Annonce
Ugeavisen Svendborg

Efter 45 år på samme adresse: Jane blomstrer i nye og større omgivelser

Jane Parsberg har i imponerende 29 år været indehaver af Blomster på Strøget, som nu er flyttet i nye og større lokaler. Foto: Michael Thorbjørnsen
Blomster på Strøget har slået rødder i nye og større lokaler, men flytningen var overskuelig, da man har overtaget ledigt lejemål kun få meter fra den oprindelige butik.
Annonce

Svendborg: Efter 45 år på samme adresse, Gerritsgade 2C, er Blomster på Strøget flyttet til nye lokaler, men kunderne behøver ikke lede længe efter de farverige og velduftende blomster. Blomsterhandleren er således flyttet nogle få meter op ad Gerritsgade, til nummer 4-6, hvor Bog og Idè tidligere havde til huse.

- Jeg har i nogle år været på udkig efter nye og større lokaler til Blomster på Strøget, fordi vores lokaler, både butik og værksted, har været for små. Da jeg så for et par måneder opdagede, at Bog og Idé flyttede, opsøgte jeg staks udlejeren, og efter lidt forhandlinger fik vi lavet en aftale, fortæller Jane Parsberg.

Blomster på Strøget er nu gået fra et butiksareal på 45 til hele 210 kvadratmeter, og det åbner op for helt nye muligheder.

Louise Parsberg arbejder i sit sabbatår i sin mors forretning. Foto: Michael Thorbjørnsen

- Først og fremmest har vi i butikken lavet en arbejdende værksted, hvor kunderne kan følge med i, hvordan vi binder vores buketter, og det giver som oftest anledning til lidt snak og forklaring, hvilket kun er hyggeligt, forklarer Jane Parsberg.

Hun har ligeledes udvidet varesortimentet. Her er for eksempel kommet et større udvalg i tørrede blomster, som hitter for tiden, og i brugskunst er Blomster på Strøget blevet forhandler af lamper og puder. Desuden er udvalget af friske blomster og planter vokset.

- Men så skal der heller ikke mere nyt ind, for formålet med de flere kvadratmeter var jo at give kunderne mere plads til at komme rundt og nyde blomsterne, som nu præsentere sig ekstra flot, siger Jane Parsberg.

Jane Parsberg har stået i spidsen for den blomstrende forretning i 29 år. Butikken var allerede en velfungerende blomsterforretning (to tidligere ejere), da Jane Parsberg i 1991 overtog Blomster på Strøget, som i dag har fem ansatte på fuld tid, samt chauffører og eftermiddagspiger, som hjælper til efter behov.

Anne Kristensen i blomsterværkstedet, som nu er rykket ud i selve butikken, så kunderne kan følge med i, hvordan en smuk buket bindes. Foto: Michael Thorbjørnsen

I nyere tid er forretningen også blomstret og sat skud i form af en søsterbutik i Stenstrup, hvor også Jane Parsberg bor. Stenstrup Blomsterhus har 11 år på bagen.

Til februar lukker Blomster på Strøget dog ned i en månes tid.

- Flytningen gik ret hurtigt, så vi nåede ikke at få gjort lokalerne helt i stand. Det gør vi til gengæld om et par måneder, hvor butikken skal renoveres med blandt andet nye gulve og ny maling på både vægge og lofter, siger Jane Parsberg.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce