barndom, og at børn fortjener at opnå deres fulde udviklingspotentiale. Med rette indsats og rammer, kan børn opnå bedre livschancer, fortæller Ragnhild Andersen.

Når et ægteskab eller samliv ophører, får mange mødre eller fædre aktive sager i for eksempel Familieretshuset, Familieretten, Kommunens familieafdeling eller lignende. Det kan være konfliktfyldt, og mange børn kommer i klemme.

- Jeg oplever en enorm efterspørgsel fra forældre, der har brug for et sted at gå hen. Et sted, hvor der gives professionel, konstruktiv og effektiv vejledning uden at føle sig eksponeret eller udstillet.

- Jeg svarer gerne fordomsfrit og anerkendende på spørgsmål, for mit ønske er, at du og dine børn får det godt, siger Ragnhild Andersen.

Christina Flyger

Christina Flyger, 43 år, har siden 2010 har arbejdet som selvstændig coach, Mindfulness-instruktør og yogalærer.

- Jeg hjælper mennesker med at finde indre ro, at tage ansvar for deres livskvalitet, at sige til og fra, så de finder ind til deres værdier og kan leve et liv i balance, fortæller Christina Flyger.

Hun underviser i forskellige teknikker til at reducere stress og ubalance, når man bliver bragt ud af fatning.

- Alle kan blive ramt af stress. Jeg tilbyder hjælp til at forstå og håndtere livets udfordringer og nå frem til balance, energi og glæde i tilværelsen, siger Christina Flyger, der tilbyder coaching, bl.a. stress-coaching og fokusforløb samt individuelle Mindfulness-forløb til mænd og kvinder, unge, voksne og ældre, selvstændige, ansatte, ledere og studerende.

Derudover har hun ugentlige yoga-hold.

- Kendetegnet for mennesker, der kommer i individuelle forløb hos mig, er, at de har truffet et bevidst valg om, at de vil have det godt, og de har indset, at det er okay at bede om hjælp og have en sparringspartner, der kan give indsigt, forståelse og udvikling. At leve et meningsfuldt liv med nærvær, glæde og kærlighed samt hjælpe andre til det samme, er min passion, fortæller Christina Flyger.

Sophie Ellehuus

Sophie Ellehuus, 47 år, gift og mor til to voksne døtre, blev i 1999 uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet på børneintensiv og børnekræftafdelingen.

- Jeg har altid haft en særlig interesse i at hjælpe familier med at rykke tættere sammen, når de møder tab og traumer og komplicerede livsforandringer. Jeg ved, hvor betydningsfuldt det er, at alle i familien bliver inddraget og taget alvorligt, for virkeligheden bliver lidt mindre skræmmende, når man er sammen om den - særligt når man er barn, siger Sophie Ellehuus.

Hendes store passion for at hjælpe familier i svære livskriser har ført Sophie Ellehuus til længerevarende uddannelser i tab, traume og chokbehandling.

- Jeg er senere blevet uddannet familieterapeut/psykoterapeut og har erfaring med arbejde i kommunalt familiecenter samt flere specialskoler, hvor jeg har haft terapi med par, familier, unge og børn, ligesom jeg laver supervision og observationsopgaver med forskellige faggrupper.

I sin praksis tilbyder Sophie Ellehuus forskellige former for terapi:

Parterapi, som handler om samlivsproblemer, skilsmisse, manglende nærvær og intimitet, sorg, kronisk og livstruende sygdom og håndtering af konflikter.

Familieterapi, som kan handle om søskendekonflikter, skilte og sammenbragte familielivsudfordringer, angst og aggressionsproblematikker, uenigheder om opdragelse, kronisk og/eller livstruende sygdom i familien.

Individuel terapi kan omhandle stress, angst, komplicerede livsforandringer, skilsmisse, lavt selvværd, sygdom.

Christina Flyger, som ikke kunne være til stede, da fællesbilledet blev taget, er også en del af brevkassepanelet. Pr-foto

Metteemilia Nørregaard

Metteemilia Nørregaard, 48 år, er uddannet fysioterapeut i 1998, fulgt op af en kandidatgrad i fysioterapi i 2014. Hun står bag klinikken Barnefyssen, Ramsherred i Svendborg.

- Jeg har arbejdet som børnefysioterapeut i mere end 20 år med erfaring fra arbejdspladser som Astma Allergiforbundet, Ortopædisk Børneafdeling Århus Kommunehospital og specialskoler (ADHD, autisme, handicappede). I de seneste år i kommunalt regi har min indsats især drejet sig om børn, der var urolige, børn der var sensorisk udfordrede og babyer med skæve kranier/favoritside/ motorisk forsinkelse, fortæller Metteemilia Nørregaard.

I 2019 blev hun udvalgt sammen med otte andre fysioterapeuter i Danmark til at varetage behandling af børn af veteraner, hvor der hos børn ses overbelastningssymptomer.

- Vi er blevet uddannet med afsæt i en bio-psyko-social tilgang, hvor man som fysioterapeut tager udgangspunkt i neurofysiologien bag mental sundhed. Via biologien i kroppen forklarer jeg børn om kroppens reaktioner og symptomer som kvalme, ondt i maven, ondt i hovedet mm., forklarer Metteemilia Nørregaard.

Udover børn af veteranfamilier udfører hun behandling til børn med usikker/forsinket motorik, hypermobile børn, urolige børn, sensitivitet - børn med stor modtagelighed for overstimulering, børn og unge med overbelastningssymptomer i nervesystemet (stress, skolevægring, angst mm.) samt voksne med smerter i nakke, ryg og bækken. Endelig tilbyder Metteemilia Nørregaard fysiopilates både individuelt og på hold.

Heike Pohl Malmros

Heike Pohl Malmros, 37 år, er uddannet Cand.psych. i 2017 fra Københavns Universitet og har siden 2018 været selvstændig privatpraktiserende i Sundhedshuset i Svendborg, hvorfra hun har været tilknyttet bl.a. Demenscenter Sydfyn (tidl. Demenskontakten) og Kræftens Bekæmpelse Lokalforeningen som ekstern psykolog.

- Jeg arbejder hovedsageligt ud fra et eksistentielpsykologisk, psykodynamisk og kognitivt perspektiv, men er også trænet inden for det narrative-systemiske og er kontinuerlig under uddannelse inden for forskellige psykoterapeutiske retninger, samt filosofiske skoler, fortæller Heike Pohl Malmros.

Hun er også certificeret NADA-udøver og i gang med en mastergrad i europæisk filosofi fra det tyske universitet i Hagen.

- I min praksis møder jeg en bred vifte af mennesker i forskellige aldre og problemstillinger. Nogle mennesker befinder sig i krise efter en livsændrende hændelse, mens andre kan have oplevet repeteret modstand, som har sat varige spor. De fleste kommer dog med et ønske om at arbejde med problematiske tanker om hovedsagelig sig selv og omverdenen eller en særlig udfordring mht. at kunne regulere svære emotioner, som kan komme til udtryk som følgende tilstande angst, depression og nedtrykthed.

Rikke Thor

Rikke Thor er sygeplejerske og uddannet sexologisk counsellor med autorisation som sexolog fra NACS, den Nordiske Forening for Klinisk Sexologi - hun har haft klinik på Thurø siden 2007, hvor hun tilbyder individuelle og parsamtaler/terapi omkring udfordringer med lyst, intimitet, krop, køn og seksualitet.

De seneste 10 år har Rikke Thor desuden undervist på Svendborg kommunes rehabiliteringskurser i ”Intimitet, krop og seksualitet med kræft/kronisk sygdom”  i Sundhedshuset, ligesom hun siden 1999 har lavet seksualundervisning for Svendborgs unge - og siden 2010 været daglig leder af kommunens seksualundervisning af unge på ”Sund Sex Skolen”.

- Det er blevet mere og mere legalt at gå til sexolog og arbejde med seksualiteten - både som par og som single. Jeg får klart flere og flere henvendelser, både fra de helt unge til folk langt oppe i årene. Vi er ved at begrave tabuet om, at det seksuelle og intime stopper ved en vis alder eller ved kræft og kronisk sygdom, og det er dejligt, for der er altid muligheder for at finde nye veje, hvis man ønsker det. Afklarende dialog samt mere kropsberøring og intimitet er ofte vigtige steder at starte og det allervigtigste er at åbne op for den fælles samtale om seksualitet og intimitet, mener Rikke Thor.

Hun kan også mærke, at efterspørgslen efter foredrag og kurser i seksualitet er øget gennem de år, hun har arbejdet med emnet.

- Mange kommuner, hospitaler og patientforeninger har fået fokus på folks udfordringer med hensyn til intimitet, krop og seksualitet ved sygdom, og vigtigheden af, at sundhedspersonalet er klædt på til den seksuelle samtale med borgere og patienter, fortæller Rikke Thor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce