Annonce
Ugeavisen Svendborg

Du danske sommer, jeg elsker dig!

June Pedersen. Privatfoto
Annonce

Hvis du er en af dem, som på grund af verdens ændrede tilstand skal holde din sommerferie i Danmark, fremfor i udlandet, så vil jeg sige tillykke til dig!

Jeg ved godt, at det for mange mennesker kan opleves som et tab. Men det er et spørgsmål om indstilling – intet andet. Jeg har holdt sommer i Danmark de sidste 42 år - og jeg kan med hånden på hjerte sige god for det. Den danske sommer har noget helt særligt at byde på. Det har alle steder i verden jo på sin vis, men Danmark er ikke som alle de andre. Hun kan noget helt særligt. Hun er en del af din egen sjæl, som du måske har glemt værdien af, da du længtes efter solsikkerhed og billige drinks under en parasol. Men du må give dig tid til hende. Hun kender nemlig sit værd. Hun er ikke til hurtige one-night-stands eller "all inclusive." Hun er nemlig "All Exclusive", så du må gøre en indsats for at få hende til at åbne sig for dig. Først må du smide dine forventninger og dine rettigheder til mindst 30 graders varme. Du må vise hende respekt og sænke dine forsvarsværker. Dem gider hun ikke at spilde sin tid på at overvinde – husk nu, at hun kender sit værd. Dernæst må du sætte farten ned og åbne dine øjne. Hendes vand er køligt og forfriskende. Selv på de varmeste sommerdage, hvor hun giver dig al sin kærlighed og lukker dig helt ind i hjertet, er hendes vand køligt. Livgivende. Foryngende. Det har sin helt egen friskhed. Det hjælper dig til at vågne op og mærke at du slet ikke er så gammel som du selv tror. Måske skal du tage dig mod til, men det tager du ikke skade af. Tværtimod. Du vil støde på steder, hvor mennesker har givet slip på den økonomiske trygheds kviksand, og i stedet satset på at gøre deres passion til deres levevej. Spisesteder, gårdbutikker, baggårdscaféer, musiksteder … Mennesker som lever af at producerer specialvarer - på en ordentlig måde, som de er villige til at stå til ansvar for. De byder dig gerne velkommen. Fortæller om deres passion. Det er mennesker som virkelig ved noget.

Hun byder ikke på en masse billige kopivarer, som du alligevel ikke har brug for. Hun er faktisk en anelse dyrere end alle de andre. Til gengæld, så giver hun dig gedigne ting. Smukt kunsthåndværk. Du behøver ikke at købe det – du må gerne nøjes med at lade dig betage og inspirere. Hun kommer ikke løbende efter dig, og får dig til at føle dig som et dårligt menneske, hvis du går uden at købe noget med dig. Hun kender sit værd. Og hun kender dit værd. Hun respekterer dig.

Og hvis du sidder med fordomme om hendes befolkning, fordi du har set nogle grimme kommentarspor på de sociale medier, så skal du vide, at det bestemt ikke er dem, du møder ude i den danske sommer. De har nok at gøre med at sidde fast i deres egen offerrolle – de vil næppe gøre noget så drastisk, som at gå ud i verden og mærke livet. De mennesker, du møder herude, er levende, venlige og hjælpsomme.

Måske er du så heldig at vågne tidligt en morgen i din ferie, fordi du ikke har bedøvet dig i billig vin aftenen før.

Jeg håber for dig, at du vil stå op og gå ud i den kølige sommermorgen. Give dig tid til at mærke, at hun byder dig velkommen. Med sine bløde former og korn, der bølger i vinden – som åndedræt af en venlig kvinde. Mærk hendes duft snige sig rundt om nakken på dig, og give dig et kys i morgengave.

Hun er i sandhed ikke som de andre!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Svendborg

Sjælen hænger fast

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Kunstner viser rundt

Ugeavisen Svendborg

Bo banker rusten af

Annonce