Annonce
Ugeavisen Svendborg

Danmarks største padelklub med nyt tiltag: Indendørs padelhal på vej til Sydfyn

Anders Müller (tv), formand i Tåsinge Tennis og Padel Klub, og Kasper Nellemann, med i byggeriets styregruppe, på det areal lige øst for klubben, hvor man har planer om at bygge en indendørs padelhal med fire baner til fem millioner kroner. Foto: Michael Thorbjørnsen
Tåsinge Tennis og Padel Klub, som med sine 439 medlemmer har fleste padelspillere i Danmark, har planer om en indendørs hal med fire baner - den første foreningsdrevne indendørs hal i Danmark. Medlemmerne er begejstede: På knap to uger har klubben indsamlet 600.000 kroner til projektet på i alt fem milioner kroner.
Annonce

Tåsinge: I 2007 var padelsporten stort set ukendt i Danmark, hvor kun en enkelt bane stod til rådighed for de ganske få spillere, der dyrkede sporten. Siden er interessen for padel steget markant, og sporten er således en af de hurtigst voksende sportsgrene i hele verden - også på Sydfyn, hvor Tåsinge Tennis og Padel Klub med sine imponerende 439 medlemmer er Danmarks største - heraf spiller 400 af medlemmerne udelukkende padel, mens de øvrige spiller tennis.

Den store interesse for spillet har medført et stort behov for flere baner, og derfor har de lokale padelklubber haft travlt med at etablere og planlægge nye. På Tåsinge, i Rantzausminde og i Vester Skerninge har man alle steder nu to baner, mens yderligere to baner efter planen skal stå klar ved Svendborg Tennisklub i løbet af året.

De nævnte baner er alle udendørs, men nu er Danmarks første foreningsdrevne indendørs padelhal på vej, og den får hjemme hos netop Tåsinge Tennis og Padel Klub.

Annonce

Medlemsstop

- Jamen, det er jo en helt vanvittig udvikling, vi har oplevet. Der er simpelthen så stor efterspørgsel på vores nuværende to baner, at vi har været nødt til at indføre et medlemsstop - vi har ganske enkelt ikke plads til flere spillere, fortæller formand Anders Müller.

Det fik bestyrelsen til i midten af 2020 at se på nye muligheder, og da mange medlemmer efterlyste en hal at spille i, begyndte man at tænke i stort.

Klubben nedsatte herefter en styregruppe på fem personer, der skulle se på mulighederne for at bygge en hal.

Mange af padelspillerne i Tåsinge Tennis og Padel Klub kan ikke få nok af padel og spiller både i frost og snevejr. Næste år får de mulighed for også at spille indendørs. Foto: Michael Thorbjørnsen

- Styregruppen har været effektiv, for i løbet af få måneder har vi fået projektet sat på skinner. Først fik vi sammen med kommunen, som har været meget samarbejdsvillig, lavet en rådighedsaftale af 2000 kvadratmeter jord lige øst for vores to tennisbaner. Herefter fik vi med hjælp fra en leverandør lavet et budget, som fortalte os, at det vil koste godt fem millioner kroner at bygge en hal med fire indendørs baner. Da beløbet ikke afskrækker os, har vi besluttet at realisere projektet, siger Anders Müller.

Annonce

600.000 kroner fra medlemmerne

Den 30. december blev medlemmerne via et digitalt medlemsmøde orienteret om planerne, og her bad bestyrelsen om støtte på 600.000 kroner via klubobligationer, som reelt er et lån fra medlemmerne til klubben - beløbet er lovet tilbagebetalt indenfor seks år.

- Jeg forventede vel, at vi kunne hente 200.000 kroner i de første uger, men opbakningen har været helt enestående. Den 10. januar kunne vi således melde udsolgt af klubobligationerne, hvor de fleste har købt for 2500 kroner, som var minimumsforløbet, men hvor enkelte medlemmer har spyttet op til 50.000 kroner i kassen, oplyser Kasper Nellemann, der er med i styregruppen.

Klubben har også fået tilsagn om 200.000 kroner fra Fonden for Fynske Bank, 400.000 kroner som et rentefrit lån fra DGI's Lånefond være næsten i hus og selv smider klubben 100.000 kroner i projektet. Dermed mangler klubben 3,7 millioner kroner.

- Vi har fuld gang i ansøgninger om sponsorater og donationer fra virksomheder og fonde, og vi håber at have finansieringen på plads i løbet af foråret, så byggeriet kan begynde til efteråret - og forhåbentlig med mulighed for spil i de nye rammer om et års tid - i Danmarks første indendørs foreningsdrevne padelhal, siger Anders Müller.

Danmarks første foreningsdrevne padelhal er på vej til Danmark og Sydfyn. Her er et foto fra en indendørs hal i Barcelona. Arkivfoto

Der findes i forvejen et par indendørs haller i landet, men de er etableret og drives af private, som tager en pæn timebetaling for leje.

Tåsinge Tennis og Padel Klub vil til driften af hallen, dog til fair priser, udleje baner til de øvrige padelkubber på Sydfyn, som man har et særdeles godt forhold til, ligesom man har et samarbejde med Tåsingeskolen, så eleverne her kan komme over og prøve spillet - også i den nye hal.


Jeg forventede vel, at vi kunne hente 200.000 kroner i de første uger, men opbakningen har været helt enestående. Den 10. januar kunne vi således melde udsolgt af klubobligationerne, hvor de fleste har købt for 2500 kroner, som var minimumsforløbet, men hvor også enkelte medlemmer har spyttet op til 50.000 kroner i kassen.

Kasper Nellemann


- Desuden vil det være noget nemmere at afholde turneringer. Her oplever vi mange pauser på grund af regnvejr, men med en indendørs hal bliver det ikke længere et problem.

- Endelig stiller Tåsinge Tennis og Padel Klub gerne vores baner, både ude og inde, til rådighed for landsstævnet, hvis der skulle opstå et behov, siger Anders Müller.

Klubben på Tåsinge blev stiftet i 2009, og havde det første år 44 medlemmer. Den første padelbane blev indviet i 2012, den næste i efteråret 2018.

Sidste nyt: Tåsinge Tennis og Padel Klub har på sin side på Facebook lørdag oplyst, at man netop har bestilt en tredje udendørsbane med forventet levering ultimo februar - og at man derfor igen har åbnet op for nye medlemmer.


Flest padelbaner pr. indbygger

I Danmark er der på kun 13 år etableret ikke færre end 200 offentligt tilgængelige padelbaner i Danmark - mod 99 ved udgangen af 2019. Det er mere end en fordobling på et år.

På Sydfyn er der to baner Tåsinge Tennis og Padel Klub, som åbnede den første padelbane på Sydfyn i 2012, to baner ved Vester Skerninge Tennisklub, som åbnede sidst i 2018, to baner i Rantzausminde, en bane i Rudkøbing og der er planlagt to baner ved Svendborg Tennisklub på Ryttervej, som forventes at stå klar i år.

Med de mange baner i og omkring Svendborg er Sydfyn det sted i landet, som har flest padelbaner pr. indbygger.

Dansk Padel Forbund, der er stiftet i 2017, har nu 23 medlemsklubber.

2200 padelspillere er organiseret, men man antager, at der findes omkring 15.000 aktive padelspillere i Danmark.

Kilde: Dansk Padel Forbund


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce